Trods årtiers kamp mod fattigdom er indkomstforskellen mellem rig og fattig verden over stadig enorm. Målt ved BNP per indbygger er Danmark i dag verdens 20. rigeste land og 30 gange rigere end verdens 20. fattigste (Rwanda).
Men hvorfor er det fx Europa og ikke Afrika, der ligger i toppen af indkomstfordelingen? Europæerne har en længere skolegang bag sig, kører på bedre veje og råder over bedre teknologi. Men hvorfor besidder europæerne disse fordele?
De sidste årtier har økonomer søgt efter dybereliggende forklaringsfaktorer på indkomstforskelle og er stort set enige om følgende faktorer: Geografi/klima skaber de ydre fysiske rammer.
Eksempelvis har lande med adgang til kyst eller farbare floder haft nemmere ved at handle med andre lande, hvilket i sig selv skaber højere indkomst. Indenfor det geografisk mulige skaber institutioner og kulturelle værdier de indre rammer for vore handlemuligheder. Eksempelvis er incitamentet til at investere større i lande med veldefinerede ejendomsrettigheder.
Mere generelt skaber forskelle i de dybe forklaringsfaktorer - kultur, institutioner, geografi og klima - forskelle i grobunden for teknologiske fremskridt og for investeringer i uddannelse og fysisk kapital, hvilket er de umiddelbare byggesten til højere indkomst. Vi er dog stadig ikke blevet klogere på, præcis hvilke dimensioner af kultur, institutioner, geografi og klima, der er de vigtige.
I min ph.d.-afhandling har jeg udvalgt specifikke dybe forklaringsfaktorer og målt, hvorvidt de reelt har en forklaringskraft.
Den protestantiske etik og andre kulturelle værdier
Et værdisæt, der er blevet fremhævet som værende gunstigt for økonomisk udvikling, er ”den protestantiske etik”.
Max Weber, en af samfundsvidenskabens skabere, definerede den protestantiske etik som værende en værdisætning af hårdt arbejde, økonomisk succes, samt at opspare fremfor at forbruge. Denne værdisætning af flid og nøjsomhed stemte godt overens med kapitalismens tankegang, og Max Webers tese var, at den protestantiske etik derfor var med til at bane vejen for kapitalismen og tidlig økonomisk succes.
\ Fakta
Jeanet Sinding Bentzen har i sin ph.d. forsket i Max Webers hypotese om, at de rige lande har et værdisæt og en arbejdsetik, der fremmer økonomisk udvikling. Hun deltog i dagbladet Informations ph.d.-cup i 2012 med sin ph.d.-afhandling og blev en blandt otte vindere. Deltagerne i ph.d.-cuppen blev bedømt på samfundsrelevansen af deres forskning og deres evne til at formidle den.
Sammen med tre forskerkolleger fra Økonomisk Institut ved Københavns Universitet (Thomas Barnebeck Andersen, Carl-Johan Dalgaard og Paul Sharp) har jeg undersøgt, hvorvidt samfund med en kultur for flid og nøjsomhed så rent faktisk bliver mere succesfulde økonomisk.
Ifølge Max Webers hypotese hørte disse værdier protestantismen til. Men der er noget, der tyder på, at værdierne for flid og nøjsomhed faktisk kom før protestantismen, altså at ”den protestantiske etik” slet ikke har sin oprindelse i protestantismen.
Nøjsomme og flittige munke
En katolsk munkeorden, Cistercienserne, blev grundlagt i år 1098 i Frankrig. De rev sig løs fra Benediktinerordenen for at dyrke en strengere version af ”Sankt Benedikts regel”.
For at efterlade så meget tid til bøn som muligt, sørgede Cistercienserne for at forbruge så lidt som muligt og arbejde så effektivt som muligt. Cistercienserne blev derfor kendt for at være enormt sparsommelige og arbejdsomme. Præcis de dyder, som Weber tilskrev protestantismen. Weber har da også selv fremhævet Cistercienserne som mulige forløbere for den protestantiske etik.
Vores hypotese er altså, at Cistercienserne efterlod sig en kultur, hvor flid og nøjsomhed blev værdsat højere end andre steder. Dette har i sidste ende resulteret i, at folk arbejdede mere og sparede mere op, hvilket altså måtte give en større produktion og formue per individ i områder, der historisk husede flere Cistercienserklostre.
Økonomisk succes i tal
For at teste hypotesen skal vi have tal for økonomisk succes. I dag måles økonomisk succes oftest ved BNP per indbygger. Men for at sikre, at der ikke i mellemtiden er for mange faktorer, der har mudret billedet, går vi så langt tilbage i historien som muligt.
Flere studier har vist, at de lande, der først gennemgik den industrielle revolution, i gennemsnit også er de lande, der klarer sig bedst i dag. Det tyder nemlig på, at der i størstedelen af menneskets historie før den industrielle revolution stort set ikke var forskelle i landes velstand (i hvert fald ikke i den skala som vi kender i dag). Omkring år 1800 formåede nogle lande - især europæiske - at overgå til mekaniseret produktion (den industrielle revolution), og det gav europæerne mulighed for at producere mere per arbejdstime. Derfor kunne Europa allerede dengang skabe større indkomstvækst end blandt andet Afrika, hvor nogle lande endnu ikke er industrialiserede.
Et forspring på op til 200 år akkumulerer sig til enorme indkomstforskelle i dag. Derfor kan vi forstå meget omkring nutidens forskelle, hvis vi forstår hvad der skabte de første indkomstforskelle.
Hvordan måles økonomisk succes?
\ Fakta
Jeanet Sinding Bentzen forsker videre i emnet ”hvorfor nogle samfund er rigere end andre”, og lige for tiden graver hun dybere ned i betydningen af geografiske forskelle for velstand. Nærmere bestemt, om historiske samfund, der på grund af manglende regn måtte basere deres landbrug på store kunstvandingsprojekter har fået en mere ulige magtstruktur i dag sammenlignet med samfund, der var beriget med regn.
Men hvordan måles økonomisk succes i disse førindustrielle samfund? Der er ingen pålidelige tal for BNP per indbygger på et niveau, der er disaggregeret nok til, at man kan udføre en historisk analyse. I stedet anvender økonomiske historikere ofte befolkningstæthed (antal indbyggere per kvadratkilometer) som mål for et samfunds velstand.
Grunden er, at stort set alle samfund dengang levede på et subsistensminimum, så al ekstra indkomst førte til flere overlevende, det vil sige større befolkningstæthed. Og omvendt: lavere indkomst medførte færre overlevende.
Analyse af 40 amter i England
England er et af de lande i verden med de bedste historiske data, når det gælder befolkningstæthed. Derudover er vi også kommet i besiddelse af en database for den præcise placering og datering af alle typer klostre i England. Derfor bygger hoveddelen af vores analyse på tal på tværs af 40 amter i England.
Det er en fordel at udføre en analyse som denne indenfor et enkelt land fremfor at sammenligne på tværs af lande, da vi hermed kan udelukke forskelle i mange institutionelle faktorer.
Vi er nået frem til, at amter med flere Cistercienserklostre (som andel af det totale antal klostre) oplevede større befolkningsvækst i perioden 1300-1800. Det tyder altså på, at hypotesen holder. Men grunden til at vi kan konkludere noget som helst er, at vi først har løst en række problemer.
Metoder til problemløsning
Resultatet kan potentielt skyldes, at munkene valgte at opføre deres klostre i egne, der senere hen blev velstående af andre årsager. Vi foretager derfor flere undersøgelser for at tage højde for dette. Vi anvender en empirisk metode, der fjerner faktorer, som er konstante over tid, fx adgang til floder, terrænets ufremkommelighed osv. Denne metode kaldes paneldata-analyse, hvor man udnytter, at man har tal for flere år. Resultatet er uændret.
Derudover anvender vi en metode, der udelukkende ser på den variation i placeringen af klostrene, der skyldes et bestemt geografisk forhold, nemlig at klostrene i England blev opført i skove, der tilhørte kongen. Denne metode kaldes instrument-variabel- analyse og fjerner alt, der kan tænkes at påvirke klostrenes placering. Resultatet er atter uændret.
Til sidst inkluderer vi de faktorer i analysen, som mistænkes for at kunne have haft betydning for forholdet mellem befolkningstæthed og klostrenes beliggenhed, fx jordkvalitet, adgang til floder og hav samt placeringen af andre typer klostre.
Vækst skyldes værdier, ikke teknologisk viden
Et andet problem er, at Cistercienserne kan tænkes at have spredt andet end værdier til det omkringliggende samfund, fx deres teknologiske viden.
Derfor foretager vi flere analyser for at undersøge dette. Vi kan splitte vores analyse op, så vi både kan måle effekten før og efter den protestantiske reformation i 1500-tallet, hvor alle klostrene blev lukket ned.
Vi har fundet frem til, at områder med flere Cistercienserklostre oplevede større befolkningsvækst op til reformationen, men også lige så stor vækst i perioden efter reformationen, hvor klostrene alle var lukkede. Da teknologisk viden højst sandsynligt havde spredt sig til de omkringliggende samfund over denne 700-års-periode (fra klostrene slog sig ned i 1100-tallet til vores sidste datapunkt i år 1800), tager vi dette som en spæd indikator for, at det var værdier og ikke teknologisk viden, der fik områderne, der engang havde huset Cistercienserklostre, til at blive ved med at vokse så lang tid efter, at klostrene var lukkede.
Flid og nøjsomhed er gået i arv
Det virker højst usandsynligt, at den teknologiske viden, som munkene muligvis spredte til lokalbefolkningen ikke nåede nabo-amterne indenfor de cirka 700 år, som analysen dækker over. Men vi kan ikke bevise det rent empirisk. Men vi kan vise, at de i hvert fald spredte kulturelle værdier for flid og nøjsomhed. Det gør vi ved hjælp af tal fra European Values Study, som består af spørgeskemaundersøgelser af hele den europæiske befolknings anskuelse af forskellige fænomener.
Databasen indeholder blandt andet spørgsmål om, hvorvidt man lægger vægt på at opdrage sit barn med flid, nøjsomhed og flere andre værdier, såsom religiøsitet og tillid.
For at identificere hvor Cistercienserklostrene lå placeret rundt omkring i Europa, har vi digitaliseret et gammelt kort over klostrenes placering og beregnet antallet af Cistercienserklostre per kvadratkilometer i hver af de europæiske regioner.
Dermed finder vi frem til, at europæiske regioner, fx Namur-regionen i Belgien, Champagne-regionen i Frankrig, og Lazio-regionen i Italien, der husede flere Cistercienserklostre, også den dag i dag i større grad lægger vægt på at opdrage deres børn med flid og nøjsomhed fremfor alle mulige andre dyder.
Der kan selvfølgelig være en masse andre faktorer, der spiller ind, såsom befolkningens indkomst og uddannelse, og derfor fjerner vi variationen i demografiske, geografiske, socioøkonomiske og lande-specifikke effekter.
Desuden kan det tænkes at den protestantiske reformation har haft indflydelse på, hvorvidt befolkningen værdsatte flid og nøjsomhed (Webers ”protestantiske etik”) samtidig med, at antallet af Cistercienserklostre kan have påvirket, hvorvidt den pågældende region overgik til protestantismen. Derfor restrikterer vi analysen til kun at inkludere regioner, der husede minimum 50 procent katolikker.
Analysen viser altså, at europæiske regioner, hvor flertallet er katolikker, og hvor der lå flere Cistercienserklostre for flere hundreder år siden, i dag lægger større vægt på flid og nøjsomhed set i forhold til samme regioner med færre Cistercienserklostre.
Alle analyser bekræfter resultatet: områder med relativt flere Cistercienserklostre oplevede større befolkningsvækst, selv flere hundrede år efter, at klostrene blev lukket ned. Ydermere værdsætter disse områder flid og nøjsomhed højere end andre den dag i dag.
Vi er derfor ganske trygge ved at konkludere, at Cisterciensermunkene spredte en kultur til deres lokalsamfund, som varer ved den dag i dag og som har været gunstigt for økonomisk udvikling i disse områder.
Andre faktorer spiller også ind
Nu kan kulturelle værdier alene selvsagt ikke give os forklaringen på, hvorfor nogle lande er rigere end andre. Og da slet ikke delmængden bestående af værdier for flid og nøjsomhed.
For at blive kloge på forskelle i indkomst er vi selvfølgelig nødt til at tage hele billedet i betragtning. Nogle lande er rigere end andre, fordi deres befolkninger formår at producere mere værdi, når de går på arbejde. Og det kan de, fordi de har en bedre teknologi til rådighed, har en bedre uddannelse bag sig og nyder godt af en bedre infrastruktur.
I den internationale økonomiske litteratur er økonomer stort set enige om, at kulturelle værdier sammen med geografi og institutioner kan forklare, hvorfor nogle så nyder godt af bedre teknologi og højere investeringsrater i uddannelse og fysisk kapital.
Min forskning har bragt mig fra munkene, henover korrupte magthavere, til forskelle i intensiteten af lyn, og senest henover historisk kunstvandingspotentiale. Alt sammen har betydning, men hvad der er vigtigst, må den fremtidige forskning vise.

































