Digiseksualitet: Flere vil dyrke sex med robotter og i virtual reality
I fremtiden skal vi måske ikke kun forholde os til, om vi er til mænd, kvinder eller begge dele.
digiseksuel sex revolution digital virtual reality vr briller seksualitet

Vi står måske overfor en digital sex-revolution, som potentielt vil gøre dette scenarie til hverdag. (Foto: Shutterstuck)

Kan sexrobotter og virtual reality være bedre end en varmblodet sexpartner?

Det kan de måske for nogle.

Avancerede sexteknologier som sexrobotter og virtual reality vil ifølge forfatterne bag et nyt, amerikansk studie betyde for en gruppe mennesker, at en sexpartner i kød og blod bliver overflødig.

»Vi mener, det bliver muligt at have en tilfredsstillende seksuel oplevelse, som ikke involverer mennesker, fordi de nye sexteknologier giver mulighed for en grad af fordybelse, som tidligere teknologier ikke giver,« siger professor ved Insitute of Philosophy ved University of Manitoba Neil McArthur til Videnskab.dk.

Han er medforfatter på studiet, som netop er udkommet i tidsskriftet Sexual and Relationship Therapy.

Digiseksualitet

Digiseksuelle har ikke sex med mænd eller kvinder, men med ren og skær teknologi ved hjælp af:

  • Sexrobotter.
  • Virtual reality-oplevelser.

Forskerne har gennemgået en række tidligere studier, som har set på, hvordan folk kommunikerer med robotter og integrerer teknologi ind i deres parforhold.

På den baggrund konkluderer de, at heteroseksuelle, panseksuelle og hele rækken af seksuelle identiteter får endnu et medlem:

Digiseksualitet.

Lyder det som et sandsynligt fremtidsscenario, eller hører det kun hjemme i science fiction-fortællinger som robotserien Westworld?

Robot-sex allerede en realitet

Menneskeløse sexteknologier er allerede at så småt ved at pible frem på markedet og har rejst både forargelse, fascination og etiske diskussioner.

For eksempel er én af de første sexrobotter tilbage i 2010 blevet markedsført som en livsledsagerske og har mødt heftig kritik.

Kritikken går blandt andet på, at en maskine går fra bare at være et stykke sexlegetøj til at gå ind og erstatte menneskeligt selskab.

Robotter har ingen grænser

Nogle af studiets argumenter for at mange vil begynde at knytte tætte bånd til sexrobotter og andre sexteknologier er, at

  • de kan være skræddersyede til vores behov.

  • de har ingen grænser.

  • de har anonymitet, som kan muliggøre noget, der for nogle kan føles skamfuldt, såsom at have sin seksuelle debut.

  • de kan tilnærmes noget, som ellers er ulovligt eller tabubelagt såsom dyresex.

  • de bliver mere tilgængelige i takt med teknologiens udvikling og faldende priser.

Ikke desto mindre er robotterne stadig at finde på markedet, og tidligere forskning tyder på, at der rent faktisk er mennesker, der tænder på robotter.

Spørgsmålet er derfor ikke, om flere i fremtiden vil have sex med robotter, men nærmere i hvilket omfang det vil ske, og hvad det vil få af konsekvenser

Sexologi-forsker: Bare en avanceret dildo

Videnskab.dk har bedt Astrid Ditte Højgaard om hjælp til at vurdere betydningen af det nye studie. Hun er ledende overlæge ved Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital og én af få danske forskere indenfor sexologi.

Efter hendes mening vil vi med god sandsynlighed begynde at bruge robotter som et supplement til vores sexliv, men at det bliver en reel seksuel identitet køber hun ikke helt.

»Jeg har mine tvivl om, hvorvidt digiseksualitet kan fortrænge trangen til at have et intimt samvær med rigtige mennesker. Det kan det nok være for ganske få, men jeg tror ikke, det betyder, at vi alle sammen får en sexrobot og stopper med at interessere os for at få en kæreste og danne familie,« siger hun.

Hun peger også på, at vi endnu kun har en minimal forskningsviden om menneskers brug af ny sexteknologi, og at forskernes konklusioner derfor nærmere er en række filosofiske overvejelser, end det er en reel forskningsbaseret konklusion.

digiseksualitet digiseksuele sexlegetøj sexrobot sex sexteknologi

Ikke alle er så ubekymrede over sexteknologierne som Astrid Ditte Højgaard. Den svenske lektor i informationsteknologi og medstifter af 'Campaign against sex robots', Erik Billing, har tidligere udtalt til Videnskab.dk: »Det er for simpelt at sige, at det bare er endnu et sexlegetøj eller påpege, at man blot lejer en maskine i stedet for en prostitueret. Der er andre følgevirkninger.« (Foto: Shutterstock)

Dog fremhæver hun et interessant eksempel blandt de tidligere undersøgelser, som det nye studier har kigget på: Tilbage i 2013 viste en spørgeskemaundersøgelse med 1.000 respondenter, at ni procent er positivt indstillede overfor at have sex med en robot.

Det støtter ifølge Astrid Ditte Højgaard op om den antagelse, at robotter som sexpartnere sagtens kan blive et udbredt fænomen, men ifølge hende kun med status som en avanceret dildo eller andet sexlegetøj.

»Man kan købe dildoer på lige fod med undertøj, men spørgsmålet er, om det også bliver mainstream at have en robot liggende i sit skab? Det kan jeg sagtens forestille mig,« siger hun.

Erstatter kun dele af menneskekontakt

Medforfatter af det nye studie Neil McArthur medgiver, at de med deres resultater kun kan gisne om, hvad fremtiden bringer. Hvad der rent faktisk kommer til at ske, må tiden vise.

Men uanset hvor store dele af vores sexliv vi i fremtiden overlader til teknologien, mener han ikke, der er grund til bekymring.

»Når vi ser på vores erfaringer fra terapien, er der masser af glade og raske personer med alle mulige seksuelle præferencer. Vores studie viser, at mange allerede har integreret de tidligere sexteknologier i deres forhold uden problemer,« siger Neil McArthur.
Her refererer han til studier af par- og sexterapi, som han har analyseret i det nye litteraturstudie.

»Jeg tror, der er vigtigt at huske på, at det at være digiseksuel ikke nødvendigvis betyder, at man cutter al menneskelig kontakt, men at det kun er i nogle enkelte aspekter af livet,« tilføjer han.

Den amerikanske producent af sexdukker RealRobotix er et eksempel på, hvor avancerede sexteknologier der lige nu ser verdens lys. De har netop lanceret sexrobotten Harmony AI, som er udstyret med et bevægeligt robotansigt, kunstig intelligens og mulighed for en række tilvalg, som ifølge Daily Mail får det endelige prisleje til at svinge imellem 60.000 og 120.000 danske kroner. (Video: Fox 11 Los Angeles) 

Enkelte kan ikke styre det

Dér, hvor det kan blive problematisk, er ifølge Neil McArthur, hvis man ikke kan styre sit forbrug af sexteknologier eller dækker alle dele af sine sociale behov gennem teknologi.

»Vi skal bestemt være opmærksomme på mennesker, som ikke kan kontrollere deres brug af sexrobotter, særligt når man tænker tilbage på, hvordan rigtig mange blev afhængige af porno, dengang det blev mere tilgængeligt,« siger Neil McArthur.

Han understreger samtidig, at det altså kun er personer, der ikke føler sig i kontrol over deres forbrug af sexteknologier, vi skal være bekymrede for og ikke gruppen af digiseksuelle som helhed.

To bølger af sexteknologi

Studiets forfattere opdeler de digitale sexteknologier i to bølger:

  • 1. bølge: Cybersex i form af billedpornografi, webcams, livechat, Tinder og Skype, hvor et digitalt medie adskiller to sexpartnere.
  • 2. bølge: 'Fordybende' teknologier som sexrobotter og virtual reality, som fuldstændig fjerner behovet for en menneskelig sexpartner.

Ingen robotafhængige – endnu

Astrid Ditte Højgaard kan i den sammenhæng bidrage med nogle af sine egne erfaringer fra terapien.

»Jeg har endnu ikke mødt patienter, der har en sex-afhængighed i forhold til robotter, men jeg møder hele tiden folk der er afhængige af cybersex,« forklarer hun.

Øget tilgængelighed af sexteknologier, muligheden for anonymitet og det at kunne designe sit objekt fuldstændigt i forhold til ens eget tændingsmønster er ifølge Astrid Ditte Højgaard vigtige faktorer i at skabe sexafhængighed.

Derfor giver hun Neil McArthur ret i, at vi skal være opmærksomme på udvikling af nye sexafhængigheder. Samtidig gør hun opmærksom på, at det er noget, som typisk vil ske for de personlighedstyper, der i forvejen er udsatte overfor afhængigheder, og at det er svært at beskytte disse mennesker mod nye afhængigheder.


Ugens Podcast

Lyt til vores ugentlige podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.