Den nordiske model får stigende opmærksomhed i disse år. I de fem nordiske lande tjener den nordiske model som en samlebetegnelse for alt det, som, vi synes, er særligt – og ikke mindst særligt godt – ved de nordiske samfund.
Samtidig er den et mærkat på særlige modeller inden for eksempelvis arbejdsmarkedspolitik eller international fredsbevarelse.
Uden for Norden – ikke mindst i USA – har modellen typisk karakter af både idealtype og idealsamfund.
Allerede i 1930’erne berettede den amerikanske journalist Marquis Childs begejstret om den svenske middelvej mellem kapitalisme og socialisme, og netop denne ’tredje vej’ blev udgangspunktet for nordisk selvforståelse og international branding under den kolde krig.
I de senere år er modellen blevet fremhævet af eksempelvis den fremtrædende amerikanske intellektuelle Francis Fukuyama i kraft af sine stabile, veldrevne og demokratiske politiske institutioner og af den forhenværende præsident Barack Obama for sit bidrag til verdens fredelige udvikling.
Internationale ranglister over lykke, fred, bæredygtig udvikling, god forvaltning og godt omdømme placerer ofte de nordiske lande i eller nær toppen.
Hvad er den nordiske model?
Der har aldrig eksisteret én nordisk model. Derimod er der variationer mellem de nordiske lande over tid, og når vi sammenligner forskellige politikområder her og nu. Alligevel er det muligt at identificere en række fællestræk, der kondenserer indholdet i den nordiske model.
Modellen har aldrig eksisteret i sin rene form, men trækkene går igen med forskellig styrke i de nordiske samfund fra 1930’erne og frem til i dag, og de trækker rødder tilbage til den politisk aktive bonde- og arbejderbevægelse i 1800- og 1900-tallet.
Fællestrækkene angår både de politiske institutioner, de politiske beslutningsprocesser og politikkens indhold (se figuren herunder).
I statskundskaben opfattes 'institutioner' i en bredere forstand end i dagligsproget, hvor der som regel tænkes på noget, som findes i bestemte bygninger. I statskundskaben dækker institutioner også bestemte sædvaner og adfærdsmønstre, som er præget af regelmæssighed over tid.
Velfærdsstaten danner rammen om den nordiske politik og forvaltning. Velfærdsstaten er til fortsat diskussion, men det er dens eksistens ikke. Selv de mest radikale reformforslag må politisk formuleres som udvikling af velfærdsstaten og ikke som afvikling.
Politikere og vælgere tager udgangspunkt i kerneværdier som lighed og bæredygtighed i diskussioner af, hvilke politikker som er ønskelige og nødvendige for at opretholde og udvikle de nordiske samfund.
Konsensus er den grundlæggende værdi for, hvordan beslutninger skal træffes.
Pragmatisk, konsensussøgende inklusion
Interessenter og beslutningstagere forventes at tage hensyn til fællesskabet og vise solidaritet med andre – til tider rivaliserende – grupper, når afgørende spørgsmål om samfundets udvikling er til debat, og beslutninger om disse spørgsmål træffes typisk af et bredt flertal.
Det er eksempelvis tilfældet i arbejdsmarkedspolitikken, hvor arbejdstagere og arbejdsgivere forventes at tage hensyn til samfundets økonomiske og sociale udvikling og ikke blot egeninteresser.
Den politiske debat foregår i regi af parlamentarisk demokrati med relativt effektive bureaukratier, der administrerer efter retssamfundets regler og normer.
De nordiske samfund har tradition for at inddrage en bred kreds af interesseorganisationer, inden beslutningerne træffes, og inddragelsesprocessen er tillidsbaseret. Med det udgangspunkt er politikudviklingen pragmatisk, og forandringer sker gennem gradvis tilpasning til ændrede vilkår.
Velfærdsstatens værdier og den politiske kamps bløde karakter understøtter politikker, som er både aktivistiske og tager udgangspunkt i fredelig konfliktløsning. Det gælder både politikkens indhold, de politiske processer og de politiske institutioner.
Den nordiske models enkelte elementer understøtter hverandre som fundamentet, væggene og tagspærene i et hus.
Ser vi på eksemplet med arbejdsmarkedspolitikken, består den af tillidsbaseret, pragmatisk konfliktløsning ved for eksempel overenskomstforhandlinger. Det bekræfter deltagerne i, at de hører til i et fællesskab, og derfor kan de acceptere både liberale politikker og økonomisk lighed.
Denne pragmatiske, inkluderende tilgang understøtter den fortsatte inklusion i fællesskabet og dermed velfærdsstatens værdier.
Norden er cool igen – men mindre 'nordisk'
I årtierne inden årtusindeskiftet var den nordiske model i krise. De nordiske velfærdsstaters langsigtede økonomiske bæredygtighed så tvivlsom ud, og de savnede svar på globaliseringens store udfordringer som eksempelvis migration og øget konkurrence.
Med det udgangspunkt har de nordiske lande i de senere år genopfundet sig selv på tre forskellige måder:
- Via en tilpasning, hvor de nordiske velfærdsstater er blevet reformeret med henblik på at sikre deres levedygtighed i et globalt og europæisk konkurrencesamfund.
- Via en betoning af det særligt nordiske. Nordens politiske og kulturelle eliter har søgt at genopfinde Norden ved at betone, hvad de opfatter som særligt nordiske værdier – eksempelvis ligestilling og adgang til uddannelse og sundhed – samt fokuseret på de nordiske kvaliteter i arkitektur, design og fødevarer.
- Via en styrkelse af det nordiske samarbejde, som både omfatter fokus på pragmatisk samarbejde og flere højtprofilerede rapporter om nordiske visioner.
Genopfindelsen af Norden har haft to konsekvenser. Den ene er en re-branding af Norden. Norden er igen kulturelt cool og politisk forbillede, særligt i dele af den angelsaksiske verden.
Den anden konsekvens er en normalisering af Norden. De nordiske samfund er i dag mindre distinkte, end de var for få årtier tilbage som følge af tilpasningen til den europæiske og globale virkelighed.
Ganske paradoksalt er det nordiske således styrket som brand, men udvandet indholdsmæssigt som samfundsmodel. Fremtiden tegner i dag langt lysere for den nordiske model, end den gjorde for få årtier siden, men det skyldes i høj grad reformer, som har luget ud i de nordiske særtræk.
\ Læs mere
Den nordiske model udvikler og forandrer sig
Det betyder, at den nordiske model er under forandring, men det betyder ikke, at den forsvinder.
De politiske institutioner er relativt stabile. Den nordiske velfærdsstat er under konstant ombygning, men den bevarer træk som en central rolle til staten, økonomisk lighed og adgang for alle borgere til grundlæggende goder som sundhed og uddannelse.
De nordiske samfund er mindre lige end tidligere, men de er mere lige end de fleste andre samfund. Der inddrages i dag flere forskellige interessegrupper i politikdannelsen end tidligere, og selv på forholdsvis nye politikområder som miljø- og klimapolitikken finder vi klassiske træk fra den nordiske model.
De nordiske bureaukratier er fortsat effektive, loyale og med meget lav grad af korruption, men de er i stigende grad påvirket af markedsliggørelse, hvor den offentlige sektor eksponeres for markedskræfterne og styres gennem kontrakter.
De nordiske parlamenter er fortsat stærke, selv om de over tid taber magt til regeringerne. Populisme har længe været en del af det nordiske politiske landskab, men populistiske partier er i højere grad end tidligere blevet en del af den politiske mainstream.
Endelig er de nordiske lande karakteriseret ved en meget høj grad af tillid til både medborgere og myndigheder, og borgerne lægger en betydelig indsats i frivillige organisationer, om end niveauet varierer fra land til land.
\ Læs mere
Nordisk tilpasning til EU og USA
Det er på de enkelte politikområder, at vi finder de største forandringer.
Her tilpasser Norden sig i stigende grad europæiske og globale tendenser uden forsøg på at identificere et særligt nordisk svar på de aktuelle udfordringer, men fortsat med træk fra den nordiske model i både den politiske proces og det politiske indhold.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Det ses eksempelvis i de nordiske landes finanspolitik, der nu i modsætning til tidligere ofte fremhæves som forbillede i sin kombination af tilpasning til nye vilkår og fastholdelse af nordiske værdier som tillid og åbenhed i både politikkens tilblivelse og i formidlingen af dens konsekvenser.
I udenrigspolitikken synes den nordiske model under særligt pres.
Klassiske nordiske positioner om aktive bidrag til global udvikling og fredelig konfliktløsning fylder i dag mindre i udenrigspolitikken, der til gengæld i højere grad end tidligere er karakteriseret ved en pragmatisk tilpasning til EU og USA.
I hvor høj grad disse forandringer på enkelte politikområder på længere sigt vil føre til forandring i den nordiske models politiske institutioner er uvist.
Derimod er det sikkert, at den nordiske model fortsat vil udvikles i et samspil mellem historiske værdier, eksisterende institutioner og ydre forandringer. Den nordiske model består, men hvad vi forstår som nordisk er under forandring.
