I 2007 og 2008 steg priserne på mad på verdensmarkedet med rekordfart. Vigtige fødevarer som ris, hvede og majs blev på kort tid rigtigt meget dyrere. Resultatet var sult og optøjer i mange fattige lande.
Så kom finanskrisen sommeren 2008, og fødevarekrisen forsvandt fra nyhedsbilledet. I mange fattige lande mærkes fødevarekrisen imidlertid på kroppen hver eneste dag.
»Fødevarekrisen er faktisk vokset i styrke i mange udviklingslande siden sommeren 2008,« hævder økonomen Jayati Ghosh, professor ved Jawaharlal Nehru University i Delhi i Indien.
Ghosh var for nylig i Oslo, hvor hun deltog i en konference i regi af tænketanken 'Res Publica' og det norske 'Senterpartiet'.
100 millioner nye sultne
Ghosh beskriver den eksplosion i fødevarepriser, verden oplevede frem til sommeren 2008, som unik i historisk sammenhæng.
Hun mener, at den i høj grad er skabt af spekulanter, ved at finanskapital strømmede til markederne for fødevarer og andre råvarer og skabte en økonomisk boble, som pressede priserne kunstigt i vejret.
Tidligere i juni advarede FN's fødevareorganisation FAO om, at antallet af mennesker i verden, som er underernæret, er steget med 100 millioner og vil nå én milliard i løbet af 2009. Årsagen er kombinationen af finanskrise og fortsat høje fødevarepriser.
Selvom der har været en nedgang i verdensmarkedet fra pris-toppen i 2008, viser FAO's tal, at udgifterne til mad fortsat var høje ved indgangen til 2009 og 24 procent højere end to år tidligere. Enkelte lande er mere udsatte end andre med en fordobling af priserne for varer som ris, hvede eller majs.
\ Fakta
HANDEL MED FØDEVARER
- Futureskontrakter, eller terminkontrakter, er udviklet for at give landmænd og købere større forudsigelighed omkring priser.
- Kontrakten bestemmer volumen, pris og leveringstidspunkt.
- Værdien af fremtidige leverancer forhandles frem på internationale råvarebørser som 'Chicago Board of Trade', 'New York Bord of Trade' og 'London International Futures Exchange'.
- Fra at være et middel til at reducere risici er kontrakterne blevet til et værdipapir i sig selv som kan handles på linje med andre værdipapirer.
- En stor del af handlen bliver foretaget af banker, fonde og andre finansielle investorer som ikke selv er en del af omsætningskæden for fødevarer.
I 2007 og 2008, mens priserne fortsat steg, blev der givet en lang række forklaringer på prisstigningen relateret til udbud og efterspørgsel.
Der blev blandt andet peget på dårlige høstresultater verden over, forventet øget fødevareefterspørgsel i Kina og Indien, underinvestering i verdens fødevareproduktion og mangel på fødevareproducerende landbrugsjord.
Spekulation med fødevarer
Jayati Ghosh godtager enkelte af disse faktorer, men afviser, at de kan forklare intensiteten i prisvæksten. Hun afviser desuden, at Indien og Kina har haft et øget forbrug.
Hun henviser til senere tal, som efterfølgende har vist, at de to lande faktisk brugte mindre i perioden med stærk prisvækst, og at verdensproduktionen af ris, majs og andre kornvarer, samt lagerbeholdningerne, faktisk steg fra 2006 til 2008.
I stedet peger Ghosh på en faktor, som hun mener er den vigtigste, nemlig at fødevarehandlen er blevet et spekulationsobjekt med kortsigtet gevinst som mål.
Ghosh lægger især vægt på handlen med såkaldte 'futureskontrakter'. Futures- eller terminkontrakter er kontrakter om fremtidig levering af en høst. De skal egentligt give øget sikkerhed om fremtidig pris for både landmanden og køberen. Priserne fastsættes på egne børser med råvarebørsen i Chicago som en af de vigtigste.
Kontrakterne kan imidlertid sælges og købes uafhængig af selve leverancen af fødevarer og dermed også gøres til et spekulationsobjekt. I perioden lige inden den kraftige prisstigning, var globale finansielle aktører på jagt efter nye investeringsobjekter.
»I 2006 indså mange, at markedet for huslån i USA ikke var et trygt sted at have sine penge. Man flyttede dem så over i fødevarer, guld, olie og andre varer. Dér var det muligt at opnå ufattelige afkast på kort tid,« siger hun.
Store værdier
Ghosh henviser til af-reguleringen i USA som en vigtig faktor i forklaringen. Ifølge økonomiprofessoren blev nye aktører sluppet ind i handlen med råvarekontrakter i USA gennem en ny lov - Commodity Futures Modernization Act - i 2000.
Fødevareboomet kom samtidig som en voldsom prisvækst i andre råvarer som olie og metal. En del af denne handel kunne nu foregå uden for de regulerede råvarebørser i USA.
I juni 2008 havde den samlede værdi af disse kontrakter nået utrolige 12,4 milliarder dollar. Tallet omfatter alle typer råvarer med undtagelse af guld og andre ædle metaller.
Smuthuller i loven blev udnyttet til at handle med kortsigtet profit for øje, og priserne blev pisket i vejret, hævder Ghosh. Boomet stoppede først i sommeren 2008, da banker og investeringsfonde måtte trække deres penge ud af råvaremarkedet for at dække tab på andre fronter.
Ustabil situation
Ghosh mener, at dagens situation er ustabil, og at vi hurtigt kan få nye bobler, såfremt der ikke indføres tiltag for at kontrollere mulighederne for finansiel spekulation. Man kan ikke behandle fødevarer på samme måde som et hvilket som helst andet investeringsobjekt, mener hun:
»Der må sættes begrænsninger på de muligheder, finansielle aktører har for at gå ind på futures-markedet for råvarer. Såfremt dette ikke sker, vil vi hurtigt kunne få tilsvarende svingninger på markedet igen. Heller ikke for landmændene, som skal planlægge deres produktion på lang sigt, er det ønskeligt med ekstreme svingninger i fødevarepriserne,« siger Ghosh.
En del af prisstigningen, men kun en meget lille del af den, er nået frem til landmændene, hævder hun. På verdensmarkedet er priserne nu nede på 2007-niveau. Dette betyder imidlertid ikke, at problemet for de fattige i den tredje verden er løst. Eftervirkningerne af prischokket kan fortsat mærkes i mange fattige lande, hvor priserne stadigvæk er høje. Ghosh fastslår, at krisen har vist, at ingen lande kan tillade sig at negligere landets egen fødeproduktion. Hun mener, at der skal etableres regionale beredskabslagre med fødevarer til de lande, som ikke selv har råd til at etablere sådanne.
Hun ønsker sig desuden tilbage til 1960'erne, hvor der fandtes internationale reguleringsmekanismer for de forskellige råvaremarkeder.
Olieprisen er vigtig
Leder for 'Institutt for økonomi og ressursforvaltning' ved 'Universitetet for miljø- og biovitenskap' (UMB) i Ås i Norge, Ragnar Øygard, er skeptisk over for at lægge for stor vægt på finansaktørernes indtræden på de internationale råvarebørser som forklaring på prisstigningen på mad.
Han SIGER, at han selv ikke har forsket på betydningen af futureskontrakterne, men henviser til analyser fra OECD, Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling, som støtte for sit synspunkt. Øygard mener, at udviklingen i landbrugets omkostninger er afgørende for prisudviklingen og henviser især til olieprisen, som var rekordhøj i samme periode.
»Der er en meget stærk sammenhæng mellem olieprisen og fødevarer. Dette skyldes blandt andet, at der anvendes olie i produktion af kunstgødning,« siger han.
Dertil kom en kraftig indirekte virkning af den stigende oliepris, ved at en række lande satsede tungt på at anvende majs, soja og raps til biobrændstof. Jo højere olieprisen var, des mere lønsomt blev biobrændstof.
Dermed blev der mindre mad på verdensmarkedet og konkurrence om arealerne.
Fattige har investeret for lidt
Øygard har selv forsket i fødevaremarkeder i Afrika og siger, at i dele af Afrika uden adgang til havet bliver transporten af importerede fødevarer dyr og kompliceret.
»Desuden har mange afrikanske regeringer investeret for lidt i at udvikle deres landbrug,« siger han.
Også Ghosh mener, at mange stater har glemt betydning af at investere i udviklingen af landbrugsproduktionen, og hun deler Øygards opfattelse af, at en øget produktion af biobrændstof påvirker fødevarepriserne.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
