Er værdighed i jobcentre symbolpolitik eller ny praksis?

»Knap 7 ud af 10 oplever, at jobcenteret i høj grad eller nogen grad forværrer deres livskvalitet, mens knap hver fjerde oplever at have tanker om, at livet ikke er værd at leve på grund af jobcenterkontakten.«

Så grel lød konklusionen i en rapport udgivet af Sind og Psykiatrifonden i september 2020.

Tidligere i 2020 havde beskæftigelsesministeren besluttet, at alle landets kommuner skulle have et mål om en ’værdig sagsbehandling’ med i deres beskæftigelsesplaner.

Rapporten satte en tyk streg under målets relevans og viste, at de enkeltsager, der havde været med til at få ministeren til at lancere målet, på ingen måde var en enlig svale.

De fleste af de enkeltsager havde med (kronisk) sygdomsramte borgere at gøre.

Der var eksempelvis beretningen fra en praktiserende læge om en patient, der i afmagt over »ydmygelser på jobcentret« tog sit eget liv, og der var Nanna, der trods et sagsforløb på 7 år og 3.000 sider, hvor tilknytning til arbejdsmarkedet »synes urealistisk« blev nægtet førtidspension (se flere sager og mere om rapporten i boksen længere nede).

Der var altså et reelt problem med værdighed på landets jobcentre. Er det så blevet bedre siden ministerens initiativ, eller var det ren symbolpolitik?

Det satte vi os for at undersøge.

Sådan har vi gjort

Et interessant og vigtigt spørgsmål er, hvordan kommunerne har valgt at arbejde med ministermålet, og hvad de forstår ved værdig såvel som uværdig sagsbehandling.

Derfor har vi indsamlet og analyseret alle 98 kommuners beskæftigelsesplaner for 2021 (på nær én vi ikke har kunnet skaffe).

Vi har for det første kigget på, om de har forholdt sig til værdighedsmålet, og hvordan de i givet fald har forstået det.

Selvom uværdighed er blevet en gennemgående term for at beskrive førnævnte sager, er det nemlig langtfra givet, hvad der så kendetegner en værdig sagsbehandling.

For det andet har vi set på, om kommunerne lægger op til nogle ændringer i deres praksis og i givet fald hvilke. Alt dette har vi kodet i et program, som gør det muligt at se forskelle og ligheder på tværs af kommunerne.

Vores resultater er endnu ikke udgivet i et videnskabeligt tidsskrift (den slags kan tage lang tid) og dermed heller ikke fagfællebedømt.

Når vi publicerer resultaterne nu på Forskerzonen, er det fordi, vi mener, at vores undersøgelse er væsentlig at kende for både de jobsøgende, jobcentrene, politikerne og den danske befolkning som helhed.

Bagved det hele lurer spørgsmålene til 1.000 kroner: Hvad er egentlig årsagen til de tilbagevendende sager? Og bliver ministermålet en del af løsningen?

Mange kommuner forholder sig slet ikke til ministermålet

Den første indikation på, at ministermålet ikke nødvendigvis er en del af løsningen, er, at det langt fra er alle kommuner, der overhovedet har forholdt sig til ministermålet om værdig sagsbehandling i deres beskæftigelsesplaner.

Faktisk har næsten ⅓ (31) slet ikke et afsnit om værdighed. I modsætning til mange andre krav, mål og regler fra centralt hold er der da heller ikke noget (økonomisk) incitament til, at kommunerne bruger tid på målet.

Desuden er ikke sådan lige at måle – i modsætning til eksempelvis antallet ledige i aktivering eller virksomhedspraktik.

Det problem anerkendes kun i otte beskæftigelsesplaner, hvor værdighedsmålet for eksempel ses som uden »en klar og entydig definition«, »mere værdiladet«, og orienteret mod »den kvalitative side af processen ved jobcentrets sagsbehandling«.

Ministeren formulerede da også opgaven med en vis åbenhed:

»Det kan være mange veje til en mere værdig sagsbehandling – investering i beskæftigelsesindsatsen kan være en vej at gå, men nu vil jeg give bolden til kommunerne. Derfor siger vi nu, at alle landets kommuner skal tage aktivt stilling til, hvordan de vil sikre, at de ledige bliver værdigt behandlet af sagsbehandlerne.«

Blandt de resterende 67 kommuner, der rent faktisk har skrevet om værdighedsmålet, er der derfor - ikke overraskende - vidt forskellige bud på, hvad en værdig sagsbehandling vil sige.

Vi har fundet tre dominerende forståelser i beskæftigelsesplanerne.

\ Læs mere

Aktivering af syge ledige har kun minimal effekt på beskæftigelsen

1. Værdighed som kommunikation

Den første, som findes i næsten alle de resterende planer, er forståelsen af værdig sagsbehandling som høflighed og dialog i samtalen.

Medarbejdere skal »optræde høfligt og hensynsfuldt over for borgerne« og møde dem »ordentligt« og med »respekt«.

»Det handler om tid til at danne en relation til borgerne og se dem som hele mennesker, frem for at de oplever sig behandlet som en sag« og om at borgeren føler sig »hørt, og forstår hvad afgørelsen er grundet i«.

Her forstås værdig sagsbehandling som et kommunikationsproblem, der vender ’årsagspilen’ mod sagsbehandlerens (manglende) evner til at etablere en dialogisk relation med borgeren.

Problemet opstår, fordi borgeren misforstår jobcentrets beslutninger:

»Tydelig kommunikation, både skriftlig og mundtlig, skal medvirke til at borgeren forstår afgørelser« og derfor skal jobcentret skabe »gennemsigtighed i sagsbehandlingen med gode afgørelser, åben og ærlig dialog, ligesom vi hele tiden sørger for at sagens forløb, ansvar og rammer, er tydelig for borgerne«.

Løsningen er derfor at »opkvalificere samtalekompetencer hos medarbejderne«, hvor de for eksempel kan lære at »udføre deres arbejde på en forståelig og tydelig måde, og som samtidig opleves som ordentlig og respektfuld af borgerne«.

\ Læs mere

Spænder kontanthjælpssystemet ben for ledige, som vil i job?

Den anden, som vi har fundet i 43 beskæftigelsesplaner, er forståelsen af værdig sagsbehandling som en individuel indsats, der tager udgangspunkt i borgerens behov.

Her handler det om at tænke »helhedsorienteret« og på »medinddragelse« og at se borgeren som »medskaber« og »eksperten i sit liv«.

I denne forståelse antydes ofte en kritik af, hvad der bliver set som beskæftigelsessystemets ’rigide regler’, men dermed også ros til »den forenklede lov om aktiv beskæftigelsesindsats«, som har givet »større frihed til, at sagsbehandler og borger sammen fastlægger indholdet i samtalen«.

En individuel indsats forudsætter derfor en »fleksibel kontakt«, en »forenkling af regler«, at se »mennesker før lovgivningens proceskrav og formler« og have »fokus på borgernes individuelle behov frem for ‘one size fits all’«.

3. Værdighed som beskæftigelse

Den tredje forståelse af værdig sagsbehandling, som går igen i 47 planer, ser det som et spørgsmål om at få borgeren til at tage ansvar for sig selv ved at komme i beskæftigelse.

Det handler eksempelvis om at etablere »forløb, der er målrettede og har fokus på hurtigste vej til arbejdsmarkedet«, eller sikre at »det gode møde har ét klart mål - job«.

Her er »værdighed det at have et arbejdsliv og en arbejdsidentitet«.

Forståelsen står derfor i kontrast til de to første ved at fokusere på resultatet frem for indholdet af sagsbehandlingen.

Den værdige sagsbehandling bliver et spørgsmål om at give borgeren værdighed, som igen (kun) kan opnås ved at komme i beskæftigelse.

I mødet med borgeren skal fokus være på »virksomhedernes behov og borgers vej mod job eller uddannelse« eller en »empowerment-orienteret tilgang, hvilken medarbejderne i jobcentret arbejder efter ved at have tydelige og positive forventninger til, at borgerne lykkes med at komme i job«.

Der skal med andre ord vægtes »kompetencer og ressourcer før barrierer og skånehensyn«.

Denne forståelse er nok også den mest systembevarende, for den gentager det mantra, der har drevet reformer siden begyndelsen af 1990’erne:

At vejen til at blive inkluderet i samfundet går gennem deltagelse på arbejdsmarkedet. Dette mål helliger derfor midlet, om det så kræver ‘kærlige skub’.

\ Læs mere

Hvordan får man bedst udsatte ledige i arbejde?

Flere forståelser af værdighed

Forståelserne spænder altså bredt: Fra at se problemet som et sagsbehandler-kompetenceproblem over et mere organisatorisk problem, der handler om en bestemt tilgang til borgeren, hvor regler muligvis står i vejen, til en forståelse, hvor der faktisk ikke anerkendes noget (nyt) problem.

At så mange ser det som et begrænset eller ikke-eksisterende problem er i sig selv bemærkelsesværdigt i lyset af baggrunden for ministermålet, nemlig de graverende enkeltsager, hvor folk er blevet behandlet uværdigt.

Lige så bemærkelsesværdigt er det, at den særlige gruppe af syge borgere stort set ikke italesættes i forhold til værdig sagsbehandling i planerne.

Og måske det netop for disse borgere er denne insisteren på, at værdighed handler om selvforsørgelse og beskæftigelse, der skaber spændinger mellem borger og system og oplevelsen af uværdig sagsbehandling?

\ Læs mere

Tæt samarbejde mellem forskere og kommuner skal få udsatte ledige i job

Same procedure as last year?

Inden der konkluderes for firkantet på analysen, er det vigtigt at pointere, at beskæftigelsesplanerne jo ikke nødvendigvis afspejler virkeligheden i jobcentrene.

Det gælder begge veje: Det kan være, at værdighed i virkeligheden spiller en aktiv rolle, selvom det knapt nævnes i planen, og det kan være, at der skrives flotte ord i planerne, som ikke omsættes i praksis.

Ikke desto mindre siger planerne noget om, hvor højt værdighed er på den politiske dagsorden i kommunerne.

Ministermålet ligner desværre mere symbolpolitik end en kilde til reelle forandringer, når man nærlæser de eksisterende beskæftigelsesplaner med fokus på, hvilke aktiviteter kommunerne lægger op til for at opnå målet.

Her er det faktisk kun 36 kommuner, der har nogen ambition om at foretage sig noget ekstraordinært. Cirka ⅓ af dem lægger op til at overvåge indsatsen gennem tilfredshedsmålinger.

Fire af disse har sat et specifikt mål for tilfredsheden (75-90 pct.), og der er allerede kommet historier om ’Brugerundersøgelse viser tilfredshed med Jobcenter’ – eksempelvis her og her.

Historierne viser dog lave svarprocenter og en tilfredshedsprocent på 70-80 procent, så spørgsmålet er, om det netop er gruppen af syge, der ikke er tilfredse eller slet ikke finder mening i at svare, og om de komplekse dynamikker bag de mange sager overhovedet kan indfanges i en tilfredshedsmåling.

Nogle kommuner gør et forsøg

Der er dog også kommuner, der planlægger større forandringer. Fem kommuner vil indarbejde værdighed i deres kvalitetsstandarder.

Nogle vil lave mere dybdegående undersøgelser af problemets karakter og omfang gennem kvalitative undersøgelser (ni kommuner) og andre ved at inddrage interessenter (otte kommuner).

Som et svar på den første forståelse af værdighed agter 14 kommuner at øge medarbejdernes kompetencer.

I tråd med den anden forståelse vil otte kommuner gøre indsatsen mere sammenhængende og inddragende for eksempel ved at arbejde med én plan og arbejde med mere fleksible samtaler.

Værdighed er løsningen, men hvad og hvor er problemet?

Er man bruger i ét af landets jobcentre, ser det altså ud til, at man kan blive mødt af ganske forskellige tilgange til, hvad værdig sagsbehandling er, og ikke mindst hvor vigtigt det er.

Kommunerne er blevet bedt om at fortælle ministeren, hvordan de sikrer alle en værdig sagsbehandling, og variationen i tilgange og seriøsitet viser, at der er mulighed for forbedringer lokalt for eksempel med inspiration fra borgerinddragende beskæftigelsesindsatser i CUBB-projektet og frikommuneforsøget om Én plan.

Socialrådgivere: »Lovgivningen står i vejen for en værdig sagsbehandling«

Ministermålet er dog også en behændig måde at skubbe ansvaret væk fra Borgen.

Beskæftigelsesplanerne viser nemlig også en anden del af virkeligheden, hvor kommunerne, ansporet af ministeriets indikatorer og resultatmål, konkurrerer med hinanden om at få færrest aktivitetsparate, nedbringe antallet på sygedagpenge med X procent og så videre.

Vi betvivler ikke værdien af beskæftigelse, men for nogle er vejen dertil lang og knudret, og for andre, eksempelvis kronisk syge eller handicappede, er det bare ikke det værd.

Rammerne er derfor ikke altid fordrende for en værdig sagsbehandling. Den konklusion bakkes op af en rundspørge til 700 socialrådgivere, der arbejder på beskæftigelsesområdet.

Her er 80 procent enige i at »lovgivningen står i vejen for værdig sagsbehandling«, og 70 procent i, at der »mangler tid til at yde en værdig sagsbehandling«.

Desuden havde kun 22 procent oplevet, at deres arbejdsplads havde taget initiativ til at arbejde med målet.

\ Læs mere

App skal bringe socialrådgivere og unge tættere sammen

Lad kommunerne mærke konsekvenserne

Der er som nævnt allerede sket ændringer, med både forenklingen af beskæftigelsesindsatsen og hovedloven, der skal sikre en sammenhængende indsats, og som ventes klar til inden længe.

For nyligt har både KL og statsministeren desuden varslet, at også beskæftigelsesområdet bør »sættes fri«. Der er nemlig stadig barrierer.

For eksempel har kommuner stadig et betragteligt økonomisk incitament til at tænke kortsigtet på beskæftigelse og aktivering. I dette regneark er alle, der meldes ud af systemet, en succes. Om de så vender tilbage igen er en anden sag.

Så måske kommunerne kunne gives incitament til at tænke i bæredygtig beskæftigelse frem for beskæftigelse nu og her.

En anden problematik er, at de fleste sundhedsudgifter ligger uden for kommunerne, nemlig i regionerne. Hvis kommunerne mærkede de reelle (økonomiske) omkostninger af jobcentre, der gør syge borgere mere syge, kunne det være, de ville prioritere anderledes.

\ Læs mere

1700-tallet lagde kimen til, at du går på arbejde

\ Læs mere

Psykisk sygdom i konkurrencestaten præger ny dansk litteratur