I et aktuelt bogprojekt forsøger jeg at tegne et billede af mediebrug blandt børn i forskellige aldersgrupper, fra vuggestue til SFO. Den del, der handler om småbørn under tre år er i store træk baseret på en ph.d.-afhandling, jeg indleverede i 2008, der handlede om 1½ til tre-årige børns brug af medier.
Dengang, længe før iPads og Netflix, var tv og dvd de primære medier for de mindste børn. I forbindelse med min research til bogen har jeg derfor ledt efter nyere undersøgelser af småbørns brug af mobile, digitale medier – tablets og smartphones, med andre ord.
Af gode grunde er det begrænset, hvad der findes, da fænomenet (både teknologierne og brugen af dem blandt småbørn) er en ret ny forseelse. Og forskning tager tid og der vil derfor altid være en vis forsinkelse, før sådanne nye fænomener bliver undersøgt og beskrevet videnskabeligt.
Man antager at studier om stillesiddende tv-sening også inkluderer mobile medier
Den forskning, der i nogen grad peger i retning af fænomenet, falder i to grupper. Den ene er den praksisbaserede, pædagogiske forskning, der snarere har karakter af evaluering af diverse forsøgsprojekter med tablets i børnehaver og vuggestuer.
Her findes væsentlige erkendelser, men kun lille reel viden om, hvordan børn bruger disse medier, når de selv i større eller mindre omfang får lov at bestemme.
Den anden gruppe af forskningslignende litteratur om emnet er primært amerikansk og har primært afsæt i psykologisk inspireret og meget medieforskrækket forskning om hvor meget, eller rettere hvor lidt, skærmtid børn må have.
Som hovedregel foretages direkte generaliseringer fra studier af stillesiddende tv-sening til også at omfatte brugen af digitale, mobile medier. Der er således ikke indsamlet ny viden om, hvordan børn bruger medierne, til hvad, hvor meget og hvilken rolle den spiller i familien.
Er det bare mediepanik?
Det er ikke nyt, at forskning i børns mediebrug placerer sig i to grundlæggende lejre, der har to grundlæggende udgangspunkter – enten at medier og nye teknologier er skadelige for børn eller at de er vejen til nye læringspotentialer og deltagelse. Det er heller ikke nyt, at der kun findes ganske sporadisk forskning om børn under skolealderen og stort set ingen forskning om de alleryngste.
Desværre betyder denne mangel på forskning at vi faktisk ikke ved, om tablets og smartphones er skadelige for børn. Vi ved heller ikke om de er gode. Og så længe vi ikke ved dette, kan vi ikke føre en kvalificeret diskussion om, hvad vi vil med de medier og hvilken rolle vi ønsker, at de skal spille i vores børns liv. Og så er det, at diskussionen må baseres på udsagn som dette eller dette.
Sandheden ligger formentlig, som med så mange forhold her i livet, et sted midt i mellem. Formentlig har de nye, berøringsfølsomme teknologier en række potentialer, også i forhold til småbørn (fordi de er så lette at bruge selv for en 1-årig).
Det kan handle om læring, om underholdning og om kommunikation. Og formentlig (faktisk med overvejende sandsynlighed) er det ikke sundt for et lille barn at sidde stille med bøjet nakke og en iPad i hænderne og foretage de samme monotone bevægelser om og om igen i al for lang tid.
Verden var anderledes dengang vi var børn
Men der er behov for forskning, der tager et anderledes udgangspunkt end i farligt/ikke farligt dikotomien. Der er behov for forskning, der ser på, hvad børn rent faktisk gør med de nye medier, hvornår, sammen med hvem, på hvis initiativ og med hvilket indhold. Og der er behov for forskning, der rent faktisk gør en indsats for at forstå dette også fra børnenes perspektiv.
Ikke fordi de nødvendigvis ved bedst, men fordi vi som voksne måske ikke altid er i stand til at sætte os ind i, at verden ser anderledes ud end da vi selv var børn, og at det i dag er nogle andre medier, små børn tager for givet, end dem, vi selv tog for givet, da vi var børn.
Som pigen i dette klip, der er blevet verdensberømt på at gøre det, små børn altid har gjort; udforske verden omkring hende ved hjælp af sine sanser og med afsæt i den verden, hun kender til.
