»Jeg fik det dårligt - jeg følte, jeg ikke burde se det.«
»Nogle gange, synes jeg, det er ulækkert - andre gange er det okay.«
Sådan siger to deltagere i et nyt studie, der har undersøgt mindreåriges oplevelser med porno på nettet.
Deltagerne i studiet er 11-16-årige fra Storbritannien, og ifølge forskeren bag studiet stikker særligt ét resultat ud:
»Et af tallene, der overraskede og bekymrede mig, var, at 28 procent af de 11-12-årige havde set porno,« siger Elena Martellozzo til Videnskab.dk.
Resultatet overrasker også Andreas Lieberoth, der forsker i, hvordan ‘den digitale hverdag’ påvirker børn og unge, men han peger dog på, at der er grundlæggende forskelle på Storbritannien og Danmark, så det er ikke sikkert, at det samme gør sig gældende i Danmark.
\ Om studiet
Resultaterne bygger på data fra en spørgeskemaundersøgelse og fra fokusgruppe-interviews.
Finansieringen kommer fra NSPCC, der er en velgørenhedsorganisation, og the Office of the Children’s Commissioner for England, der er en statslig organisation.
Forskerne gennemførte studiet uden indblanding fra de to organisationer.
Kilder: Martellozzo et al., Elena Martellozzo
Børn ser porno mod deres vilje
Elena Martellozzo er lektor i kriminologi på Middlesex University i London, og sammen med fire kolleger har hun gennemført studiet, der bygger på 1.072 deltagere.
Hun peger på, at der altid vil være børn og unge, der opsøger porno, men det nye studie viser, at mindreåriges tilstedeværelse på nettet gør dem udsatte.
»Før internettet købte folk pornoblade, og nu søger de efter det på nettet, men vores forskning viser, at børn, som ikke aktivt opsøger det, bliver udsat for porno online.«
Studiet viser, at 26 procent af deltagerne, via for eksempel deres smartphone, har modtaget pornografisk materiale, uden de ønskede det, hvilket Elena Martellozzo finder problematisk.
»De er ikke forberedte på at se det, og den porno, der findes på nettet, kan de opleve som ret voldsom og foruroligende.«
Til gengæld viser studiet, at det er et fåtal, der siger, at de har selv har produceret og videresendt for eksempel nøgenbilleder.
Studiet viser også, at flere drenge end piger havde set porno, og når de unge blev 16 år gamle, havde 65 procent set porno på nettet.
Porno er en del af de unges virkelighed
Andreas Lieberoth, der er adjunkt ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet, har læst studiet, og han synes, det er bemærkelsesværdigt, at en fjerdedel af undersøgelsens yngste gruppe har set porno, men han mener også, det er værd at bide mærke i den fjerdedel, der siger, at de uden varsel har modtaget pornografisk materiale.
»Det er en del af de unges seksuelle socialisering, som vi ikke må ignorere - ikke fordi vi skal råbe alarm over det - men vi skal være opmærksom på, at det er en del af aldersgruppens virkelighed.«
Det nye studie bygger på både kvantitative og kvalitative data, da data kommer fra spørgeskemaundersøgelse og på fokusgruppeinterviews, hvor sidstnævnte optræder i studiet med citater som dette:
»Første gang, jeg så det, var det mærkeligt - jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke. Men nu er det på en måde normalt. Sex er ikke længere så tabu-agtigt,« lyder det fra en 13-årig dreng.
Forskernes interviews med deltagerne viser blandt andet, at pigerne bekymrer sig over, at drengene måske forventer, at pigerne skal opføre sig, som kvinderne gør i pornofilm.
\ Studiets øvrige resultater
Undersøgelsen fandt, at 48 procent af hele gruppen (11-16 år) havde set porno. 52 procent havde ikke.
Den ældste gruppe, havde set mere porno end den mellemste og yngste gruppe:
- 15-16-årige: 65 procent
- 13-14-årige: 46 procent
- 11-12-årige: 28 procent
Flere drenge end piger havde set porno:
- Drenge: 56 procent
- Piger: 40 procent
4 procent af deltagerne har sendt pornografisk materiale til andre - forskerne skriver, at tallet måske er misvisende, da deltagerne formentlig har nemmere ved at indrømme, at de har modtaget porno, fremfor at fortælle at de for eksempel har sendt nøgenbilleder.
At studiet blander forskellige data, får roser fra Andreas Lieberoth.
»Det er klædeligt, at denne type forskning rækker ud over spørgeskemaet og inddrager de unges egne perspektiver«
Men Andreas Lieberoth har dog noget kritik af studiet.
Resultatet skal læses med forbehold
Studiet bygger på data, der stammer fra slutningen af 2015 og starten af 2016, »så det er ikke dugfrisk information,« som Andreas Lieberoth udtrykker det. Man skal også være opmærksom på, at der er store sociale forskelle på Danmark og Storbritannien.
»England har en meget større arbejderklasse, og studiet angiver ikke deltagernes sociale baggrund. Der er lavet nogle engelske studier, som viser, at middelklassen deltager mere aktivt i børnenes online-liv, end familier med færre ressourcer gør.«
Men ifølge Andreas Lieberoth er det største problem ved studiet, at det ikke angiver, hvilke typer porno de mindreårige har set. Undersøgelsen bygger på deltagernes fortællinger om deres erfaringer, og studiet overlader læseren til sin egen fortolkning af, hvad de unge har set.
»Studiet gør os ikke klogere på, hvilken type pornografi deltagerne møder, og hvilken type porno der bliver repræsenteret som ‘normalt’ i børns og unges verden,« siger Andreas Lieberoth.
\ Sådan definerede forskerne porno
»Med porno mener vi billeder eller film af mennesker, der udfører seksuelle handlinger (…) som nogen har delt med dig, som du har downloadet, eller som nogen har vist dig på deres telefon eller computer.«
Elena Martellozzo imødekommer kritikken og medgiver, at den videnskabelige artikel har nogle begrænsninger, men hun fastslår, at forskerholdet klart definerede overfor børnene, hvad de mente med porno.
»Vi udviklede definitionen sammen med børn, og alle deltagere i undersøgelsen fik definitionen, så børnene vidste, hvad vi mente, når vi spurgte ind til porno.«
Forældre skal tale med deres børn om porno
Selvom man skal tage forbehold for undersøgelsen, kan studiets resultat gøre forældre bekymrede.
Elena Martellozzo har delt studiet med nogle skoler, som leverede feedback fra forældrene tilbage til forskerholdet, hvilket viste, at forældrene efterlyser information om, hvad familierne kan gøre for at hjælpe børnene.
Elena Martellozzos bedste råd kommer her:
»Vi ved, at forældre ikke taler om porno med deres børn - jeg talte aldrig med mine forældre om porno - men seksualundervisningen af børn ville blive meget bedre, hvis forældrene forberedte dem på, at det, de ser online, ikke er det, der sker i det virkelige liv.«




































