Drømmen om den enkle sammenhæng

Jeg fik Christian Haves Drømmen om Berømmelse i hånden, idet jeg løb ud ad døren i København på vej til en konference.

Det var en letlæst bog på 146 sider og med mange interessante billeder, skrevet i en flydende, essayistisk stil. Godt læsestof på en togrejse.

Jeg var ikke mange mil inde i Sverige, før jeg begyndte at blive så irriteret, at jeg ikke kunne læse videre uden at have tjekket nogle fakta.

Nutidens samfund synes at være meget optaget af jagten på berømmelse - at betyde noget her i verden - en søgen efter mening i liv, som er blevet så enkelt og trygt, at der ikke længere er nogen virkelige udfordringer.

Den eneste udfordring består i at blive set: noget, som er næsten umuligt i en kultur, hvor alle bombarderes med indtryk hele tiden. Mange har forsøgt at beskrive denne kultur, ligesom de har forsøgt at finde dens ophav. Christian Have har læst en bog om Goebbels og fundet svaret der.

Opfandt Goebbels spin?

Drømmen om berømmelse - den nye sammenhængskraft beskriver et samfund, hvor heltedyrkelsen er skabt af Nazityskland.

Efter Goebbels iscenesatte Hitler, ønsker alle at blive iscenesat på denne måde. Den stærke, synlige og komplette leder fra Leni Riefenstahls film er forklaringen på, at realityserier, Facebook, amatørfilm på youtube og blogs.

Med Christian Haves ord: (2010:99):

"Det er denne anerkendelse og selvrealisering, det moderne menneske hungrer efter. Og det er denne almindelige menneskers trang til at være på og overvære andre almindelige menneskers opstigen til berømmelsens tinder, der er altings moder i vore dages mediebillede. Det er vores kulturs gode historie. Det ukendte bliver kendt."

Det er for så vidt et godt udsagn. Vor tid elsker den gode historie, og ja, selve vores demokrati er bygget på transparens: at det ukendte kan blive kendt, og lighed, at den ukendte kan blive kendt. Dette er et udsagn, som er en dygtig kulturanalytiker værdigt. Men hvordan nåede bogen dertil?

Lad os begynde med beundringen for Goebbels. Ja, han var en dygtig strateg og propagandist, men Have (2010:22) præsenterer Goebbels, som om han opfandt spin og pr helt alene, og som om han er selve årsagen til, at så mange ønsker at blive berømte:

"Og hvis du ikke kan tilskrive dig selv eller dit produkt den unikhed og star quality der normalt kendetegner berømtheder, kan du have svært ved at begå dig på markedet. Sådan har det været siden Goebbels' tid, Adolf Hitlers berømte og berygtede spindoktor, der var den første til at planlægge og virkeliggøre en i sig selv ukendt persons opstigen til berømmelsens tinder."

Spørgsmålet er så, om Hitler var en helt almindelig og ukendt person. Et spørgsmål, som Have slet ikke stiller i sin bog. Men for at holde os til Goebbels: Var han den første, der lod videnskabelige metoder lægge til grund for sit arbejde som markedsfører og PR-medarbejder, eller 'den første spin doktor i moderne forstand', som Have hævder på side 71?

Det er en påstand, som Have kun kan komme med, hvis han ikke kender til Ivy Lee og Edward Bernays, to amerikanske pr-folk, som var Goebbels samtidige. Goebbels kendte sandsynligvis til dem begge; han havde Edward Bernays' bøger om professionel pr i sit bibliotek, og Ivy Lee (død 1934) havde arbejdet i Tyskland for det ikke ukendte og noget kontroversielle firma IG Farben.

Det, Have gør, er at overse den forskning i markedsføring og mediepåvirkning, som foregik i USA i mellemkrigstiden. Et eksempel er The Payne-Fund Studies, som startede i 1929, og som bidrog til at forstærke en opfattelse af massemedier, som gav grundlaget for stimulus-respons-teorien. Et andet eksempel er, hvordan denne blev kraftigt svækket af Lazarfeldts totrinshypotese eller opinionslederteorien, som blev udviklet omkring 1940.

Retorikkens vugge er demokratiets vugge

Vore dages pr-historiebøger har en tendens til at udelukke Goebbels og hans store betydning for strategisk kommunikation, særligt i Europa. Ikke mindst har koblingen mellem nazisme og propaganda gjort planlagt påvirkning af store grupper i befolkningen til en slem og uetisk handling, som ingen med respekten i behold kan udføre.

Derfor har vi (og Have) helt glemt, at Europa har en lang, ærværdig og imponerende historie af store folkeforførere. Vi glemmer helt, at retorikkens vugge også er demokratiets vugge, og at denne ligger i Europa.

Vi glemmer den fransk solkonge Louis XIV, og hvordan han iscenesatte sit kongedømme gennem alle sine tilgængelige medier. Han brugte arkitektur, teater, litteratur, billedkunst og sine egne optrædener mindst lige så bevidst, som Goebbels iscenesatte Hitler, og endda med større held over meget længere tid.

Men efter ham kom kongerigets fald. Det blev fældet af retorikere, som var i stand til at sælge en helt anden fortælling om magt, legitimitet, loyalitet og frihed. "Liberté, egalité, fraternité" har overlevet som motto siden den franske revolution, som startede i 1789.

Både som folkeforfører og som manipulator af mange medier følger Goebbels i en stolt tradition, som allerede havde både skabt og fældet stater og nationer i Europa. Og det fører mig frem til den næste svaghed i Haves bog: Det manglende perspektiv på forholdet mellem teknologi, kultur og historie.

Facebook og kommunikation

Nutidens selvmediering ser ganske ny ud, og på mange måder er den det også, ikke mindst på grund af alle de medier, den foregår i. Men hvis vi ser kritisk på, hvad der faktisk sker inden for de mange forskellige moderne medier, er det faktisk en meget lille del, som sælger sig selv til masserne blot for opmærksomhedens skyld.

En massiv del af det moderne mediebillede på nettet handler om deling af information, om opbygning af grupper og tilhørighed. Masserne gør det samme, som vi altid har gjort, bare hurtigere og i flere farver.

Alligevel spørger Christian Have (2010:17-18):

"Hvor findes den virkelige virkelighed egentlig i dag? Er det når vi står ved stranden med vores børn og kigger ud over havet? Eller er det, når vi networker på Facebook?"

Og han fortsætter:

"Man etablerer et netværk, og man lægger grundstenene til at blive kendt også uden for Facebooks univers."

Med dette skaber Have en modsætning mellem familiens varme og Facebooks betydning som et strategisk kommunikationsredskab. Det er et nemt retorisk kneb, som ikke er bygget på forskning, men på en kommunikationsrådgivers instinkt for, hvordan Facebook kan bruges.

Det, han glemmer, er, at størstedelen af kommunikationen på Facebook netop er sammenlignelig med det at kigge ud over stranden med familien. Det er beskeder om, hvad man lavede sammen, udtryk for følelser og længsler, billeder af ting, man har gjort med sin familie og venner, små gaver eller spil, man spiller sammen.

Verden kunne hænge sådan sammen - hvis den havde været enkel

Vi (og Have) har helt glemt, at Europa har en lang, ærværdig og imponerende historie af store folkeforførere

Torill Elvira Mortensen

Have vælger at se på én side af kommunikationen og, som bedre spindoktorer har gjort før ham, at forme verden i sit billede. Dette afslører den tredje store svaghed i Haves Drømmen om berømmelse: manglen på viden om, hvordan de digitale medier rent faktisk bruges.

For at bruge Habermas, som er en af de teoretikere, Have henviser til:

Haves forståelse af, hvordan sociale medier og internettet i virkeligheden bruges, er præget af Habermas' ide om refeudalisering, som Have beskriver på siderne 53-54. Habermas har imidlertid selv revideret sine tanker fra Borgerlig offentlighed og henvist til, at nyere forskning har givet nye resultater.

Blandt andet at publikum er i stand til at danne en fornuftig og rationel opfattelse af, hvad der sker i verden, på trods af massemediernes fokusering på individerne (Habermas 2006).

Christian Haves bog er en underholdende fortælling om, hvordan visse ting kunne hænge sammen, hvis verden havde været helt enkel. Den har nogle ret skarpe observationer, som f.eks. forholdet mellem det ukendte og det kendte, den ukendte og den kendte, som er et forhold, der er en grundig analyse værdigt.

Man kunne bygge et stort og spændende forskningsprojekt på dette ene afsnit, og hvem ved, måske inspirerer Haves bog nogen til at gøre netop det.

Derudover formåede bogen at provokere mig og kan måske skabe en større debat om, hvad der rent faktisk foregår på nettet.

Men den er ikke virkeligheden. Og det er måske det vigtigste, vi bør have lært af Joseph Goebbels, Leni Riefenstahl og de andre, som skabte billedet af nazismen. Virkeligheden er ikke enkel, hvad enten den er præget af digitale medier eller ej.

Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm