Han er en spiller med et stort talent og en stjerne, golfsporten aldrig har set mage til. Hans blotte tilstedeværelse osede langt væk af sejr.
Fra 1999 til 2009 vandt Woods 14 major-turneringer og kunne gå sejrrigt fra 18. green over 70 gange på den amerikanske PGA Tour.
Netop Tiger Woods' voldsomme status har givet ham en klar fordel, skriver økonomen Jennifer Brown i tidsskriftet Journal of Political Economy.
De andre topspillere begyndte simpelthen at præstere dårligere, når Tiger Woods deltog, viser det nye studie fra Northwestern University, USA.
Jennifer Brown har beregnet, at Woods over en periode på syv år tjente mere end 30 millioner kroner ekstra på, at konkurrenterne rystede i bukserne, når han stillede op.
Især top 10-spillere blev dårligere
Jennifer Browns forskning er som udgangspunkt designet til at undersøge turneringslignende interne konkurrencer i virksomheder.
For eksempel kan et firma finde på at belønne månedens bedste sælger med en præmie. Tanken er, at konkurrence vil forbedre de ansattes samlede præstation.
Men hvad nu hvis det er den samme sælger, der vinder hver evig eneste måned? Så kan det godt ske, at resten bliver negativt påvirket, fordi de ikke føler, at der er en chance for at vinde.
Samme påvirkning har Tiger Woods haft på sine konkurrenter.
Ifølge Jennifer Brown oplevede især resten af de 10 højest rangerede spillere i verden en negativ effekt på deres resultater, da Tiger Woods var i sin storhedstid.
De tog hverken større chancer eller forsøgte at presse bolden længere. De spillede deres sædvanlige spil, blot en smule dårligere.
Samtidig skal det siges, at Woods også spillede ekstraordinært godt i mange turneringer.
Tiger Woods vandt over fem millioner dollar, fordi andre blev dårligere
Brown anslår, at Tiger Woods' præmiepenge på PGA Touren ville være faldet fra 54,5 millioner dollar til 48,8 millioner i perioden 1999-2006, hvis ikke konkurrenterne havde været ramt af superstjerne-effekten.
»Mine beregninger viser, at Tiger kunne putte næsten 6 millioner dollar (cirka 34 millioner kroner) ekstra i lommen, som følge af at resten af de bedste spillere ikke præsterede deres bedste. Dette er præmiepenge, som ellers ville være tilfaldet andre spillere,« siger Brown.
Hun mener, at resultaterne vil have betydning for virksomheder, som bruger intern konkurrence som et instrument til at få bedre resultater.
»For eksempel burde ledere i salgsvirksomheder og advokatkontorer være klar over, hvilken effekt det kan have på de ansatte, hvis man introducerer en superstjerne,« siger Jennifer Brown i en pressemeddelelse fra University of Chicago Press Journals.
\ Læs mere
Tiger røg ud af toppen efter utroskab
Om Tiger Woods genvinder sit 'touch' fra frem til 2009, må tiden vise.
Tiger Woods' senere år har været præget af negativ medieeksponering som følge af livet uden for golfbanen, hvor utroskab og derpå følgende skilsmisse tiltrak en del opmærksomhed.
Dette har naturligt nok givet nedture, både privat og på golfbanen.
Det nye studie kommer således på et tidspunkt, hvor Woods er faldet fra sin position som verdensetter og sportens mest frygtede. I stedet er han nu blot nummer 21 på verdensranglisten.
Men for nylig vandt han Chevron World Challenge-turneringen i Californien, hvor 18 af de bedste amerikanske spillere deltog. Der var på det tidspunkt gået 749 dage siden sidste sejr.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm

































