Danskere opfatter muslimer som underudviklede: Hvilke konsekvenser har det?
KOMMENTAR: En dansk undersøgelse viser, at danskerne opfatter muslimer som værende på stenalderstadiet. Men den form for dehumanisering avler modtryk og kan føre til en ond spiral, viser international forskning.
muslimer debat tale tone

Tryk avler modtryk. Når majoritetsgruppen udtrykker, at minoritetsgrupperne er mindre udviklede, reagerer minoriteterne ved at opfatte majoritetsbefolkningen på samme måde. (Foto: Shutterstock).

De sidste mange års debat om integration af minoritetsgrupper har været præget af både en debat om det egentlige politiske indhold og en debat om tonen i debatten: Den måde, vi taler om indvandrere på.

Dette er også tilfældet i den igangværende folketingsvalgkamp.

Reaktionerne fra politikere på tværs af det politiske spektrum er mange. Nogle påberåber sig retten til at sige, hvad de vil; andre til ikke at blande sig i, hvad andre voksne mennesker siger; mens nogle helt tredje gerne påtaler andres sproglige indpakning af især muslimske indvandrere.

Under flygtningekrisen i 2015 talte europæiske politikere om »sværme« og om »menneskeligt affald«.

I den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 talte præsident Trump om, at en »enorm smitsom sygdom vælter ind over grænsen.«

Og ved en senere lejlighed sammenlignede hans søn den berygtede mur langs den mexicanske grænse med et »hegn til zoologisk have.«

Uanset hvad man måtte mene om de konkrete udtalelser, slår de i alle tilfælde sproglig bro mellem indvandrere og minoritetsgrupper på den ene side og laverestående dyrearter og lavere udvikling på den anden side.

Tryk avler modtryk

Den psykologiske forskning har i de seneste år studeret de psykologiske konsekvenser af at sammenligne minoritetsgrupper og dyrearter og omtale minoriteter som lavere udviklet.

To af de førende forskere på området, Nour Kteily (Northwestern University) og Emile Bruneau (University of Pennsylvania), har vist, at majoritetsbefolkningen i såvel USA som en række europæiske lande villigt tilkendegiver, at forskellige etniske og religiøse minoritetsgrupper i deres respektive lande er »mindre udviklede.«

Dette gælder således for muslimske flygtninge i Europa samt mexicanere, latinoer og muslimer i USA.

Og tryk avler modtryk. Når majoritetsgruppen udtrykker, at minoritetsgrupperne er mindre udviklede, reagerer minoriteterne ved at opfatte majoritetsbefolkningen på samme måde.

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Dehumanisering sætter gang i ond spiral

Forskning viser desværre, at denne gensidige dehumanisering mellem majoritets- og minoritetsgruppe ikke stopper her.

Amerikanske studier viser nemlig, at når minoriteten får at vide, at majoriteten ser dem som mindre udviklede, tilkendegiver de i spørgeskemaundersøgelser, at de støtter voldelige frem for ikke-voldelige reaktioner. 

Desuden er minoriteten også mere tilbageholdende med at støtte anti-terror lovgivning.

Omvendt svarer majoritetsgruppen igen ved at støtte aggressive tiltag overfor minoritetsgruppen, såsom øget overvågning og brug af tortur.

Med andre ord er der tale om, at dehumanisering sætter gang i en ond spiral, der kun forværrer muligheden for at løse de egentlige problemer, som måtte eksistere i relation til indvandring og integration.

LÆS OGSÅ: Hvorfor er debatten på sociale medier så fuld af had?

Kan resultaterne overføres til Danmark?

Men kan vi overføre disse resultater til Danmark?

For at svare på det spørgsmål tog vi temperaturen på danskernes villighed til at sige, at muslimer er mindre udviklede.

I undersøgelsen bruger vi samme skala, som forskerne omtalt ovenfor benyttede i blandt andet USA, Storbritannien, Ungarn og Grækenland.

Vi bad således knap 1.200 repræsentative danskere læse følgende instruktion:

»Man hører undertiden det synspunkt, at personer varierer med hensyn til, hvor menneskelige de fremstår. Nogle folk beskrives undertiden som meget højt udviklede, mens andre beskrives som værende ikke-forskellige fra laverestående dyr. Med nedenstående billede som guide og ved at flytte på indikatoren på skalaerne nedenfor beder vi dig angive, hvor udviklet DU opfatter et gennemsnitligt medlem af de forskellige grupper.«

Herefter placerede deltagerne 14 forskellige grupper på nedenstående skala. I figuren viser vi resultatet for gruppen ’muslimer’.

muslimer debat tale tone

Muslimer vurderes som værende tilbagestående af 1.200 repræsentativt udvalgte danskere. (Figur: Laustsen & Bang Petersen. Skalaen er hentet herfra). 

 

Undersøgelsen blev gennemført af YouGov fra 14.-19. januar 2015.  

Resultaterne bliver ikke mindre tankevækkende af, at debatten næppe er blevet mere forsonlig efter flygtningekrisen eller i løbet af den igangværende valgkamp, hvor også nye, indvandrerkritiske partier som Nye Borgerlige og Stram Kurs er kommet til.

LÆS OGSÅ: Danskernes syn på muslimer påvirkes af ansigter - ikke tal

Danskerne placerer muslimer på stenalderstadiet

Som det fremgår af figuren, kunne deltagerne placere de forskellige grupper fra 0 til 100, svarende til henholdsvis mindst og mest udviklet i relation til den tilknyttede illustration.

Resultaterne var tydelige: Danskere udviser lige så klare tegn på dehumanisering, som tidligere forskning har fundet i andre lande.

Den religiøse minoritetsgruppe ’muslimer’ blev placeret med et gennemsnit på 64. På stenalderstadiet med andre ord.

Vi spurgte også til etniske minoritetsgrupper som tyrkere og arabere, og den gennemsnitlige placering af disse grupper var henholdsvis 70 og 65.

Til sammenligning bad vi også deltagerne i vores undersøgelse placere grupperne ’skandinaver’ og ’europæere’ på samme skala. Disse to grupper kan således ses som repræsentanter for danskernes opfattelse af majoritetsgruppen i det danske samfund.

Den gennemsnitlige placering af ’skandinaver’ blev 86, mens det blev 85 for ’europæere’.

Minoritetsgruppen ’muslimer’ opfattes således som cirka 25 procent mindre udviklet end de 2 majoritetsgrupper, men også markant mindre udviklet end eksempelvis asiater, som scorer 76.

Tonen har en betydning

Vores danske undersøgelse af de 1.200 repræsentativt udvalgte danskere er ikke en del af en videnskabeligt publiceret artikel, men bliver refereret til i denne videnskabelige artikel. De amerikanske studier af selvsamme fænomen har været igennem akademisk peer review.  

Vores undersøgelse udtrykker ikke nødvendigvis, at majoritetsdanskerne vitterligt opfatter muslimer som evolutionært tilbagestående og underudviklede.

Det er plausibelt, at deltagerne snarere har brugt skalaen til at udtrykke deres generelle holdning til- og (mangel på) sympati for muslimer.

Men måden, som denne holdning kommer til udtryk på, kan gøre en forskel.

Når man som minoritet nægtes sin menneskelighed, fører det had og vrede med sig. Det er, hvad resultaterne af den internationale forskning tyder på (se f.eks. her og her).

Og vi har svært ved at se, hvorfor samme basale gruppedynamikker og processer ikke også skulle finde sted i Danmark.

Det har med andre ord en betydning, hvordan vi omtaler hinanden.

LÆS OGSÅ: Skønlitteratur kan modvirke racediskrimination

LÆS OGSÅ: Virtuelle gnavpotter skader sig selv

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om det nye krater på Mars, som er foreviget i nedenstående foto.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed. Kanalen henvender sig til unge, som bruger YouTube til at hente inspiration og viden om sundhed.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.