Køns- og arbejdslivsforsker Jo Krøjer har fået nok af den logiske tilgang i traditionelle forskningsartikler.
Derfor har hun taget sagen i egen hånd og formidler nu forskning på digtform, fordi hun mener, at en poetisk udtryksform bedre kan rumme tvetydigheden i menneskers hverdagsliv. Det skriver Magisterbladet.
Læs for eksempel her:
Gymnasielev med tryksværte
Om sommeren
tager vi ferieafløsere ind
gymnasielever.
Små splejser
de tror jo fanme de er
verdensmestre.
Sådan nogle er man
lidt hårdere ved
smører deres høreværn ind
i tryksværte
det er ikke til at få af
igen.
Det er sådan noget man gør.
En tradition.
»Mange samfundsvidenskabelige tidsskrifter ville aldrig – som i aldrig, aldrig nogensinde – udgive den type forskningsarbejde,« siger Jo Krøjer, der er lektor og studieleder på Roskilde Universitet, hvor hun forsker i køn, arbejdsliv og social forandring, til Magisterbladet.
Men det ér forskningsarbejde, forsikrer hun:
»Jeg bruger en poetisk udtryksform, men det er ikke poesi, for det er baseret på videnskabelig empiri og analyse. Jeg kalder det fortætninger. Det er kondenseringer af det, der bliver oplevet,« siger Jo Krøjer til Magisterbladet.
LÆS OGSÅ: Digtere møder forskere: Poesi giver videnskab en ekstra dimension
Hun fik idéen fra den amerikanske forsker Laurel Richardson for tyve år siden, da hun som ph.d.-studerende undersøgte, hvorfor LO's tillidsrepræsentanter sjældent engagerede sig i at sikre ligestilling på arbejdspladsen, selv om det igennem 30 år havde været et klart ønske i hovedorganisationen.
Igennem et år fulgte hun tæt fire tillidsrepræsentanter fra levnedsmiddelindustrien i Jylland. Jo længere tid, der gik, des bedre lærte hun dem at kende, og des mindre følte hun sig i stand til at skrive en konventionel akademisk tekst om de oplevelser, som tillidrepræsentanterne havde.
Du kan læse hele interviewet med Jo Krøjer i Magisterbladet.
LÆS OGSÅ: Videnskab og poesi har mere til fælles, end man umiddelbart skulle tro
LÆS OGSÅ: Skønlitteratur gør dig klogere på dig selv
ams
