Det er ikke hver dag, man oplever to forskere tilbringe timer med at diskutere og betragte en bunke rustent jern på en brandtomt. Men det er præcist, hvad arkæologen Jens Fog Jensen fra Nationalmuseet og historikeren Tilo Krause fra RUC er travlt beskæftiget med Eskimonæs på sydspidsen af Clavering Ø i Østgrønland en dag i august 2008.
Genstanden for den store interesse er de sørgelige rester af Lauge Kochs ekspeditionshytte, som blev bygget i forbindelse med Treårsekspeditionen i 1931-34. Og formålet med deres arbejde er i detaljer at undersøge, hvordan ødelæggelsen af stationen i 1943 egentlig fandt sted.
Alt ligger der endnu
Et hurtigt blik på ruinerne afslører, at det stadig - 65 år efter at stationen blev jævnet med jorden - ud fra de forvredne rustbunker og røgsværtede tømmerrester nemt lader sig gøre at rekonstruere, hvordan huset har været indrettet. Som det kun er muligt i et mennesketomt hjørne af Arktis, ligger alt, som det landede på klippeoverfladen, da roen atter sænkede sig efter de dramatiske begivenheder i 1943.
En stor kage af glas og sammensmeltet bly i indgangen viser, hvor batterierne til hyttens elforsyning stod, og i radiorummet ligger store metalkonsoller fyldt med elektronisk apparatur.
Det store fællesrum til venstre for indgangen er fyldt op med flere rustne skorstensrør, der er styrtet ned under branden, og i hjørnet ligger en stor bunke sammensmeltet glas og porcelæn, som er resterne af husets bestik og service.
I køkkenet finder man adskillige gryder, nogle af dem af støbejern, som er smeltet, og en bunke knive, gafler og emaljerede tallerkner.
Opbrudt pengeskab
I Lauge Kochs kontor ligger stadig et rustent pengeskab. Et hul i den åbne låge viser, at skabet har været brudt op. Og det er uden tvivl sket med den hakke, som ligger lige ved siden af, og som passer perfekt ind i det rektangulære hul i lågen.
Det har i mange år været almindelig historisk viden, at Lauge Kochs hytte blev ødelagt den 23. marts 1943 af en tysk patrulje. Da træskaftet på hakken er brændt af, tyder alt samtidig på, at det må være tyskerne, der har brudt pengeskabet op, før de brændte stationen ned. Men hvorfor?
»Vi ved, at tyskerne jagede de danske patruljefolk væk fra stationen og fandt nogle dagbøger. Så det er nærliggende at tro, at de brød pengeskabet op, fordi de håbede at finde nogle koder eller dokumenter, som kunne oplyse om de allieredes aktiviteter i Nordøstgrønland,« mener Jens Fog Jensen.
Kampen om vejrudsigten
I 1943 havde Patruljetjenesten - fangstfolk, som i de første år af 2. Verdenskrig var udnævnt af landshøvdingen - den øverste politimyndighed i Nordøstgrønland, hvor de havde et mere eller mindre formelt samarbejde med de amerikanske styrker i Narsarsuaq og Søndre Strømfjord. Tilstede i Østgrønland var også tyskerne, som i hemmelighed udførte deres vejrobservationer i Hansa Bugt 100 kilometer nord for Clavering Ø og Eskimonæs.
Vejrudsigterne fra Østgrønland var vigtige for tyskernes luftangreb på de allieredes skibskonvojer over Atlanten, som kun kunne foregå i skyfrit vejr og for de tyske ubåde, som kunne søge op til overfladen, hvis der var overskyet eller tåget.
I det hele taget var vejrudsigterne fra Grønland vigtige for tyskerne, fordi de gjorde dem i stand til at forudsige vejret i Europa et par dage frem.
Diskrete tyskere
Amerikanerne havde god adgang til vejrinformationer fra deres baser i Vestgrønland og på Island, men benyttede sig i en vis udstrækning også af vejrdata indsamlet af Patruljetjenesten på østkysten.
»Hernede i ruinerne på Eskimonæs ligger der termometre fra den amerikanske hær, så formentlig har amerikanerne udstyret patruljefolkene med de standardtermometre, som er blevet anvendt i hæren,« fortæller Jens Fog.
Tyskerne var tvunget til at bevæge sig meget mere på listefødder for ikke at blive opdaget. Helt inde i bunden af Hansa Bugt havde de deres skib 'Sachsen' liggende, og herfra var der trukket kabler til både telefon og elforsyning ind til to hytter på land.
Det isolerede liv i den østgrønlandske ødemark har utvivlsomt tæret på de 18 tyske soldaters mentale overskud, og de fik derfor et par stykker ad gangen lov til at tage 'på ferie' til fangsthytten i det nærliggende Germania Havn.
Den 11. marts 1943 starter her det hændelsesforløb, som fører til ødelæggelsen af hytten på Eskimonæs.
Den uundgåelige konfrontation
Tre danske patruljefolk støder på to af de 'ferierende' tyske soldater i Germania Havn, og selvom afsløringen udgør en sikkerhedsrisiko, lader tyskerne deres modstandere slippe bort. Da den tyske leder, Herman Ritter, får at vide, at de tyske soldater er blevet opdaget, ved han, at der er fare på færde.
Amerikanerne har ganske vist allerede regnet ud, at der er tyske aktiviteter i Østgrønland. Men de ved ikke hvor, eller om der er tale om bemandede vejrstationer eller blot om automatiske stationer. Så kendskabet til tyskernes position øger risikoen for et amerikansk luftangreb på stationen i Hansa Bugt.
Ritter beslutter derfor at sætte efter de tre danske patruljefolk, men det lykkes danskerne at undslippe.
Det er jo helt unikt, at denne brandtomt ligger så urørt tilbage
Historiker Tilo Krause
Herefter fortsætter tyskerne deres jagt i et efterladt hundespand, som de kun med stort besvær lærer at styre.
Først ødelagt og så bombet
Den 23. marts når tyskerne endelig frem til hytten på Eskimonæs, som er en af de tre hovedstationer for den nyoprettede nordøstgrønlandske slædepatrulje.
De danske patruljefolk rømmer stationen, og tyskerne overtager den og finder en dagbog liggende på bordet i hovedstuen. De finder også en ordre fra landsfogeden Eske Brun om, at Patruljetjenesten for enhver pris skal holde tyskerne væk fra stationen, og at de skal skyde først. Herman Ritter giver på den baggrund ordre til at ødelægge stationen.
Enden på historien bliver, at amerikanerne to måneder senere bomber den allerede stærkt hærgede station, da de har mistanke om, at den er blevet overtaget af tyskerne.
Nye kilder
Som sagt er begivenhederne omkring ødelæggelsen af stationen på Eskimonæs i store træk velbeskrevet. Men de to forskere håber med projektet 'Kampen om klimaet', at en sammenkobling af de skriftlige og de arkæologiske kilder kan fortælle en mere detaljeret historie:
»Vi ved f.eks. ikke, hvor store ødelæggelser tyskerne stod bag, og hvor stor en del der skyldes amerikanernes bombardementer i maj 1943,« fortæller Tilo Krause.
»Og så er vores opgave også at lave en overfladeregistrering af et fortidsminde fra krigens tid. Det er jo helt unikt, at denne brandtomt ligger så urørt tilbage.«
Jens Fog Jensen og Tilo Krause håber også, at der kan dukke nye kilder op. Efter feltarbejdet på Eskimonæs gik turen senere i august til Sabine Ø og til tyskernes nedbrændte station i Hansa Bugt, hvor man ved, at der må være efterladenskaber fra tyskernes ophold, som aldrig er blevet fundet.
Artiklen er lavet i samarbejde med Dansk Polarcenter
