For en mand, der erobrede det halve af verden, er det næsten ironisk, at noget så mikroskopisk som en bakterie slog ham ihjel.
Det er ikke desto mindre det nyeste svar på gåden omkring Alexander den Stores død.
Hidtil har forskere fundet det mest sandsynlig, at den legendariske kriger døde af feber efter en lidt for våd nat i det antikke Babylon.
Den nye teori – fremsat af amerikanske forskere – hævder i stedet, at en livsfarlig bakterie fra floden Styx i Grækenland endte hans dage i 323 f.kr.
Det skriver telegraph.co.uk.
Floden Styx var vejen til dødsriget
I den græske mytologi markerede floden Styx grænsen mellem Jorden og dødsriget Hades, men man mener, at myten er baseret på den virkelige flod Mavroneri (sort vand) på den peloponnesiske halvø.
De gamle grækere mente, at dens vand var så giftigt, at det kunne opløse alle fartøjer, undtagen dem lavet af hestehove.
Ifølge myten skulle guder sværge hellige eder ved bredden af Styx, og løj de, tvang ‘gudernes konge’ dem til at drikke af vandet, hvilket gjorde dem stumme og lamme i et år.
Livsfarlig bakterie fra kalksten
Eksperter mener, de mytiske overleveringer om flodens giftige vand, kan skyldes stoffet calicheamicin, der stammer fra en bakterie, som vokser på kalksten. Stoffet er ekstremt giftigt, og det kan meget vel have været til stede i floden på Alexander den Stores tid.
Da Alexander den Store blev anset for at være delvis guddommelig, er det ikke utænkeligt, at han skulle igennem samme ritual som guderne ved floden.
Adrienne Mayor, forsker ved Stanford Universitetets institut for klassisk historie og videnskabshistorie, er en af forfatterne til teorien.
»Mest bemærkelsesværdigt er det, at Alexanders symptomer ser ud til at matche de græske myter om Styx. Han mistede endda også stemmen og faldt i en komalignende tilstand ligesom guderne gjorde, efter de havde drukket flodvandet,« siger hun til telegraph.co.uk.
Mystikken om hans død fortsætter
Flere eksperter forholder sig dog skeptiske til den nye teori.
»Jeg tror personligt, Alexander højst sandsynlig døde af naturlige årsager – enten tyfus eller en overdosis medicin, men andre forklaringer er mulige,« siger Richard Stoneman, forfatter til bogen Alexander the Great: A Life in Legend.
Alexander blev syg under en vild drukfest i et palads i Babylon – nutidens Irak.
Han klagede over en pludselig stikkende smerte i leveren og i løbet af de næste 12 dage udviklede han høj feber og voldsomme ledsmerter. Til sidst faldt han i koma og døde den 10. eller 11. juni 323 f.kr. kort før hans 33 års fødselsdag.
Der er stadig stor mystik omkring hans død, og historikere har spekuleret over en række mulige dødsårsager som druk, tyfus, malaria, akut betændelse i bugspytkirtlen, vestnilfeber eller forgiftning.