Zikavirus fundet i tårer

Annonce:

Zikavirus kan leve i øjne, og virussens genetiske materiale kan leve i tårer. Det viser et nyt studie på mus, der kan hjælpe med at forklare, hvorfor nogle patienter med sygdommen udvikler øjensygdomme og i værste grad permanent synsstab, skriver eurekalert.org.

Det amerikanske studie er publiceret i tidsskriftet Cell Reports.

»Vores studie foreslår, at øjet kan være et reservoir for Zikavirus. Vi er nødt til at overveje, hvorvidt mennesker med Zika har smitsom virus i deres øjne, og hvor lang tid den varer ved,« siger professor Michael S. Diamond fra Washington University School of Medicine til eurekalert.org.

For at undersøge, hvilken effekt Zikavirus har på øjet, inficerede forskerne voksne mus under huden på samme måde, som mennesker inficeres af myg.

Syv dage senere fandt forskerne levende virus i musenes øjne, hvilket bekræfter, at Zika er i stand til at til at bevæge sig hen til øjet.

Det vides endnu ikke, om virussen typisk krydser barrieren mellem blodbanen og nethinden og bevæger sig langs den optiske nerve, der forbinder hjernen med øjet, eller om virussen følger en anden rute.

Forskerne fandt også ud af, at tårer fra inficerede mus efter 28 dage indeholdt Zikavirussens genetiske materiale, RNA, men ikke den levende smitsomme virus.

Annonce:

Dette er interessant information i undersøgelsen af, hvilken rolle seksuel transmission og andre kropslige væsker som spyt, urin eller tårer spiller i forhold til spredning af sygdommen.

»Selvom vi ikke fandt levende virus i musenes tårer betyder det ikke, at det ikke kan ske med mennesker. Der kan være bestemte øjeblikke, hvor tårerne er yderst inficerede, og andre kommer i kontakt med tårerne og derved spreder virussen,« siger studiets hovedforfatter Jonathan J. Miner til eurekalert.org.

Immunsystemet er mindre aktivt i øjet, hvilket betyder, at infektioner sommetider bliver i øjet, efter de er forsvundet i resten af kroppen.

Forskerne planlægger nu studier, der skal afdække, om den smitsomme virus bliver i hornhinden eller andre dele af øjet, da det vil have betydning for hornhindetransplantationer.

Selv hvis menneskelige tårer viser sig ikke at være inficerede, kan forskernes opdagelse af levende virus i øjet og virussens genetiske materiale i tårer have flere fordele:

Menneskelige tårer kan testes for virus i RNA i stedet for ved udtagning af blod, som er mere smertefuldt. Desuden kan man nu bruge mus’ øjne til at teste antistoffer mod Zikavirussen.

\ Fra arkivet

Det bedste fra arkivet

Gå på opdagelse i mere end 35.000 artikler.

Søg i arkivet

\ Video

Video, video, video!

Foretrækker du at se historierne udfolde sig i levende billeder? Så tjek vores seneste videoer, eller følg Videnskab.dk på YouTube.

Find flere videoer

\ Podcast

På med hørebøfferne!

Luk øjnene, og lad forskernes viden strømme ind ad øregangen. Her finder du Videnskab.dk's seneste podcasts.

Lyt til flere podcasts