Ansvaret for at påpege videnskabelig svindel og stoppe forskere på afveje ligger ikke kun hos de fagfællebedømmere, der gennemgår artikler i tidsskrifternes såkaldte peer review - det ligger i høj grad også hos tidsskrifternes redaktører.
Men tidsskrifterne har til tider svært ved at leve op til det ansvar.
Det fortæller overlæge Henrik Toft Sørensen ved Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Århus Universitetshospital, der igennem en årrække var fagfællebedømmer for det højtprofilerede videnskabelige tidsskrift ’The Lancet’.
Design og analyser så mistænkelige ud
I efteråret 2005 bad tidsskriftet ham bedømme en artikel af den dengang meget velansete norske kræftlæge og Jon Sudbø, men opdagede under sin gennemgang noget, der så mærkeligt ud. To dage efter sendte Henrik Toft Sørensen sin vurdering til tidsskriftet, hvor han advarede redaktøren om, at noget var ravruskende galt med studiets design såvel som dets analyser.
»Jeg havde stærke reservationer omkring artiklens kvalitet. Artiklen henviste til data fra registre, som jeg vidst først var etableret efter at studiet var gennemført, så det fik mine alarmklokker til at ringe. Jeg skrev derfor i min vurdering til The Lancet, at de ikke skulle publicere artiklen,« siger han.
Artiklen blev publiceret alligevel
Den advarsel lyttede The Lancet nu ikke til. De publicerede artiklen kort efter.
»Jeg sad derhjemme og så en håndboldkamp og ville lige tjekke noget på TextTV, hvor jeg fandt en nyhedsartikel, der netop beskrev Sudbys forskningsresultater – med reference til The Lancet. Jeg var meget overrasket og skrev få dage efter til til redaktionen for at få en forklaring på, hvorfor de havde valgt at overhøre min advarsel om studiets kvalitet,« siger han.
Redaktøren svarede tilbage, at bedømmere jo aldrig er enige, og at de andre bedømmere havde sagt god for den. På den baggrund valgte de at publicere artiklen.
Norsk dagblad tager sagen op
Jon Sudbø, f. 1961: Norsk læge, tandlæge og kræftforsker. Blev i 2006 afsløret i selv at have opfundet alle de persondata, der dannede baggrund for en artikel i Lancet om opsigtsvækkende forskning i mundhulekræft. Det var angiveligt en leder i de norske Folkehelseinstitut, som var med til at afsløre svindelnummeret. Hun opdagede, at Sudbøs data stammede fra en cancerpatient-database, der endnu ikke var åbnet. (Kilde: Dagens Medicin)
Sagen døde hen indtil januar 2006, hvor Henrik Toft Sørensen besøgte en forskergruppe på Oslo Universitet.
»Under frokosten spørger en af mine kolleger, om jeg har set Jon Sudbøs seneste artikel, hvorefter jeg svarer, at jeg er meget overrasket over, at den er gået gennem peer review. Kort efter bliver jeg ringet op af et norsk dagblad, der havde hørt rygter om, at jeg havde været bedømmer på artiklen og havde afvist den,« siger han.
Dagbladet kontaktede efterfølgende The Lancet og spurgte, hvorfor tidsskriftet havde valgt at publicere artiklen, men redaktøren svarede blot, at alle bedømmere havde blåstemplet den.
»Det kunne jeg ikke sidde overhørig, så jeg kontaktede Aarhus Universitet, som sendte en forespørgsel til The Lancet. Herefter præciserede The Lancet overfor medierne, at deres canadiske og amerikanske bedømmere havde anbefalet artiklen. Men tidsskriftet nævnte ikke, at der også havde været en dansk bedømmer på, som havde påpeget alvorlige problemer,« siger Henrik Toft Sørensen.
Virkeligheden var systematisk svindel
Kort efter kom det frem, at Jon Sudbø systematisk havde svindlet med sine publikationer, som derfor alle blev trukket tilbage fra de videnskabelige tidsskrifter.
Jon Sydbø blev afskediget og arbejder ikke længere som forsker i Norge.
Aarhus Universitet gav Lancet tilladelse til at offentliggøre Henrik Toft Sørensens bedømmelses-rapport, men det har The Lancet afvist. Der foreligger en fortrolighed i bedømmelsesprocessen, argumenterer de.
