Studie: En smule alkohol kan forbedre kreativiteten
Dette ene studie er dog ikke en garanti for, at det hjælper at ty til flasken, understreger forskere.
alkohol kreativitet

Hypotesen er, at alkohol fjerner den mentale fiksering og lader tankerne flyve. (Foto: Shutterstock)

For tre år siden gik Lars von Trier til bekendelse. I et interview i Politiken afslørede instruktøren, at næsten alle hans film var skrevet på en cocktail af alkohol og stoffer. Beruselsen var nødvendig, for at han kunne udfolde sin kreativitet under manuskriptskrivningen.

Historien kort
  • Alkohol hæmmer den kognitive kontrol, hvilket kan være gavnligt for kreativiteten.
  • Effekten er imidlertid ikke stor, og forsker advarer mod, at kreative sjæle overfortolker budskabet.

Lars von Trier er ikke alene om at have kigget dybt i flasken efter idéer. Historien er fyldt med eksempler på kunstnere og kreative sjæle, hvis værker er blevet til i en veritabel brandert.  

Men kan det passe, at alkohol ligefrem fremmer kreativiteten? Det har et østrigsk hold af psykologer undersøgt.

»Vi fandt ud af, at små mængder alkohol forbedrer bestemte kognitive funktioner, som har med kreativitet at gøre,« siger Emanuel Jauk, der er psykolog og forsker på Graz Universitet. 

Han er medforfatter til studiet, der for nylig udkom i tidsskriftet Consciousness and Cognition.

Undersøgte effekten af en promille på 0,3

Forskerne rekrutterede 70 forsøgsdeltagere mellem 19 og 32 år, som alle drak alkohol indimellem, men ikke havde alkoholproblemer.

Først blev deres kreativitet i ædru tilstand testet ved hjælp af nogle opgaver:

  • En opgave gik ud på at finde det ord, der passer sammen med tre andre tilsyneladende usammenhængende ord. Et eksempel: Ordene kranie, sten og løfte hænger alle sammen med ordet brud.
  • En anden opgave gik ud på at finde på nye og kreative måder at bruge ting, der almindeligvis har en meget specifik funktion: Eksempelvis en paraply, en sko eller et bildæk.
  • Endelig tog forsøgsdeltagerne en test, hvor de skulle huske sekvenser af bogstaver. Testen handlede ikke om kreativitet, men skulle undersøge deltagernes hukommelse og evne til at fokusere, hvilket ofte hæmmes af alkohol.

Uden deltagernes viden delte forskerne dem derefter ind i to grupper. Den ene gruppe fik en dosis øl, der gav en promille på 0,3, mens den anden gruppe fik øl uden alkohol.

Efter alkoholen havde virket i en halv time, gennemførte deltagerne den samme type test igen.

Hypotese: Beruselse fjerner den mentale fiksering

Det stod hurtigt klart, at alkoholen havde en effekt på kreativiteten.

Før alkoholindtaget klarede grupperne sig lige godt, men de, der fik rigtig øl, klarede sig nu bedre i ordassociationstesten end de ædru deltagere.

kreativ forskning alkohol øl vin skrive

Alkohol viser en lille kreativ fordel. Måske den bare svarer til, at alkohol lukker en dør til det kreative rum op, men når man kommer ind, sætter man sig bare på en stol. Sådan siger en af forskernes kollegaer. (Foto: Shutterstock)

Til gengæld var der ingen forskel i testen, hvor deltagerne skulle finde nye måder at anvende ting på, og de berusede deltagere klarede sig en lille smule dårligere end de ædru i hukommelsestesten.

Forskerne kender ikke den præcise forklaring på, hvorfor alkohol forbedrer kreativiteten, men de har et bud.

»Når man skal løse en opgave, kan man blive ramt af såkaldt mental fiksering, hvor man bliver ved med at angribe opgaven fra den forkerte vinkel. Vores hypotese er, at en mild beruselse er med til at overkomme den mentale fiksering,« siger Emanuel Jauk.

Forskning peger i flere retninger

Det er ikke første gang, forskere finder en sammenhæng mellem alkohol og kreativitet.

I et lignende forsøg fra 2012 med 80 mandlige deltagere klarede de berusede mænd sig betydeligt bedre end de ædru i den samme slags ordassociationstest, som blev brugt i det nye forsøg.

Anden forskning viser imidlertid, at kognitiv kontrol – evnen til at fokusere og være målrettet – er nødvendig for at være kreativ. Og de fleste kan nok nikke genkendende til, at netop evnen til at fokusere svækkes i takt med, at alkoholindtaget øges.

Forskningen peger dermed i to forskellige retninger i forsøget på at forklare, hvad der fordrer kreativitet.

Men måske betyder det bare, at kreativitet ikke blot er én ting. Det kan forklare, hvorfor de berusede forsøgsdeltagere klarede sig bedre i én slags kreativitetstest, mens alkoholen ingen effekt havde i en anden.

»I ordassociationstesten finder folk ofte frem til løsningen gennem en slags aha-oplevelse, som ikke kræver den store mentale indsats. Der kan lidt mindre kognitiv kontrol være gavnligt. Hvis man derimod skal løse mere komplekse opgaver, hvor man eksempelvis skal tænke grundigt over, hvordan man kan bruge en paraply på nye måder, er alkoholen måske knap så gavnlig,« siger Emanuel Jauk. 

Forsker: Pas på med at overfortolke

lars von trier alkohol kreativ

Lars von Trier er en af de kunstnere, der har fortalt, at alkohol og stoffer hjælper deres kreative proces. Måske det blot er indbildning? (Foto: Wikipedia Commons/Georges Biard)

Morten Hesse, psykolog og lektor ved Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet, har læst studiet og finder resultatet interessant, men har også et forbehold.

»Det fortæller noget om sammenhængen mellem kreativitet og kontrol, men jeg ville være ked af, hvis man overfortolker resultatet og tror, at man bare skal drikke en masse alkohol for at være kreativ,« siger han.

Ifølge Morten Hesse mangler der stadig en del forskning, før man endeligt kan fastslå, om alkohol forbedrer kreativiteten.

»Forskerne peger på nogle andre undersøgelser, der underbygger resultatet, men jeg mener ikke, vi er der, hvor det er velunderbygget i litteraturen. Det her er en af et par undersøgelser, som peger på noget interessant i sammenhængen mellem kontrol og kreativitet,« siger han.

Bør kreative sjæle ty til flasken?

Hvis du er en kreativ sjæl og føler en pludselig trang til alkohol, så husk, at studiets resultater ikke er garanti for, at det er løsningen.

»Så vidt vi ved, er der en del kunstnere, der bruger alkohol og andre stoffer til at ændre deres mentale tilstand. Om det forbedrer deres kreativitet er formentlig også afhængig af andre faktorer såsom erfaring og kompleksiteten i opgaven,« siger Emanuel Jauk.

Morten Hesse siger også, at man skal tage studiets resultater med et gran salt.

»Studiet påviser kun en effekt over meget kort tid og med et meget lille alkoholindtag. Da min kollega læse studiet, sagde hun, at alkoholen lukker døren op til det kreative rum, men når man træder ind i rummet, finder man sandsynligvis bare en stol og sætter sig ned,« siger Morten Hesse.


Ugens Podcast

Lyt til vores ugentlige podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.