Professor: Ensomhed er forbundet med betændelse i hjernen

Ensomhed er ikke kun en pinefuld følelse, som kan føre til andre psykiske helbredsproblemer. Ensomhed kan faktisk være årsag til for tidlig død.

Selvom mange oplever, at følelsen af ensomhed fra tid til anden lægger vejen forbi, er ensomhed særligt almindelig blandt den hurtigt voksende ældre del af befolkningen.

Når man læser historier om, hvor mange ældre mennesker der bor alene med fjernsynet som eneste selskab, går det op for en, at ensomhed er en af samfundets største udfordringer.

Nu foreslår en ny undersøgelse med mennesker og rhesusaber, at ensomhed kan associeres med en betændelsesreaktion (inflammation) i hjernen.

Det er potentielt et meget signifikant fund, men det er vigtigt, at vi ikke drager forhastede konklusioner.

En forståelse af den biologiske respons, som en lidelse som ensomhed kan medføre, bør føre til en mere holistisk tilgang og ikke per refleks en medicinalløsning.

Ensomme havde inflammation i hjernen

Den nye undesøgelse så på 141 personer, der beskrev sig selv som socialt isolerede, og 30 rhesusaber, der var blevet udvalgt på baggrund af deres sociale adfærd.

Forskerne fandt, at både ensomme mennesker og rhesusaber havde et forhøjet niveau af forskellige biologiske markører for betændelse. Særligt viste de inflammatoriske gener tegn på øget aktivitet, og antivirus-generne viste tegn på reduceret aktivitet.

Det sympatiske nervesystem, der aktiveres under stress og i faresituationer, og HPA-aksen (hypothalamus-hypofyse-binyreaksen), som frigiver kortisol og energi til kroppen og stimulerer immunsystemet til at omdirigere de hvide blodlegemer fra blodet ud i vævene, hvor de hjælper med at bekæmpe infektioner, udviste også tegn på et øget aktivitetsniveau.

Kort sagt: De ensomme havde inflammation i hjernen.

Det lyder måske dramatisk, men det er faktisk ikke så overraskende. I sidste ende er alle psykologiske erfaringer, heriblandt vores respons på social isolation, reflekteret i hjernens biologiske aktivitet.

Og oplevelser, som påvirker os dybt, har en større effekt.

Inflammatorisk aktivitet også associeret med psykotiske oplevelser

Dette fund kommer en måned efter, at et stort studie, udgivet i American Journal of Psychiatry fandt, at en lignende inflammatorisk aktivitet i hjernen var associeret med psykotiske oplevelser som eksempelvis at høre stemmer, paranoid angst og usædvanlige overbevisninger.

Man forstår godt, at undersøgelsens forfattere håbede, at deres forskning kunne bringe håb om livsforandrende behandlingsmetoder for lidelser som skizofreni.

Men medicinske gennembrud inden for psykiatrien er notorisk svære at opnå. Det skyldes til dels, at de diagnostiske betegnelser ofte danner basis for efterforskningen, og at de lige så ofte kritiseres for at være utroværdige, ugyldige og kontroversielle.

Mere fundamentalt kan man stille spørgsmålstegn ved visse af den traditionelle ‘sygdoms-model’-tilgangsformodninger. I særdeleshed formodningen om, at oplevelsen af psykiske problemer er en reflektion af en bagvedliggende afvigelse, som ikke deles med andre mennesker.

En ny sygdomsmodel for psykisk helbredstilstand?

Det er for tidligt at drage konklusioner. Men gennem tågen kan vi skimte skygger, der har en mulig, illustrativ form. Vi ved, at menneskets livserfaringer har en markant og afgørende betydning for det mentale helbred, selv i tilfælde af den mest alvorlige psykose.

Blandt de sociale trusler lader ensomhed til at have væsentlige, biologiske konsekvenser (og det skal lige påpeges, at de nye fund ikke relaterer til genetiske forskelle mellem mennesker, men måden gener, der findes i alle personer, udtrykkes forskelligt, når personerne er socialt isolerede).

Den inflammatoriske respons har implikationer for det fysiske helbred, og den har en effekt på måden, hjernen 'beskærer' eller fjerner eksisterende synapser (kontaktfladen mellem to nerveceller, red.).

Under centralnervesystemets udvikling etableres et stort antal synapser, som senere tilbagedannes, blandt andet hvis de ikke bliver brugt, og omvendt eksisterer der mekanismer, som stabiliserer de synapser, der bruges, ligesom nye synapser kan oprettes, hvilket fører til nye associationer og erfaringer.

Sindslidende har ikke dysfunktionelle, betændte hjerner

Det er meget fristende at se effekten som en sygdoms-biomarkør, som evidens for psykiske problemer, som en hjernesygdom. Men personligt mener jeg ikke, at der er evidens for, at mennesker med sindslidelser har dysfunktionelle, betændte hjerner.

Det er snarere evidens for den dybe effekt, de begivenheder vi oplever, har på os. En effekt, der selvfølgelig påvirker hjernens funktion, og måden verden giver mening.

Fund som disse er meget komplekse. Og det vil tage lang tid at udrede de implikationer, det vil have på vores travle og til tider modstridende liv.

Men måske er en virkelig bio-psyko-social sygdomsmodel, der inddrager både biologiske, psykiske og sociale årsager til og følger af sygdom, en smule tættere på.

Bagvedliggende problemstillinger vigtigere end medicin

En kortsigtet tilgang kan få os til at konkludere, at anti-inflammatoriske præparater er løsningen på en række psykiske problemer. Men vil vi virkelig til at overveje et præparat, der kan 'behandle' ensomhed?

Jeg mener, at det er lige så vigtigt og værdifuldt, at vi lærer mere om, hvordan vi reagerer på social modgang, og det er interessant, at det involverer inflammation.

Jeg mener, det er langt vigtigere, at vi adresserer de bagvedliggende sociale problemstillinger, der har en effekt på vores mentale helbred, end at vi bare skriver en recept på et præparat.

Peter Kinderman modtager støtte fra NIHR (the National Institute for Health Research) og ESRC (the Economic and Social Research Council. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark