Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Undgår du gluten? Måske er det et andet stof, der gør dig oppustet

Annonce:

Gluten har et blakket ry. Selvom det kun er godt 1 procent af befolkningen, der lider af glutenallergi.

Derfor er hvede bandlyst fra flere og flere diæter – men måske uden grund.

En australsk undersøgelse tyder nemlig på, at det ikke er gluten, men såkaldte fruktaner – en slags sukker, der også findes i løg, kål, kikærter og artiskokker – der står bag symptomerne. Det skriver newscientist.com.

De to australske forskere Jane Muir og Peter Gibson fra Monash University har undersøgt 59 ikke-glutenallergikere, som alle har skåret gluten ud af deres kost, for forskellige symptomer på irritable tarme.

Forskerne har givet deltagerne müslibarer med henholdsvis gluten, fruktaner og ingen af delene.

Undersøgelsen viser, at müslibarerne med fruktaner gav 15 procent mere oppustethed og 13 procent flere overordnede mavetarmsymptomer i forhold til kontrolmüslibarerne. Glutenbarerne havde ingen effekt.

Ifølge forskerne kan det forklare, hvorfor det kan hjælpe på, men ikke fjerne symptomer på irritabel tyktarm, når hvede skæres ud af kosten, men man stadig får fruktaner fra for eksempel løg og artistokker.

Annonce:

»Gluten blev anset som skurken på grund af glutenallergi og det faktum, at folk følte en forbedring, når de stoppede med at spise hvede. Nu ser det ud til, at den antagelse var forkert« siger Peter Gibson til newscientist.

Opdagelsen stemmer overens med tidligere undersøgelser, der viser, at omkring 70 procent af patienter med irritabel tyktarm oplever en bedring, når de skærer fruktaner og andre fødevarer fra gruppen af såkaldte ’FODMAPs’ – korte sukkerkæder, der er svære at fordøje – ud af deres kost.

mdm