D-vitamin fås normalt gennem vores kost og dannes også i vores hud, når Solen skinner. Men generelt får vi danskere for lidt D-vitamin gennem kosten, og vores D-vitaminniveau falder om vinteren, hvor vi ikke får D-vitamin fra Solen.
Den tendens kan man ændre på ved at drikke mælk og spise brød beriget med D-vitamin. Det viser en ny undersøgelse, som DTU Fødevareinstituttethar gennemført blandt 200 familier.
Tilpas med D-vitamin gennem vinteren
»Resultaterne viser, at indtag af de berigede fødevarer var tilstrækkeligt til at bevare et godt D-vitaminniveau gennem vinteren. Både børn og voksne, der havde fået beriget mælk og brød, havde et tilfredsstillende D-vitaminniveau ved forsøgets afslutning i foråret 2011,« siger seniorforsker Lone Banke Rasmussen fra DTU Fødevareinstituttet, der står bag undersøgelsen, i en pressemeddelelse.
»Derimod faldt D-vitaminniveauet hos de deltagere i undersøgelsen, som ikke fik beriget mælk og brød, så en del af dem havde marginal D-vitaminmangel ved slutningen af forsøgsperioden,« tilføjer seniorforsker Lone Banke Rasmussen.
D-vitamin målt hos 800 danskere
I undersøgelsen deltog cirka 200 familier, som omfattede knap 800 børn og voksne.
Igennem seks måneder i løbet af vinteren 2010-2011 skulle de erstatte deres normale indtag af mælk og brød med tilsvarende mælk og brød, som de fik udleveret gratis gennem tre dagligvarebutikker i lokalområdet.
Halvdelen af familierne fik mælk og brød beriget med D-vitamin, mens den anden halvdel fik samme type mælk og brød uden tilsat D-vitamin. Deltagerne fik taget blodprøver ved begyndelsen, midtvejs og ved slutningen af forsøget for at måle deres D-vitaminniveau.
Der er tale om hovedresultaterne fra undersøgelsen. Forskerne skal nu i gang med mere detaljerede analyser og opgørelser af resultaterne.



































