Uspecifikke gener nederst i ryggen, som ikke går væk eller vender tilbage gentagne gange, er blandt de lidelser, som koster sundhedsvæsenet mest.
Har man først fået et kronisk problem i lænden, kan frygten for smerte i sig selv ofte føre til, at mange går i gang med uheldige kompensationer eller belastninger, som opretholder smerterne.
I et nyt studie i European Journal of Pain rapporterer forskere fra Norge om en metode med individuelt tilpassede og målrettede tiltag for lændepantienter.
»Vi viser, at sandsynligheden er tre gange lavere for at være sygemeldt på grund af rygproblemer i løbet af en periode på 12 måneder med den nye metode,« siger postdoktor Kjartan Vibe Fersum fra Universitetet i Bergen, til forskning.no.
»Både arbejdsevne og funktion styrkes,« tilføjer han.
Mindre fare for tilbagefald
Forskerne fandt meget mindre frygt for at være i aktivitet og væsentlig større reduktion i smerte end hos kontrolgruppen i studiet. Desuden er faren for smertetilbagefald lavere blandt patienterne, som fik tilpasset funktionsrettet behandling sammenlignet med kontrolgruppen.
\ Fakta
En manuelterapeut er en fysioterapeut med en 2-årig videreuddannelse, som behandler problemer i muskel- og skeletsystemet.
Den nye metode kaldes ’tilpasset kognitiv funktionsrettet behandling’. Den indebærer både at lytte til, hvordan patienterne beskriver rygsmerterne, og så skræddersy et oplæg til at ændre negative forestillinger, samt lære de rigtige bevægelser.
I studiet viser Kjartan Vibe Fersum, der selv arbejder selv som manuelterapeut på en privat klinik på halvtid ved siden af forskningen på Universitetet i Bergen, at også manuelterapi har en effekt, men effekten var meget større i gruppen, der fik den nye metode.
En hovedpointe med kognitivt funktionsrettet behandling er at undgå, at rygpatienter med vidt forskellige problemer får en forhåndsdefineret behandling.
»Ved et meget fastsat oplæg for store grupper af patienter med forskellige præsentationer, vil nogle ofte opleve en bedring, men en stor del vil også kunne få det dårligere,« påpeger forskeren.
Ikke alle jubler
Kjartan Vibe Fersum vedgår, at ikke alle manuelterapeuter vil være begejstrede over, at den nye metode gav bedre resultater, end den terapiform, de selv udøver til daglig.
»Det er ikke til at skjule, at en del kan finde resultaterne opsigtsvækkende,« siger Kjartan Vibe Fersum.

121 personer på 18-65 år med uspecifikke kroniske smerter i lænden deltog i studiet, fik behandling over 12 uger med en opfølgningsperiode efter 12 måneder.
»Selvom patienten har ondt, er det vigtigt at tænke, at det ikke er farligt at bevæge sig, selvom positiv tankevirksomhed alene ikke kurerer lændesmerter. Også kroppens bevægelser skal ændres og optrænes på ny,« siger Kjartan Vibe Fersum.
Andre faktorer
Kjartan Vibe Fersum mener, at behandlingen af lændesmerter i sundhedsvæsenet ofte er for præget af en patologisk tankegang, at fokus er for ensidigt rettet mod sygelighed.
»Fund på billeder fra CT- og MR-undersøgelser dikterer ofte behandlingen alt for meget, uden at andre faktorer som neurofysiologi, livsstil og sociale faktorer bliver vurderet.«
»Nu arbejder vi for at gøre metoden mere kendt, både blandt læger og fysioterapeuter. Jeg tror, at den ikke er så vældig kompliceret at udøve i praksis,« afslutter Kjartan Vibe Fersum.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson

































