Kræft-enzymer er mere snu, end vi troede
Danske forskere har opdaget en hidtil ukendt evne hos nogle enzymer, som kan få kræft til at sprede sig, hvis de er i ubalance. For mere effektiv behandling skal der tages højde for den nyopdagede funktion, siger den ansvarlige forsker.

Enzymer har mange forskellige funktioner i kroppen. Proteaser kan specifikt 'klippe' andre proteiner i stykker og derved holde en signalvej kørende. (Foto: Colourbox)

Molekylærbiologer fra Københavns Universitet har gjort et overraskende fund.

De har opdaget, at enzymer, som kan medvirke til spredningen af kræft, er mere avancerede end som så. 

»Vi forventede faktisk, at vores forsøg ville vise, at enzymerne ikke havde denne evne, men det modsatte viste sig at være tilfældet. Vi blev ret overraskede,« fortæller Stine Friis over telefonen fra USA, hvor hun forsker for Københavns Universitet på det amerikanske National Institute of Health.

Kan gøre behandling mere effektiv

I dag behandler man kræft med udgangspunkt i, at enzymerne skal forhindres i at spalte det næste stof i en række. Man forsøger at standse en kædereaktion, som ellers giver kræften mulighed for at sprede sig.

Sandsynligvis er det dog kun halvdelen af løsningen.

Fakta

Forskerne undersøgte to enzymer, matriptase og prostasin.

De sidder begge på overfladen af cellen og hører til i kategorien proteaser, der er en gruppe af enzymer, som specifikt kan kløve andre proteiner.

Matriptase og prostasin er vigtige for funktionen af de celler, som danner ’overflader’ på organer - for eksempel hud, lunger og tarme.

Har man mangel på et af enzymerne, bliver ens hud for eksempel svag og dårligere til at holde bakterier ude og fugt inde.

»Indtil videre har vi kun stoppet en sok i munden på enzymet, sådan at det ikke kan ’bide’ det næste stof i kæden over. Men hvis vi vil blokere hele signalvejen, ser det ud til, at vi også skal prøve at binde dets arme, så det ikke kan koble sig sammen med et andet enzym,« siger Stine Friis, der har en ph.d. i molekylærbiologi.

Resultaterne er netop publiceret i tidsskriftet Journal of Biological Chemistry.

Holder gang i kædereaktion

Det, som forskerne opdagede, er, at enzymerne kan aktivere hinanden på mere end én måde. De kan groft sagt både klippe og binde.

Hidtil har man troet, at enzymet kun kunne give besked til det næste på signalvejen ved at ’klippe’ i det.

Det viste sig imidlertid, at de også kan holde kædereaktionen i gang ved blot at binde sig til hinanden. Dét var et overraskende fund.

Celler går amok

Fakta

Enzymerne aktiverer hinanden og sætter gang i en ’kaskade’ af reaktioner – også kaldet en signalvej.

Forskerne formoder, at matriptase og prostasin sidder tidligt på samme signalvej, hvilket gør dem særligt interessante at undersøge.

Når der opstår en ubalance, for eksempel en overproduktion af matriptase, risikerer man at udvikle kræft, fordi cellerne bliver overstimuleret.

Det er typisk for kræftceller at fremtvinge en overproduktion af proteaser for at skabe plads i det omkringliggende væv til at gro og sprede sig.

Denne kædereaktion kan, hvis den er ude af kontrol, nemlig få celler til at løbe løbsk og blive til kræft. Problemerne opstår, når enzymerne kommer i ubalance. 

Det er i et tidligere studie påvist med museforsøg, at ’for meget’ af disse særlige enzymer hænger tæt sammen med udviklingen af kræft. 

Alle forsøgsmus med forhøjede niveauer af matriptase, det ene af to undersøgte enzymer, udviklede forstadier til kræft. 7 ud af 10 endte med at få hudkræft.

Sammenhænge skal stadig kortlægges

»Vi har lagt enormt meget vægt på, at enzymerne spalter hinanden, men vi kan se, at de kan noget mere, end vores forenklede model fortæller os,« siger Stine Friis.

Ifølge hende er det nu oplagt at undersøge, hvor på signalvejen enzymernes nyopdagede funktion spiller en rolle, og hvordan de mere nøjagtigt ’hjælper’ kræften på vej.

»Man kan sige, at vi går ind i en ny æra for den her type enzymer. Jeg tror, at vi kommer til at se rigtig meget forskning i det her,« siger Stine Friis.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.