Elsker du også at ligge på stranden eller i parken og suge D-vitaminer og tanlinjer til dig? Så kender du nok også fornemmelsen af at føle dig blæst i hovedet bagefter.
På trods af, at du ikke har lavet dagens gerning.
Det er i hvert fald, hvad vores læser Nana oplever efter en god sommerdag.
»Når jeg er ude i solen, synes jeg, at jeg bliver meget træt i hovedet. Hvordan kan det være?,« spørger hun undrende Videnskab.dk’s læserbrevkasse, Spørg Videnskaben.
For kan det virkelig passe, at man bliver udmattet af at hygge sig i solen?
Man skulle tro, at det i det mindste krævede en joggingtur langs stranden, havearbejde eller eksamenslæsning i parken for ligefrem at blive udmattet i solen.
Men nej, den er faktisk god nok, fortæller professor i humanfysiologi Lars Nybo fra Københavns Universitet og ekspert i menneskekroppens maskinrum.
Han afslører over for Videnskab.dk, at vores læser har fat i noget interessant. For hun har ret i sin oplevelse. Det er dog næppe noget at bekymre sig over, understreger han. Medmindre …
Bliv hængende. Opklaring følger!
\ Har du et spørgsmål til videnskaben?

Med vores brevkasse Spørg Videnskaben kan du stille spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sjove bynavne til kvantecomputere og livets oprindelse.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Send dit spørgsmål via mail til sv@videnskab.dk eller via kontaktformularen på Spørg Videnskaben-siden.
Blodet bliver varmere
Lars Nybo har brugt en stor del af sin karriere på at finde ud af, hvorfor vi ’går kolde’, når vi får det varmt. Han forklarer, at dét, Nana oplever, faktisk er en kamp mellem Solens stråler og kroppens interne kølesystem.
Det fungerer nemlig sådan, at hjernen producerer varme, når den arbejder, og den måde, den kommer af med varmen på, er via blodet:
Blodet, der løber ind i hjernen, er typisk en smule køligere end selve hjernevævet, og når det løber ud igen, tager det varmen med sig.
Men når Nana ligger i solen, bliver netop dette system presset fra to sider.
Som Lars Nybo forklarer det:
»Når hele din krop bliver varm, bliver dit blod også varmere, og så sendes der mere blod op til hjernen, som er varmere«.
Med andre ord: Din hjerne prøver at køle sig ned med lunken kølervæske, men det er selvsagt en dårlig strategi for supercomputeren i skallen.
Ikke desto mindre er følelsen af sol-træthed faktisk bare et ufarligt tegn på, at kroppen arbejder hårdt for at holde os kølige, og at hjernecellerne skal arbejde hurtigere for at opretholde deres normale funktion.
Træt, men skarp
Betyder det, at Nana skal bekymre sig om sit trætte solhoved?
Her begynder svaret for alvor at blive interessant.
Forskning viser, at der er stor forskel på, hvordan Nana føler sig, og hvad hendes hjerne rent faktisk kan præstere, selvom den føles som et varmt computerbatteri.
Lars Nybo har for nyligt gennemført et forsøg, hvor man spurgte 50 personer om deres såkaldte ’arousal-niveau’, altså hvor friske og klare i hovedet, de følte sig efter at have været udsat for moderat, men langvarigt varmestress. Svarende til en varm, dansk sommerdag.
Her svarede stort set alle, at de følte sig mere trætte og havde sværere ved at koncentrere sig.
Men her kommer den uventede drejning.
For da forskerne satte dem til at løse opgaver, var resultatet overraskende.
»Stort set alle svarede, at de blev dårligere til at koncentrere sig. Men det var kun få, som rent faktisk også blev det,« fortæller Lars Nybo.
Ud af 50 personer var det kun otte, der præsterede dårligere. De resterende 42 var hjerne-trætte, oplevede de selv, men computeren i knolden fungerede upåvirket.
Den er god nok, sydpå
Alligevel har Nana ret i, at solen kan være dårlig for hjernen. For et andet af Lars Nybos studier viser nemlig, at direkte sollys på hovedet og nakken ganske rigtigt påvirker pæren.
I et forsøg fra 2020 udsatte Lars Nybos forskergruppe deltagere for kraftige varmelamper, der simulerede bagende sol direkte på hovedet. Svarende til en time på stranden i Sydeuropa om sommeren.
»Så blev alle dårligere,« fortæller han.
Studiet viste, at når hovedet bliver grillet direkte, falder evnen til at løse komplekse opgaver.
Årsagen er sandsynligvis, at Solens stråler kan trænge nogle millimeter ind og, trods kraniets beskyttelse, opvarme de ydre lag af hjernen. Det forstyrrer balancen i de kemiske stoffer (transmittersubstanser), som hjerneceller bruger til at tale sammen med.
Resultatet er, at neuronerne (hjernecellerne) begynder at opføre sig mærkeligt.
»De sender signaler hurtigere, men mindre præcist,« forklarer Lars Nybo og konkluderer:
»Så du kan godt blive ramt på det, vi kalder motorkognitiv præstationsevne. Altså decideret præstationstræthed,« siger han.
Husk vand!
Lars Nybo understreger dog, at det næppe er præstationstræthed, som Nana bliver ramt af. For ifølge professoren er det svært på vores breddegrader at opnå kraftig nok solpåvirkning selv på en varm dansk sommerdag.
Det betyder dog ikke, at man bare skal give den gas med solstegningen på Amager Strand eller ved Vesterhavet.
Kombinerer du varm sol med det faktum, at mange af os glemmer at drikke nok vand, har vi perfekte vilkår for en sommer-nedsmeltning.
I et andet studie undersøgte Lars Nybo og hans team 139 arbejdere i forskellige brancher. Her fandt de, at hele 70 procent af dem var dehydrerede allerede fra morgenstunden eller i løbet af dagen.
Og her kommer relevansen for Nanas spørgsmål:
Når du er dehydreret, bliver de negative effekter af varmen fordoblet.
Forsøget viste, at folk begik dobbelt så mange fejl i matematikopgaver, når de manglede væske og var overophedede.
Det skyldes, at hjernen mister evnen til at holde fokus, fordi den skal bruge alle sine ressourcer på bare at overleve varmestresset.
Farligt når kroppen lukker ned
Er der risiko for, at du er dehydreret, altså at du ikke har rørt en vandflaske på stranden, er det vigtigt at lytte til sin soltræthed.
For her er det dit indbyggede alarmsystem, der taler til dig, forklarer Lars Nybo.
Når vi er i varmestress, kører det sympatiske nervesystem i højeste gear. Det er det samme system, der aktiveres, når vi er bange eller træner hårdt.
Det er opslidende for kroppen at være i alarmberedskab i flere timer på en solseng. Og hvis man ignorerer signalerne og bliver ved med at grille sig selv, kan man risikere solstik, også kaldet hedeslag, som kan være livsfarligt.
»Hvis folk får varmekollaps, altså hedeslag, holder de typisk op med at svede, og så holder vores autonome system op. Det er et tegn på, at systemet begynder at stå af,« advarer Lars Nybo.
Nogle kan endda begynde at få kuldegysninger, selvom det er 30 grader varmt.
»Det er kroppens måde at sige: ’Nu lukker jeg ned’,« forklarer han.
\ Hvad er hedeslag?
Hedeslag opstår, når kroppens temperaturregulering svigter, og kroppens temperatur stiger til over 40 grader i varme omgivelser og/eller ved høj fysisk aktivitet.
Symptomerne er hovedpine, tørst, svimmelhed, hurtig puls, hurtig vejrtrækning, døsighed, forvirring og mindsket bevidsthed i stigende sværhedsgrad.
Hedeslag skal behandles med afkøling, og man skal drikke rigeligt væske, gerne salt/elektrolytholdige som sportsdrik.
Ved alvorlige tilfælde, f.eks. åndenød, opkastning og svækket bevidsthed, ring 112.
Kilde: Sundhed.dk
Følg rådene
Hvad kan vi så konkludere ud fra professorens forklaring?
Så længe du drikker masser af væske og undgår timevis af direkte sol på knolden, er det okay at føle dig solflad. Du kan endda stadig løse en sudoku på stranden eller slå din venner til en pubquiz senere på dagen.
Alligevel er der et par gode råd fra professor Lars Nybo, som Nana og alle andre solbadere bør tage med sig på stranden:
- Beskyt dit kranie. Hvis du mærker, at koncentrationen svigter, er det på med hatten, så du beskytter dit hoved mod direkte solbelysning. Det reducerer den direkte opvarmning af hjernen markant.
- Vand er vigtigt. Undgå dehydrering, som kan udvikle sig farligt. Drik vand, også før du mærker tørsten.
- Nyd trætheden. Husk: Det er okay at være træt efter en dag i det fri.
Som professoren siger:
»Man skal ikke være bange for at blive udsat for lidt vind og varme. Det er ikke altid dårligt at være lidt træt, efter at man har været ude at få nogle sanseoplevelser og mærke naturen«.

Vi siger tak til Nana for at stille sit spørgsmål. Der er en Videnskab.dk-T-shirt på vej til dig, som du passende kan bruge som bandana på hovedet, næste gang du skal i parken at spille kongespil eller på stranden at løse sudoku.
Også tak til Lars Nybo for at gøre os klogere på, hvorfor vores hjerner sommetider føles som blødkogte æg i sommerheden.
Hvis du derude sidder med et godt spørgsmål, som du gerne vil have forskningens svar på, så tøv ikke med at skrive til sv@videnskab.dk, eller benyt formularen videnskab.dk/sv.

































