Opvask, lange karbade og svømmeture.
Alle har vist prøvet at have fingrene i vand i længere tid og oplevet, at de er helt rynkede i et stykke tid, efter man har taget dem op. Pludselig har man de såkaldte ‘rosinfingre’ eller ‘sveskehænder’, som de populært kaldes.
Men hvad sker der egentlig, når fingrene rynker? Og hvorfor gør de det?
»Min datter stillede mig det udmærkede spørgsmål, hvorfor fingerspidserne bliver ‘rynkede’, når man har haft dem i vand et stykke tid,« skriver vores læser Claus Baggersgaard.
\ Fakta
Spørg Videnskaben Classic Hver uge ‘genudsender’ vi gode spørgsmål og svar fra Spørg Videnskaben-arkivet. Denne artikel blev første gang bragt d. 14. oktober 2010.
Han beder os om at hjælpe ham med at finde et svar. Selv undrer han sig over, hvorfor det kun er fingrene, som bliver påvirket af vandet. Huden er vel den samme over hele kroppen?
For at komme under huden på spørgsmålet, tog vi det med til Lone Hansen, der er sygeplejerske ved Dermatologisk Afdeling på Roskilde Sygehus, hvor man har stor specialviden om huden.
Huden fungerer som en svamp
»Det er ganske enkelt væskeophobning i vævet. Vandet trænger ind og ophober sig i det yderste hudlag.
Grunden til, at det ser rynket ud, er, at hudens overflade består af bakker og dale. Det ser man ikke normalt, men når de suger vand til sig, kan man nemmere se det,« forklarer sygeplejerske Lone Hansen.
\ Fakta
Videnskaben er altid under forandring, og vi bliver hele tiden klogere. Således fandt vi her først i januar 2013 ud af, at der også er evolutionsmæssige årsager til, at fingrene rynker, når de er i kontakt med varmt vand i længere tid af gangen. Den historie kan du læse her.
Rynkerne går altså ikke indad, men derimod udad. Godt, det svarer på første spørgsmål.
Resten af huden kan også rynke
Men hvorfor er det så, at man kun får den rynkede hud på fingrene?
»Huden på hænder og fødder er tykkere, fordi vi slider mere på det område af huden. Huden dér er også mere rillet, end på resten af kroppen.«
»Resten af huden vil også rynke, hvis den er meget lang tid i vand, men det er ikke noget man normalt selv vil opleve. Det kan man for eksempel se på lig, der har ligget i vandet – de svulmer op,« forklarer Lone Hansen.
Vi takker for spørgsmålet og sender en postkasserød t-shirt til far og datter, og lader det være op til dem, hvem der skal have den, eller om de vil deles. Hvis du selv går og undrer dig over noget, skal du ikke tøve med at spørge os på redaktionen@videnskab.dk.