Heste med mavesår kan have stress
Over halvdelen af danske heste har mavesår. Forskere vil undersøge, om det betyder, at de også har stress

Mange heste har mavesår, men forskerne ved endnu ikke, hvad det betyder for deres velfærd. (Foto: Colourbox)

Mange heste har mavesår, men forskerne ved endnu ikke, hvad det betyder for deres velfærd. (Foto: Colourbox)

Det er ikke ualmindeligt, at heste får mavesår. Spørgsmålet er, hvilken betydning det har. Er det fordi hesten er stresset, at den får mavesår? Og har heste med mavesår større tilbøjelighed til at krybbe-bide eller have anden unormal adfærd?

Hvordan mavesår eventuelt hænger sammen med stress hos heste, er forskere ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, gået i gang med at undersøge. Emnet vil også blive behandlet på en temadag på fakultetet 27. marts, der vil omhandle fodring, stress og mavesår hos heste.

»Selvom meget tyder på, at mavesår er hyppigt forekommende hos heste, så ved man ikke, hvad mavesår betyder for hestens stressniveau og reaktivitet til trods for, at det kan have betydning for såvel hestens velfærd som dens daglige brug,« siger lederen af det nystartede projekt seniorforsker Jens Malmkvist.

Nogle undersøgelser fra udlandet har fundet overraskende høje forekomster af skader i maveslimhinden hos heste - helt op til 93 procent blandt undersøgte heste i træning. I Danmark viser de nyeste tal, at over halvdelen af heste har mavesår i større eller mindre grad.

Stresset eller ikke stresset?

I det nye projekt vil forskerne undersøge tre aspekter af mavesår hos heste: Er heste med mavesår mere stressede? Er de mere stressfølsomme? Og har heste med mavesår større tendens til at udføre krybbebidning eller anden unormal adfærd?

Omkring 100 heste vil blive undersøgt for at konstatere, om de har mavesår og i så fald i hvor alvorlig grad. Ud fra denne gruppe af heste vil forskerne etablere to mindre grupper, der skal indgå i selve forsøget. Kontrolgruppen vil bestå af 30 heste med ingen eller få skader i maveslimhinden mens 30 heste med alvorlige skader i maveslimhinden vil udgøre mavesårsgruppen.

Hestenes adfærd og stressniveau vil blive målt på forskellige måder og i forskellige situationer. Forskerne vil systematisk registrere hestenes reaktioner og adfærd i fodringssituationer, i hestenes dagligliv i deres hjemmebokse og i situationer, der kan udløse frygt hos hestene. Arbejdet er støttet af Hesteafgiftsfonden og udføres i samarbejde med danske hestedyrlæger og Det Veterinærmedicinske Universitet i Wien.

»Projektet vil bidrage til forståelsen af, hvad mavesår betyder for heste, hvilket også kan have en betydning for den daglige brug og omgang med heste,« siger Jens Malmkvist.

Lavet i samarbejde med Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.