Vi får ikke nok D-vitamin, og fødevareforskere og en række læger har flere gange opfordret til at løse problemet med D-vitaminmangel hos danskerne ved at berige nogle almindelige fødevarer med D-vitamin. Samtidig har de beklaget, at myndighederne var nølende.
Myndigheden er i denne forbindelse Fødevarestyrelsen, og her siger kontorchef Else Molander:
»Vi har ikke noget problem med at give tilladelse til at berige for eksempel mejeriprodukter og brød med D-vitamin, og vi opfordrer faktisk producenterne til at gøre det, for der er en udbredt mangel på D-vitamin. Vi ser det som en god måde at nå alle på, også de, der ikke får tilstrækkeligt med fisk, eller som ikke kunne drømme om at tage en multivitamin om vinteren.«
Producenter er bange
Hun ser også gerne, at man tilsætter D-vitamin til blandingsprodukter som Kærgården, for at nå ud til så mange som muligt.
Men mærkeligt nok er producenterne er ikke meget for det:
»De er bange for den offentlige mening og for at blive slået i hartkorn med underlødige produkter,« siger Else Molander.
Fødevarestyrelsen opfordrer til at berige med D-vitamin, så folk kommer op på den anbefalede daglige dosis, men vil ikke tillade berigelse i et omfang, så nogle, for eksempel børn, får for meget.
Hellig ko
\ Fakta
Herhjemme har berigelse af fødevarer i mange år været en hellig ko. Danmark havde nogle af de mest restriktive regler i EU, i realiteten et forbud. Så det vakte opsigt, da myndighederne i 2000 påbød, at salt skulle beriges med jod, fordi man havde konstateret en mangeltilstand hos danskerne.
Hvis en producent vil berige fødevarer med vitaminer eller mineraler, skal han søge om tilladelse hos Fødevarestyrelsen, som får udført en risikovurdering og derefter tager stilling.
Tidligere fik man kun tilladelse, hvis der var et 'ernæringsmæssigt behov'.
»Men det tabte vi en sag på i EU i 2003, så hvis der ikke er nogen risiko, tillader vi det,« siger Else Molander.
Spørgsmålet om berigelse af fødevarer drøftes for tiden i EU, som snart skal komme med en slags positivliste over, hvilke doser man må tilsætte, så vi får fælles regler i EU. Desuden drøfter EU sundhedsanprisninger, altså om det må fremgå på emballagen, om et produkt har særligt gode ernæringsmæssige egenskaber. Det har hidtil været forbudt, men det ventes EU også at tillade.
I USA har forbrugerne i mange år har kunnet købe mælk, yoghurt, margarine, mel, morgenmadsprodukter og juice, der er beriget med D-vitamin.

































