God kondi som ung - lav risiko for blodprop som gammel
Personer, der har en god kondition som 18-årige, får sjældnere alvorlige hjerteproblemer senere i livet.

At få etableret gode motionsvaner i ungdomsårene kan have stor indflydelse på resten af livet. (Foto: Colourbox)

At få etableret gode motionsvaner i ungdomsårene kan have stor indflydelse på resten af livet. (Foto: Colourbox)

Det er forskere fra Umeå universitetet i Sverige, der fremviser en kobling mellem en persons fysiske udholdenhed ved 18-årsalderen og risikoen for hjerteinfarkt, altså en blodprop i hjertet, 30-40 år senere.

Teenagere med god kondition ved indgangen til voksenlivet har betydelig lavere risiko for at blive ramt af en sådan alvorlig hjertehændelse.

»Vi ser en stærk forbindelse mellem de to,« siger professor Peter Nordström.

Vægten er lige så vigtig som kondition

En sammenligning af de bedst og dårligst trænede 18-årige, hvad angår kondition, viser, at de sidstnævnte havde mere end dobbelt så stor risiko for blodprop senere i livet. Det skriver forskerne i tidsskriftet European Heart Journal.

Mændene i studiet blev fulgt i 34 år i gennemsnit, indtil januar 2011, eventuelt til de enten fik en blodprop eller døde. Forskerne justerede for BMI, alder samt år og sted for mændenes session til militæret.

Men: Det hjælper muligvis ikke kun at træne, man bør også holde et øje på vægten gennem årenes løb, konkluderer forskerne bag det nye studie.

»Selvom man er i vældig god form, ser dette ikke ud til at kompensere fuldt ud for overvægt eller fedme med hensyn til infarktrisikoen,« siger Peter Nordström.

Trænede voksne med et kropsmasseindeks (BMI), som svarer til overvægt eller fedme, havde nemlig højere risiko for infarkt end utrænede, tynde og normalvægtige mænd.

Professoren mener, at fundene peger mod, at det kan være vigtigere ikke at være overvægtig eller fed end at have en god kondition.

»Men det er endnu bedre, hvis man både er normalvægtig og i god form,« udtaler Peter Nordström i en pressemeddelelse.

Kan ikke vise årsagssammenhæng

Peter Nordström påpeger, at studiet viser en sammenhæng mellem god kondition og lavere blodpropsrisiko. Med et sådant design er det ikke muligt at sige, at det faktisk er træning, som giver effekten.

Undersøgelsesgrundlaget er baseret på data fra sessioner i det svenske forsvar. Undersøgelsen omhandler derfor kun mænd. (Foto: Colourbox)

»Forholdet mellem fysisk form og hjertesygdom er komplekst og kan påvirkes af faktorer, som vi ikke har undersøgt i dette studie,« siger professoren.

Desuden har forskerne kun målingerne af BMI, fysisk form og blodtryk fra sessionerne, så det er ikke kendt, hvordan disse risikofaktorer ændrede sig senere hen.

Siden testene blev udført på unge mænd, er det heller ikke sikkert, at resultaterne kan overføres til kvinder eller ældre, påpeger forskere fra European Society of Cardiology.

Peter Nordström fremhæver også, at en del personer både har nedarvet lav risiko for hjerteinfarkt og evnen til at kunne træne let.

Gode vaner, som varer ved?

En anden mulig forklaring er, at personer, som har gode træningsvaner og kondition som 18-årige, i større grad holder fast i disse vaner senere i livet.

Men dette har de svenske forskere ikke undersøgt.

Det er dog alligevel næppe klogt for unge at lade kroppen forfalde efter det fyldte 18. år og håbe på, at sammenhængen holder.

Forskerne er nu begyndt at undersøge fysisk form og senere hjertesygdom blandt nærved 750.000 mænd, der har været til session i det svenske forsvar i perioden 1969-1984.

Til sessionen afgøres det, om en person er tjenestedygtig, hvilket blandt andet indebærer et fysisk sundhedstjek.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.