I et lille, nyt studie har man fundet hjernesygdommen kronisk traumatisk encefalopati (CTE) hos over halvdelen 21 sportsudøvere, som posthumt har doneret deres hjerner siden 2018.
Sygdommen CTE er kædet sammen med gentagne skader mod hovedet, såsom hjernerystelser. Symptomer på lidelsen inkluderer kognitiv forringelse, impulsiv opførelse, depression, selvmordstanker, kortidshukommelsestab og følelsesmæssig ustabilitet.
Det skriver The Guardian om det australske studie, der er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Medical Journal of Australia.
Forskerne påpeger dog, ifølge The Guardian, at der uundgåeligt vil være en skævvridning i studiets resultater, da donorerne var særligt motiverede til at donere deres hjerner, fordi de enten havde fået stillet kliniske diagnoser eller havde bekymrede pårørende.
Alle 21 donorer dyrkede i deres levetid en sportsgren med risiko for gentagne hovedskader, som for eksempel rugby.
Ud af de 21 fandt forskerne CTE hos 12 af dem. Derudover havde alle undtaget én en type neurodegeneration.
Men det er særligt det høje antal af tilfælde med CTE, der optager forskerne bag studiet, ifølge The Guardian.
»CTE blev fundet i hjernen på ældre, tidligere professionelle sportsudøvere med lange karrierer, men også blandt yngre, ikke-professionelle sportsudøvere, og flere af de nylige tilfælde havde spillet under moderne retningslinjer for hjernerystelser,« skriver forskerne i studiet ifølge The Guardian.
»Tre donorer med CTE var under 35 år. Og seks af de 12 donorer med CTE og en af de ni uden CTE døde ved selvmord, hvilket indikerer at CTE kan være en risikofaktor ved selvmord.«
Derudover konkluderer studiet, ifølge The Guardian, at amatøratleter ikke er mindre udsatte end professionelle sportsudøvere.
»Det er højst sandsynligt upraktisk at screene for CTE i alle selvmord, men vores resultater foreslår, at det burde blive gjort, hvis man ved, at der har været en historie med gentagne hovedskader, eller man mistænker det,« skriver forskerne i studiet.
mhj

































