Dean Potter var kendt som en vovehals. En bjergbestiger med speciale i basejumping - udspring med en faldskærm på ryggen fra klipper eller høje bygningsværker - hvis død har pustet liv den antagelse, at alle ekstremsportsmænd er hedonister på udkig efter et gys og et kick.
Vores undersøgelse af ekstremsportsudøvere viser, at denne holdning både er for entydig og forkert. Det handler om holdningen til risiko og fare.
I sin berømte 'Månetale' fra 1962 sagde John F. Kennedy
»Den store, britiske opdagelsesrejsende, George Mallory, som senere døde på Mount Everest, blev spurgt, hvorfor han så gerne vil bestige bjerget.
Han svarede ‘fordi det er der’. Verdensrummet er der, og vi skal bestige det, og månen og planeterne er der, og nye forhåbninger til viden og freden er der…«
Der er risiko forbundet med næsten alt
Mennesket har udviklet sig ved at tage chancer og risici. Faktisk kan de fleste menneskelige aktiviteter konceptualiseres, som indeholdende et risikofyldt element:
Vi tager vores første skridt med fare for at falde; vi smager nye retter med risiko for at væmmes; vi cykler med fare for at vælte; vi tager på en date med risiko for at blive afvist, og vi rejser til Månen med fare for ikke at vende tilbage.
Menneskets bestræbelser er tæt forbundet med risiko og fare. Så det er ikke overraskende, at mange mennesker higer efter fare og risici - på trods af et i stigende grad risikoavers samfund.
Dean Potter eksemplificerede denne higen. Han var en banebrydende bjergbestiger og basejumper, som var kendt for at bestige stejle lodrette bjergsider uden reb og kun med en faldskærm som redning.
Den 16. maj omkom Dean Potter og hans bjergbestigermakker i Yosemite National Park under et udspring kun iklædt deres 'wingsuit-dragter', som er en særlig dragt, som gjorde dem i stand til at 'flyve' og kontrollere faldet.
Sensationslyst er ikke hovedmotivet
Potters og George Mallorys ihærdige bestræbelser virker ikke som om, de var motiveret af en hedonisk trang efter et kick. I gennem 10 år har vi interviewet mange ekstremsportsfolk og nøje studeret deres profiler for at finde 'det' der gør dem anderledes.
Hvad vi fandt var overraskende.
Det står for eksempel klart, at det ikke er en sensationslyst, der er hovedmotivet. Mange ekstremsportfolk higer ikke efter spænding overhovedet.
Det er rigtigt, at de opsøger fare, men det er kun for at kunne minimere yderligere risici, så de kan forblive i kontrol, på trods af faren ved at hænge fra en klippeafsats eller hoppe ud af et fly.
Fra en brik i spillet til spilleren
Vores undersøgelse fandt yderlige to påfaldende, karakteristiske egenskaber.
Det første er noget vi kalder 'konation følelsesregulering' . Konation (vilje, stræben, handling) indgår sammen med kognition, (erkendelse, tænkning, anvendelse af viden) og emotion (følelse, affekt) i en tredeling af bevidsthedslivets (sjælens) elementer eller evner, der anvendes indenfor kognitionsforskningen.
Følelsen af handlekraftighed ligner følelsen af kontrol, men på en 'jeg vil være den person, der bestemmer hvordan mit liv bliver'-måde.
Nogle sportsudøvere opsøger med vilje fare, da det hjælper dem til at finde mening med deres mangel på handlekraftighed. Sagt med andre ord: I det daglige føler de sig mere som en skakbrik end som en skakspiller - de føler sig følelsesmæssigt hæmmede og passive.
Fare kan erstatte et hengivent parforhold
Den legendariske bjergbestiger Patrick Berhault, som omkom i et forsøg på at gennemkrydse en stejl bjergside på det højeste bjerg i Schweiz uden et sikkerhedsreb, sagde engang, at han ikke troede, at han ville gøre det, hvis det ikke var for følelsen af fare.
Han sagde: »Et almindeligt livs mangel på intensitet tiltrækker mig ikke. Jeg kan ikke holde det ud; jeg tror på, at vi skal leve livet«.
Det fascinerende er, at den største følelse af mangel på handlekraftighed findes i de mest følelsesladede omstændigheder, nemlig i parforhold. Følelsen af manglende handlekraftighed forværres af vanskelighederne ved at vise følelser.
På denne måde kan forholdet til fare være en stedfortræder for et hengivent parforhold. Men i dette tilfælde belønnes - snarere end straffes - den risikovillige person for ikke at vise sine følelser.
Den primære følelse, der skal overvindes i risikofyldte aktiviteter, er frygt. Hvis en person har svært ved at leve sig ind i og give udtryk for følelser, er det et berigende og givende miljø.
Det belønner dem, fordi de flyttes fra en følelse af utilstrækkelighed, 'hvorfor kan du ikke vise dine følelser?', til en følelse af sejr, 'det er fantastisk, at du har gjort så farlige ting'. På den måde er forholdet til naturen mere berigende end forholdet til andre mennesker.
Frygt - den mest rendyrkede følelse
»Mit syn bliver sort og hvidt med undtagelse af den brændende, røde linie. Lydene forsvinder. Jeg føler mig svag, med varme strømmende i mit ansigt. Mine muskler spændes, men jeg bevarer roen i mit indre og slapper af i mine arme fra skuldrene til fingerspidserne. Øjeblikket frastøder mig, og min forstand forsøger at stoppe det, men jeg beordrer mig selv til at gå videre«.
Sådan sagde Dean Potter om at se frygten i øjenene og klatre uden reb.
Det andet overraskende fund var, at de følelsesmæssige vanskeligheder får folk til at tage større chancer og fører til flere uheld netop her, hvor uheld har alvorlige konsekvenser.
Forbindelsen mellem at udtrykke følelser og uheld er vores seneste fund og så spændende, at vi udførte tre forskellige undersøgelser af forskellige ekstreme sportsgrene for at se, om de gælder for dem alle.
I alle tre undersøgelser fandt vi en stærk forbindelse mellem vanskeligheder i at give udtryk for følelser og risikoen for at komme til skade.
Vi forstår nu denne forbindelse. Mennesker, der har svært ved at identificere og beskrive deres følelser, opsøger ekstreme sportsgrene, da de giver muligheden for at opleve en let identificerbar følelse: Frygt - som nok er den mest rendyrkede følelse af alle.
Den forsatte jagt på følelsen af frygt - og overvindelsen af frygten - får dem til at tage større og større chancer, hvilket leder til en større risiko for uheld.
Et liv levet på siden af døden
Det er et nyt fund, da den almindelige forskningsteori har været, at mennesker normalt ikke udsætter sig selv gentagne gange for situationer, der vækker frygt. Men ekstremsportsmænd og kvinder bliver tiltrukket af fare, da det giver dem mulighed for at opleve den negative følelse af frygt, og så omdanne den til en utrolig berigende og positiv oplevelse - ofte i retrospekt.
Ekstremportsudøvere lærer noget om dem selv ved at tage risici og omfavne hele følelsesregistret. Det er selve konstruktionen af selvet, som udspilles i naturen med alle dens medfølgende farer.
De forventer sig mere af livet. En higen efter et liv levet på den reneste, enkleste og skarpeste facon. Et liv levet ved siden af døden. Lev fuldt ud eller dø. Så i den henseende kan eventyrere, som Dean Potter, lære os alle, hvordan man omfavner livet og ser frygten lige i øjenene.
Tim Woodman, Lew Hardy og Matthew Barlow hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
