Derfor skal studerende skære i døde

Stilhed præger dissektionslokalet, der ligger i kælderen under Panum-Bygningen midt i København, selv når det er fyldt af studerende, der arbejder med at skære i døde kroppe og skille dem ad.

Blotlægning af en sene, amputation af et ben, at åbne et kranium og nærstudere hjernen er alt sammen led i de medicinstuderendes uddannelse og foregår i tavshed eller under tyst mumlen akkompagneret af let skramlen fra tænger, knive og sakse i rustfrit stål.

Som kommende læger skal de medicinstuderende kende til finmekanikken i et menneske. Lærebøger er gode, men giver ikke fornemmelsen af at have en menneskekrop mellem fingrene.

»Forestil dig en mekaniker, der skal reparere en bil uden først at have rørt ved en. En mekaniker, der kun har fået lov at kigge i lærebøger,« som en ortopædkirurg på efteruddannelse i salen udtrykker det.

Dertil kommer, at mennesker ikke er serieproducerede enheder som biler, men byder på utallige variationer.

Dissektionssalen er et etisk laboratorium

Menneskelig mekanik er langtfra det eneste, de studerende lærer om i det flisebeklædte og rungende lokale. Indlæringen rækker langt ud over det pensum, der alene kræver, at eleven har styr på den menneskelige anatomi.

»Den dødes krop er ikke kun et stykke værktøj, den er på sin vis også den kommende læges første patient. Man kan øve sig på den, men selv om mennesket er et dødt, skal det stadig respekteres. Det er en svær og udfordrende situation, men kun den første af en lang række svære situationer, en læge kan komme i,« siger Maria Olejaz, der er adjunkt på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet

Hun forsvarede i december sin ph.d.-afhandling ’The Anatomy of Bioavailability’, hvor hun fokuserer på faget anatomi, herunder på, hvem der donorer sit døde legeme, hvorfor de gør det, og hvad der sker med de studerende, mens de har faget. Med andre ord: Anatomiens anatomi. Det kan du læse om i artiklen: 'Ligdonorer giver sig selv af taknemlighed'

Maria Olejaz kalder dissektionslokalet for ”et etisk laboratorium”.

»Det føles grænseoverskridende og måske ligefrem ulækkert at skære i et dødt menneske de første gange. Nogle har kvalme, nogen kaster måske op. Men som læge kommer du selv til at stå over for patienter, der bløder, er smurt ind i afføring eller opkast eller på anden måde er usoignerede. Også de har krav på din omsorg. Arbejdet er både dragende og uhyggeligt. I dissektionssalen lærer du at arbejde med modsatrettede følelser og din egen sårbarhed som læge,« siger Maria Olejaz.

Drikke kaffe og skære i lig

Mens den fysiske del af indlæringen foregår via konkrete øvelser, så ligger den etiske del ofte i det usagte.

»Den etiske indlæring sker blandt andet i de studerendes interaktion med den dødes krop. Det klør i deres egne hænder, når de dissekerer den dødes hænder. De forholder sig fysisk krop til krop. Hver del, du skærer fra, skal i en bestemt spand og må ikke blandes sammen med de andres dele. Selv om det er en død krop, skal de være omhyggelige med, hvordan de behandler kroppen,« siger Maria Olejaz.

Ingen ved, hvordan man reagerer normalt i en unormal situation.

»De studerende frygter både, at de ikke kan klare det, men også at være helt upåvirkede. Som en af dem sagde, så har man ikke lyst til at se sig selv som én, der står og tænker på, hvem man skal drikke kaffe med om eftermiddagen, mens man skærer i et lig om formiddagen,« siger Maria Olejaz.

Ligene har et liv efter døden

Det er altså ikke bare de studerende, der arbejder med de døde, men også de døde, der arbejder med de studerende.

»På den måde kan man sige, at du godt kan leve videre, selv om du er død. Donorerne har et ikke-åndeligt fysisk liv efter deres biologiske død. Et socialt liv, hvor de påvirker andre. Deres krop bliver en lærer for de studerende og har således et socialt liv efter døden, selv om de ikke har en bevidsthed. De agerer, selv om de er døde,« mener Maria Olejaz.

Hun mener, at dét, at den studerende skal spænde over, at den døde både er et redskab og et menneske, giver etisk indlæring i praksis. Mens den studerende skærer i den dødes krop, kan han eller hun få øje på neglelak eller en tatovering, der sætter tanker i gang om personligheden hos den døde.

»Donorerne er både døde kroppe og levende mennesker på én gang. De studerende skal opfylde donorens ønske, og i det ligger der en dobbelthed: De skal både se kroppen som et værktøj og skære vedkommende i stykker og samtidig også behandle vedkommende værdigt. På et eller andet plan foregår der en usagt dialog mellem den døde og den levende,« siger Maria Olejaz.

»Under en dissektionsøvelse så jeg en studerende, der tøvede med at skære i den døde krop. Så fjernede hun det klæde, der dækkede for den dødes ansigt, kiggede på det og dækkede det til igen, inden hun gik i gang. Da jeg spurgte hende hvorfor, svarede hun: 'Jeg bliver nødt til at se, hvem det er, jeg skærer i'. At dissekere er også en øvelse i hverken at være for sårbar eller for kynisk,« fortæller Maria Olejaz.

De studerende skal håndtere lig, som var de levende

Lektor i anatomi John Chemnitz fra Syddansk Universitet er enig i, at dissektionslokalet også er en læreplads i usagt etik. For selv om han og de andre instruktører giver klare, etiske retningslinjer om tavshedspligt og respektfuld håndtering af de døde, så lærer de studerende også ting, der ikke står i pensum.

»Det er blandet andet derfor, det er væsentligt, at de netop selv dissekerer. At de kommer til at både mærke og tænke over, hvad de har med at gøre. Et er, at de lærer, at mennesker ikke er ens; at det ikke er det samme som et foto,« siger John Chemnitz.

»De skal også lære at håndtere et lig, og man skal også tilgå det med den respekt og på den måde, man ville gøre det, hvis vedkommende var levende. Hele situationen er enormt uvant, og derfor er det også godt, at de studerende får det perspektiv med og ikke bare skal tænke over de fysiske øvelser,« mener John Chemnitz.

Dissektion er et optagelsesritual

Når en medicinstuderende skærer i et dødt menneske, gør han eller hun noget, der i stort set alle andre sammenhænge ville være en kriminel handling. Selve det at gøre noget rent fysisk, som ingen andre får lov til, er med til at gøre dissektionslektionerne til et optagelsesritual.

»Du lærer ikke bare om mennesket fysiske sammensætning, men også om følelser og værdier. Det, man lærer i dissektionslokalet, kan ikke læres kun ved hjælp af bøger. Det er praksisorienteret etik. Du er lægmand, når du går ind ad døren til dissektionssalen, men du er på vej til at blive læge, når du går ud igen,« siger Maria Olejaz.

John Chemnitz nikker også til den beskrivelse.

»Anatomi gør rigtigt meget for de studerendes virkelighedsopfattelse. Når de studerende efter biologi, cellelære og så videre får anatomi, ser vi tit, at de får den der: 'Nu er det virkelighed. Nu er det medicin, vi læser'-fornemmelse. Nu føler de for alvor, at de er ved at blive læger,« siger John Chemnitz.

Donorer, der ankommer til Københavns Universitet, placeres i kølebokse indtil inspektion. (Foto: Mikkel Andreas Beck)

Forberedelse af liget foregår over flere måneder. (Foto: Mikkel Andreas Beck)

Dissektionssalen i Panum-Bygningen på Københavns Universitet. (Foto: Mikkel Andreas Beck)

Øvelse i ortopædkirurgi i dissektionssalen på Københavns Universitet. (Foto: Mikkel Andreas Beck)

Tæt på en albue under øvelse i dissektionssalen på Københavns Universitet. (Foto: Mikkel Andreas Beck)

Øvelser på albue i dissektionssalen på Københavns Universitet. (Foto: Mikkel Andreas Beck)

Øvelser på albue i dissektionssalen i Panum-Bygningen. (Foto: Mikkel Andreas Beck)

Rensning af instrumenter. (Foto: Mikkel Andreas Beck)

De døde registreres og opbevares på køl før og mellem øvelser. (Foto: Mikkel Andreas Beck)

De studerende lærer at håndtere et lig og tilgå det med den respekt og på den måde, man ville gøre det, hvis vedkommende var levende. Efter endt brug udleveres donoren til pårørende, hvis det ønskes. Ellers kremeres donoren og sænkes i de ukendtes grav (Foto: Mikkel Andreas Beck)

1 / 10