Derfor er Fodbold Fitness svær at udbrede

I 2011 lancerede DBU Fodbold Fitness (FF).

Ganske kort, så er det et fodboldbaseret træningsinitiativ uden turneringsstruktur, der organiseres i omkring 250 fodboldklubber under sloganet 'sundt, sjovt og socialt'.

I artiklen Fodbold Fitness er den nye pige i klassen - men hvem er hun? har jeg belyst det nye initiativ, der søger at forny og udvikle foreningsfodbolden.

I denne artikel ser jeg nærmere på det implementeringsarbejde, der foregår mellem hhv. DBU, der har designet FF, DBU’s lokalunioner, der operationaliserer FF og sidst, men ikke mindst de lokale fodboldklubber, der realiserer FF.

Den følgende analyse vil nogle steder være forsimplet for at tydeliggøre en pointe, og mange perspektiver er udeladt.

For nuancer og implementeringsmæssig detaljeindsigt opfordrer jeg til at læse min ph.d.-afhandling og denne videnskabelige artikel.

Tre systemer er involveret i implementeringen af Fodbold Fitness

Ved første øjekast kunne man tænke, at to og ikke tre organisationer, som det i virkeligheden drejer sig om, er involveret i implementeringen af FF: DBU og klubberne.

Imidlertid fungerer DBU ikke som én organisation, eftersom forbundet forgrener sig i seks lokalunioner. Disse er alle en del af DBU, men fungerer som særskilte, juridiske enheder. Det vil altså være fejlagtigt at forstå DBU som én samlet enhed.

I det følgende vil jeg bruge begrebet ’system’, eftersom hhv. lokalunionerne og klubberne skæres over én kam.

Det vil sige, at tre systemer er involveret i implementeringen af FF (se også faktaboks):

1. et centralt system (DBU)
2. et regionalt system (lokalunionerne)
3. et lokalt system (klubberne)

Disse tre systemer er illustreret i figuren nedenfor, der, udover at skitsere den implementeringsmæssige hierarkiske opbygning, også viser, at DBU og klubberne ikke er i direkte kontakt.

Denne implementeringsstruktur kan defineres som sekventiel, hvilket betyder, at implementeringen skabes af en række på hinanden følgende beslutningstagere.

DBU giver input til lokalunionerne, der giver input til klubberne. Opstår der vanskelligheder et sted i denne kæde, kan det udfordre og i værste fald spolere implementeringsprocessen.

De tre systemer har forskellige interesser

Når flere end ét system er involveret i implementeringen, opstår dersåkaldt ’interorganisatorisk implementeringsadfærd’.

Hvert af de tre systemer arbejder i dette tilfælde forskelligt og har forskellige ’interesser’, der udfordrer implementeringsarbejdet alt afhængig af, hvilken ’samarbejdsform’ der eksisterer.

O’Toole & Montjoy opstiller tre former for samarbejde, der ikke er gensidigt udelukkende.

1. Den første form er ’autoritet’ hvor B samarbejder med A, som følge af pligt.
2. Den anden form er ’interesse’, hvor B samarbejder med A, fordi det gavner B’s sag.
3. Den tredje form er ’bytte’, hvor B samarbejder med A, eftersom B modtager noget, ud over det produkt som samarbejdet i sig selv kan føre til.

Hvis der eksisterer en stor portion interesse, en stærk autoritet eller en udbytterig byttehandel, kan disse former i sig selv drive implementeringsprocessen.

Er disse samarbejdsformer begrænsede eller ikke tilstede, kan man derimod ikke forvente en særlig stærk eller koordineret implementeringsindsats.

Det implementeringsmæssige samarbejde

Både det regionale og det lokale system fungerer med en stærk autonomi, hvilket medfører, at ’autoritet’ som styrende samarbejdsform er begrænset. Implementeringsprocessen kan ikke dikteres.

Det gælder i særlig grad i det lokale system, hvor en klub helt kan afvise at arbejde med FF, hvis denne ikke finder det interessant.

Dette skyldes den frivillighedslogik, der eksisterer. Det betyder samtidigt, at hvis det lokale system igangsætter en realisering af FF, er ’interesse’ som samarbejdsform tilstede (hvis ikke ’bytte’ som samarbejdsform er altdominerende!).

Denne interesse kan findes i mange former. Det kunne eksempelvis være et ønske om at tiltrække nye medlemmer eller positionere sig overfor kommunen, eftersom det økonomiske grundlag kommer 'udefra' (medlemmer/Folkeoplysningslov).

’Interesse’ må også tænkes at være til stede hos det centrale system, eftersom dette har designet FF.

Mangler ’autoritet’ og ’interesse’ i implementeringskæden af FF

FF retter sig mod en ny målgruppe, og det økonomiske grundlag (Udlodningslov), der kommer 'udefra', ligesom det er tilfældet for det lokale system, legitimeres med et eksplicit fokus på sundhed, der billiges i et statsligt perspektiv.

Derimod synes ’interesse’ at være begrænset hos det regionale system, hvis altoverskyggende opgave er at administrere turneringer - FF har ingen turneringsstruktur.

Derudover synes der ikke at være et udefrakommende pres på det økonomiske grundlag, der kommer 'indefra' (DBU/klub).

Der mangler altså både ’autoritet’ og ’interesse’ midt i implementeringskæden, hvilket stiller store krav til et ’bytte’, og dette synes ligeledes begrænset.

Det centrale system kompenserer økonomisk for det implementeringsarbejde, som det regionale system udfører, ved at yde tilskud til FF implementeringsarbejde og FF administration.

Implementeringsarbejdet forbliver udgiftsneutralt, men heller ikke mere end det.

Når det er sagt, synes byttehandlen bedre for det lokale system, der, såfremt de realiserer FF, modtager en FF-startpakke, der indeholder et økonomisk tilskud, FF-veste, FF-bannere og mulighed for at anlægge en ny speciel bane med en rabat på mange tusinde kroner.

Disse forhold fremstår som udbytterige fordele for en frivillig fodboldklub, og er altså en god byttehandel.

Maskineriet DBU mangler smøring

Organiseringen af foreningsfodbold mangler altså smøring i forhold til implementeringen af FF.

Med FF er der tale om et initiativ, der udfordrer en stærk og dominerende struktur, som eksisterer i foreningsfodbolden, hvor man træner i løbet af ugen og spiller kamp i weekenden.

Ved en arbejdsdeling i DBU er det op til den det regionale system at varetage denne struktur. Og her er der tale om et velsmurt maskineri.

Imidlertid bør man smøre maskinen til at blive bedre til at løse andre opgaver end ’turneringsfodbold’.

Smørelse kunne være at forbedre byttehandelen

Ovenstående analyse viser, at måden, hvorpå DBU er organiseret, sammenholdt med implementeringsstrategien, udfordrer den nødvendige ’interesse’ i det regionale system, hvilket som nævnt er problematisk, når implementeringskæden er sekventiel.

Det skal dog understreges, at antallet af klubber, der tilbyder FF, er stigende trods implementeringsmæssige vanskelligheder.

I det konkrete tilfælde (implementeringen af FF) kunne man med fordel ’smøre med’ at forbedre den byttehandel, der gælder for det regionale system.

Man kunne også se nærmere på organiseringen af foreningsfodbold og den arbejdsdeling, hvor det regionale systems altoverskyggende opgave er at administrere turneringsfodbold.

FF kan tiltrække nye medlemmer

Slutteligt, som indledningsvist, vil jeg gerne understrege, at nuancer mangler – eksempelvis vil det regionale systems økonomiske fundament forringes, såfremt klubber må dreje nøglen om som følge af manglende medlemmer.

I dette tilfælde kan FF tiltrække nye medlemmer til klubberne, der derved består, hvorfor der skabes en ’interesse’ i det regionale system.

Det er også tilfældet, at det regionale ser sig selv som interesseorganisation for de klubber, der befinder sig inden for den pågældende region.

Ytrer disse klubber, med en tilstrækkelig høj stemme, at de ønsker hjælp til at igangsætte FF, vil det qua positionen som interesseorganisation også skabe ’interesse’ i det regionale system.

Derudover kan man iagttage, at de regionale unioner (og DBU) netop nu kigger på deres egen rolle i forhold til at udvikle måden at organisere foreningsfodbold på i, både hvad angår breddefodbold og udvikling.