I begyndelsen af april 2013 kunne man læse på dr.dk, tv2.dk og flere af de store avisers hjemmesider, at vores pengesedler er fulde af bakterier.
Mastercard havde fået lavet en undersøgelse af, hvor mange bakterier der er på pengesedler fra en række forskellige lande, og de danske sedler kom ud som de næstværste, kun overgået af de kinesiske.
Resultaterne viste, at der på hver dansk pengeseddel i gennemsnit er 40.000 bakterier. Det kan lyde som et stort tal, men på hver kvadratcentimeter af vores hud er der i gennemsnit mere end en million bakterier.
Det var mærkeligt nok ikke nævnt i undersøgelsen fra Mastercard, og det egentlige formål med undersøgelsen var snarere at skræmme os til at bruge kort i stedet for kontanter fremfor at oplyse os om bakteriefloraen på vores pengesedler.
Den undersøgelse kan ikke gøre mig bange for at bruge kontanter. Jeg synes faktisk, at 40.000 bakterier per pengeseddel lyder som et lille tal, i betragtning af hvor mange bakterier der er på vores krop og i vores omgivelser.
At undersøgelsen blev refereret i medierne, uden at nogen tog stilling til, om 40.000 bakterier er mange, eller spurgte, hvad afsenderen egentlig ville med undersøgelsen, viser, hvordan bakterier opfattes som noget farligt, som vi for enhver pris skal undgå.
Det er både naivt og forkert, som det forhåbentlig vil fremgå af dette kapitel.
Bakterier på vores krop
For at forstå, hvad jeg mener med bakterier på vores krop, må vi vide, at vores krop kan betragtes som en vaniljekrans. I den ene ende har vi munden, og derfra er der forbindelse hele vejen gennem maven og tarmen til anus i den anden ende.
Både huden på ydersiden af vaniljekransen og tarmene på indersiden er fysiologisk set uden på kroppen.
Når jeg siger inde i kroppen, så svarer det til der, hvor der er kage i vaniljekransen og ikke i vaniljekransens hul, som svarer til halsen, maven og tarmene. Inde i kroppen har vi blodet og de indre organer, og derinde er der ikke bakterier, medmindre vi er syge.
Blod, lever, hjerte, nyrer og de andre indre organer er i et bakteriefrit miljø. Vores hud, slimhinderne og tarmvæggen danner en skarp grænse mellem det indre og det ydre af vores krop og holder bakterier væk fra blodet og de indre organer.
Hvis der går hul i barrieren, når vi slår os eller skærer os og får et sår, begynder vores blod straks at koagulere for at lukke hullet igen.
I kroppens indre har vi immunsystemet til at bekæmpe de bakterier, der slipper ind.
Sved er lugtfrit indtil bakterierne på huden laver kemiske forbindelser
Uden på vores krop er det en helt anden historie. Der er bakterier overalt uden på kroppen, på huden, i munden, i næse og svælg og rigtig mange i vores tarme. Disse bakterier er en helt naturlig del af vores liv, og vi kan hverken undgå eller undvære dem.
Bogen er udgivet af Fadl’s Forlag og kan købes her.
De hjælper os med at fordøje vores mad, de producerer vitaminer i vores tarm, de regulerer vores immunsystem, og de holder sygdomsfremkaldende bakterier væk. Det er også bakterierne, der skaber vores kropslugt, og det gælder både udvortes og indvortes.
Vores sved er i sig selv lugtfri, men bakterierne på vores hud laver de kemiske forbindelser, der lugter som rovdyr, armsved eller sure tæer. Og den vigtigste effekt af en almindelig deodorant er, at den hæmmer bakterievækst under armene, og derudover er der ofte tilsat parfume for at skjule den lugt, der alligevel måtte komme.
Man er blevet langt bedre til at analysere DNA
Indvortes er det bakterievækst i munden og i halsen, der kan give årsag til dårlig ånde, og i tarmen er det bakterier, der får vores prutter til at lugte som prutter. Inden for de seneste 10 år er der kommet meget mere viden om, hvad bakterierne på vores krop betyder for vores helbred og velbefindende.
Der er lavet store internationale undersøgelser af, hvilke bakterier der lever på vores krop, og hvad de betyder for vores sundhed. Det skyldes især, at man er blevet meget bedre til at analysere DNA.
En helt ny måde at analysere DNA på kaldes i fagsproget NGS, og det står for Next Generation Sequencing eller på dansk Næste Generations Sekventering.
Den metode medfører, at man kan sekventere rigtig meget DNA meget hurtigere og meget billigere, end man før har kunnet. Det har betydet, at man nu kan tage en lort og sekventere det DNA, der er i den, og på den måde finde ud af, hvilke bakterier og hvor mange af hver der er i lorten.
Den type analyser har man gennem de sidste 5-10 år brugt på lort, spyt, hud og alle mulige kropsvæsker. Det er et ret nyt forskningsfelt, som har givet os en meget stor viden om de bakterier, der vokser på vores krop, og man er også begyndt at undersøge, hvilke bakterier der er på forskellige dyrs kroppe.
Bakterier i vores tarm
Den amerikanske læge Justin D. Bennett havde i over 10 år lidt af den autoimmune sygdom ulcerøs colit (UC). En autoimmun sygdom er en sygdom, hvor immunsystemet angriber kroppens egne celler.
Type 1-sukkersyge, leddegigt og sklerose er eksempler på autoimmune sygdomme.
I tilfældet UC er det tarmen, immunsystemet angriber, og det giver anledning til en betændelse i tarmen med tilbagevendende tilfælde af blodig diarré, kvalme, feber og mavekramper.
Normalt behandler man UC med immundæmpende medicin, men den behandling er ikke 100 procent effektiv, men kun en symptombehandling, så man må tage medicinen resten af livet for at holde sygdommen i skak.
Derudover har behandlingen den bivirkning, at den svækker immunforsvaret, så man bliver mere modtagelig over for infektioner.
Immundæmpende medicin og fedtfattig diæt holdt sygdommen i skak
Bennett havde gennem flere år fået immundæmpende medicin, som sammen med en fedtfattig diæt holdt sygdommen nogenlunde i skak.
Så snart han nedsatte sin daglige dosis eller holdt pause fra medicinen, vendte diarré, feber og mavekramper dog tilbage efter én eller to dage.
Det var en utilfredsstillende situation, og Bennett ville gerne prøve noget andet. Han havde gennem de sidste par år forsket i, hvordan bakterierne i tarmen omsætter de stoffer, som udskilles fra galdeblæren.
Han mente, at hans sygdom havde med tarmbakterierne at gøre, og at han måske kunne slippe af med den, hvis han fik nogle tarmbakterier fra en rask person. Han besluttede derfor at prøve at få en ny tarmflora, eller det man i fagsproget kalder en fæcestransplantation.
Samarbejdet mellem krop og bakterier er hårfint
Han tog først en skrap antibiotiakur for at slå så mange af sine egne tarmbakterier ihjel som muligt, og derefter fik han sprøjtet en opløsning af lort fra en rask person op i sin tyktarm.
Efter en uge holdt han op med at tage sin medicin. Hverken diarré, feber eller mavekramper vendte tilbage, og for første gang i 11 år var han symptomfri uden at tage medicin. De nye tarmbakterier havde helbredt ham.
Historien om Bennetts sygdom og helbredelse viser, hvor hårfint samarbejdet mellem vores krop og vores bakterier er. Det, man i mange år har set som en ren autoimmun sygdom, skyldes måske i højere grad en ubalance mellem vores immunsystem og de bakterier, der bor i tarmen.
Crohns sygdom er en anden autoimmun sygdom i tarmen, der ligner Ulcerøs colit. Tilsammen bliver de kaldt kronisk betændelsessygdom i tarmen, på engelsk Inflammatory Bowel Disease eller IBD.
Der bliver forsket meget i, hvordan IBD hænger sammen med vores tarmflora, og om man kan bruge bakterier til at helbrede eller lindre det.
Det er naturligt at prutte mere, når man spiser grøntsager
Man regner med, at der bor hundrede tusind milliarder bakterier i vores tarm. Det er cirka 10 gange så mange, som der er menneskeceller i vores krop.
Hvis vi talte alle cellerne i kroppen, ville de altså være i mindretal i forhold til bakteriecellerne, og kun et enkelt cellelag på 20 mikrometers tykkelse skiller tarmens bakterier fra blodet og kroppens indre organer.
Der er rundt regnet 1.000 forskellige bakteriearter i vores tarm, og langt de fleste er på en måde hemmelige. Det er nemlig kun omkring en femtedel af dem, man overhovedet kan dyrke i laboratoriet. Resten kan man kun få øje på, når man kigger efter deres DNA, så de fleste af dem har kun været kendt i få år.
Desuden kan flertallet af vores tarmbakterier ikke tåle ilt og er det, man kalder strengt anaerobe: Ilt er giftigt for dem, og de vil dø, hvis de udsættes for det. Det er blevet sådan, fordi der ikke er ilt i vores tarme.
Luften i vores tarme er som regel metan, og det er bakterierne, der laver den, når de nedbryder de kulhydrater, vi ikke selv kan fordøje.
Det er det, vi kalder kostfibre, som der er meget af i grøntsager. Hvis man har en fornemmelse af, at man kommer til at prutte mere, når man spiser grøntsager, så har det altså en helt naturlig forklaring.
Artiklen her er et uddrag fra den ny bog ‘Der er flere bakterier i et gram lort, end der er mennesker i hele verden’, som kaster lys over forskellige emner, så som hvad en bakterie består af, hvordan bakterier benyttes i industrien og hvilken rolle bakterer spiller i et historisk perspektiv. Bogen er skrevet af ph.d. i biofysik Peder Worning, der forsker som bioinformatiker på Hvidovre Hospital.
