Danskerne kan vinde 7.000 sunde leveår årligt ved at skifte bøffen ud med fisk
Kilde: 
15 maj 2019

Der er en stor sundhedsgevinst at hente ved at skifte bøffen ud med fisk.

Det konkluderer et nyt ph.d.-studie ved DTU Fødevareinstituttet, skriver universitetet i en pressemeddelelse.  

Sofie Theresa Thomsen, der har stået bag ph.d.-studiet, har udviklet en måde at udregne de samlede helbredseffekter ved at udskifte én fødevare med en anden i kosten.

På baggrund af det har hun undersøgt helbredspåvirkningen ved at erstatte rødt og forarbejdet kød i kosten med fisk, så indtaget når op på de anbefalede 350 gram fisk ugentligt.

LÆS OGSÅ: Fisk gør ældre mere åndsfriske

»Beregningerne viser, at den danske befolkning som helhed kan vinde op mod 7.000 sunde leveår årligt, hvis alle voksne danskere spiser fisk i de anbefalede mængder og samtidig nedsætter kødindtaget,« forklarer Sofie Theresa Thomsen i pressemeddelelsen.

»Beregningerne dækker blandt andet over, at der årligt ville blive forebygget cirka 170 dødsfald fra koronære (det, der har med hjertets kransårer at gøre, red.) hjertesygdomme. Den sundhedsmæssige gevinst afhænger dog af typen af fisk, der fylder på tallerkenen, samt af personernes alder og køn,« tilføjer hun.

Den største sundhedsmæssige gevinst kommer af udelukkende at spise fede fisk som sild og makrel eller en blanding af fede og magre fisk som rødspætte og sej, mens gevinsten er mindre ved kun at spise magre fisk som tun.

Faktisk viser beregningerne et markant sundhedstab, hvis kostens fiskeindhold udelukkende kommer fra tun - ikke mindst blandt kvinder i den fødedygtige alder, da indtag af fisk med meget kviksølv kan skade ufødte børns hjerneudvikling.

LÆS OGSÅ: Fisk er sundere end fiskeolie

Derudover viser studiet, at andelen af danskere, der får for lidt D-vitamin, kan nedsættes markant, hvis de skifter det røde og forarbejdede kød ud med en blanding af fede og magre fisk.

Studiet peger også på, at man vil få størst sundhedsgevinst ved at spise 350 gram fisk ugentligt, hvoraf de 200 gram er fed fisk. Det gælder særligt mænd over 50 år samt kvinder i den fødedygtige alder.

»Den sundhedsmæssige gevinst for kvinder i den fødedygtige alder er særligt stor, fordi indtag af fisk med sunde fiskeolier ikke bare vil gavne kvinderne selv. Fiskenes sundhedsfremmende egenskaber vil også have en gavnlig effekt i deres ufødte børns udvikling, hvilket tæller i det samlede regnskab,« forklarer Sofie Theresa Thomsen i pressemeddelelsen.

For mændenes vedkommende mindskes risikoen for at udvikle hjerte-karsygdomme.

Ph.d.-studiet er udmundet i to videnskabelige artikler, der begge er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Food and Chemical Toxicology. Læs dem her og her.

LÆS OGSÅ: Fisk forebygger astma hos børn

LÆS OGSÅ: Fisk er godt for spædbørns udvikling

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.