Dansk forsøg: Børn taber sig trods fedme-gener
De tabte sig på samme måde som børn uden genetisk anlæg for fedme.
Børn fedmegen taber sig alligevel

15 kendte gener øger risikoen for at tage på, men heldigvis ikke for at tabe sig. (Foto: Shutterstock)

Det er ingen hemmelighed, at gener giver visse børn større risiko for at blive overvægtige end andre. Det har forskere vidst længe.

Men nu kommer der opmuntrende nyt. Selvom man har fedmegenerne, kan man godt tabe sig.

Danske forskere konkluderer i et nyt studie, at børn, der har gener, som øger risikoen for overvægt, kan tabe sig på lige fod med andre børn.

»Det er banebrydende, og det overrasker næsten mig selv,« siger Jens-Christian Holm, der er klinisk forskningslektor på Institut for Klinisk Medicin ved Københavns Universitet og overlæge på Holbæk Sygehus.

»Der hersker lidt en myte i befolkningen på det her område om, at hvis det skyldes noget genetisk, så er løbet nærmest kørt,« siger han.

Men der er ingen grund til at give op, viser studiet, hvor en stor gruppe overvægtige børn og unge tabte sig ligeså meget som andre børn efter at have gennemgået en række livsstilsændringer.

Studiet er netop udgivet i tidsskriftet Obesity.

Forskning søger løsninger

Mere og mere forskning går ud på at udvikle og teste tiltag, som skal løse samfundets problemer.

Interventionsforskning kaldes det.

Videnskab.dk sætter i en artikelrække fokus på den type forskning, der skal gavne velfærdssamfundet.

Følg med i temaet her.

Støtte fra TrygFonden har muliggjort temaet. TrygFonden har dog ikke indflydelse på, hvilken forskning vi skriver om, og hvordan artiklerne skrives. 

Læs mere om aftalen her.

15 udbredte fedme-gener påvirker ikke evnen til at tabe sig

Forskerne havde som mål i studiet at finde ud af, hvordan 15 kendte genvarianter, der i tidligere studier er forbundet med en øget risiko for overvægt hos børn, påvirker deres evne til at tabe sig.

Til formålet undersøgte forskerne en gruppe på 754 overvægtige eller svært overvægtige børn og unge med en gennemsnitsalder på 11,6 år.

Ud fra deres genetiske profil udregnede forskerne en såkaldt genetisk risiko for overvægt baseret på de 15 genvarianter. Alle børnene havde én eller flere af varianterne.

»De 15 genvarianter er fundet gennem adskillige studier i et stort internationalt konsortium kaldet EGG (Early Growth Genetics) over flere år. Baseret på de her varianter viser vores studie, at børnene med høj risiko stadig taber sig,« siger Theresia Schnurr, der er postdoc ved Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research, til Videnskab.dk.

»Du kan altså være uheldig at have mange af varianterne, men det ser ikke ud til at have indflydelse på, om du taber dig,« siger hun.

Professor: Fint studie, men ikke overraskende

Jens Meldgaard Bruun, der er professor på Institut for Klinisk Medicin - Diabetes og hormonsygdomme ved Aarhus Universitet og overlæge ved Regionshospitalet Randers roser studiet, men er ikke vildt overrasket over resultatet.

»Det er et fint studie lavet af dygtige folk og med gode data. De bekræfter, at der er en sammenhæng mellem genvarianter og risiko for overvægt, men at varianterne ikke påvirker et vægttab. Men det overrasker mig ikke som sådan,« siger Jens Meldgaard Bruun til Videnskab.dk.

Han påpeger, at der tidligere har været enkelte studier, som viste, at det kunne være problematisk at tabe sig, hvis man havde genvarianterne, men fortæller også, at det ikke har været en udbredt opfattelse indenfor litteraturen.

Han kunne godt tænke sig at se, om fremtidige studier viser, at børnene kan vedligeholde vægttabet.

»Det, der til gengæld er interessant, er, om børnene kan holde vægttabet. Når generne øger deres risiko for at blive overvægtige, så vil de givet stadig have denne risiko trods vægttabet,« siger han.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Forsker: Fedme er en sygdom, ikke en motivationssag

Jens-Christian Holm er til gengæld begejstret, fordi det nytter noget at gøre en indsats.

Behandlingsforløbet, som de har anvendt i studiet, er ifølge Jens-Christian Holm en ny tilgang til vægttab.

»Vi skal væk fra opfattelsen om, at det handler om motivation. Overvægt er en sygdom, der skal behandles, og ser man sådan på det, så er det os behandlere, der har ansvaret,« siger han.

Spørger vi ind til den mere præcise opskrift på vægttabet hos børnene, fortæller Jens-Christian Holm, at det handler om at komme rundt om hele barnets hverdag. 

»Vi tager udgangspunkt i barnets komplette hverdag og tager højde for alle faktorer, som kan udvikle eller forværre overvægt hos børn og unge. Det handler således ikke kun om kost og motion, men for eksempel også kræsenhed, forstyrret spisning, sukkerafhængighed og børneopdragelse.« siger han.

Tre ud af fire børn tabte sig

I studiet deltog 754 overvægtige eller svært overvægtige børn, som skulle tabe sig.

Over et forløb på 6-24 måneders varighed skulle de blandt andet ændre kostvaner, transportmiddel, fysisk aktivitet, stillesiddende adfærd, mængden af søvn, indtag af snacks og søde sager og sociale aktiviteter.

Behandlingen virkede på cirka 75 procent af børnene, der opnåede et signifikant vægttab, som i gennemsnit lå mellem 0,2-0,3 BMI - også kaldet kropsmasseindeks.

»Det er svært at sige, hvad der er skyld i, at behandlingen ikke var tilstrækkelig effektiv hos de sidste 25 procent. Det er ligesom med mange andre sygdomme, hvor der altid er en del tilbage, som behandlingen ikke har effekt på,« siger Jens-Christian Holm.

Han fastholder dog, at tidligere studier viser, at selv patienter, der ikke opnåede et signifikant vægttab gennem behandlingen, har haft andre gevinster.

»Nogle får højere muskelmasse eller mindre fedtprocent og den slags er forbedringer af helbredet, som i virkeligheden øger BMI,« siger han.

Én sjælden mutation ser stadig ud til at forhindre vægttab

En lille del af de 25 procent i studiet har dog muligvis haft problemer med at opnå et vægttab på grund af en sjælden genmutation kaldet MCR4.

»MCR4 findes dog kun hos en meget lille andel. Så det ser ud til, at meget sjældne varianter kan gøre et vægttab besværligt, men de mere almindelige varianter forhindrer ikke et vægttab,« siger Theresia Schnurr.

Ifølge Jens-Christian Holm er det dog kun mellem 2-6 procent af børn med svær overvægt, der har mutationen MCR4.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.