Alkohol misdanner fosterets hjerne
Alkohol ændrer et fosters hjerne, så det påvirker intelligensen, når det vokser op som barn, antyder en ny undersøgelse. Gravide burde helt undlade at røre alkohol, mener dansk forsker.

Alkohol ændrer fosterets gener, så det går ud over barnets intelligens, antyder en ny undersøgelse. Gravide bør helt droppe alkohol, lyder det fra dansk forsker.
(Foto: Shutterstock.com)

Alkohol ændrer fosterets gener, så det går ud over barnets intelligens, antyder en ny undersøgelse. Gravide bør helt droppe alkohol, lyder det fra dansk forsker. (Foto: Shutterstock.com)

Forskere har længe vidst, at kvinder, der indtager alkohol under graviditeten, i højere grad får børn, der er mentalt underviklede og født med fysiske misdannelser. Med en fællesbetegnelse kaldes det for medfødt alkoholsyndrom.

Det har dog indtil nu været uklart, hvilke biologiske mekanismer der ligger bag syndromet. Man har bare vidst, at alkohol var den drivende årsag. 

En ny undersøgelse, lavet på mus, viser, at alkohol ændrer musefosterets genudtryk i hjernen, så den ufødte unges forbindelser mellem hjernecellerne misdannes og får ungen til at udvise angstfuld adfærd og dårligere koordination af bevægelser.

Undersøgelsen er udgivet i det anerkendte videnskabelige tidsskrift The Journal of Neuroscience.

Angst og dårlige motoriske evner

Forskerne fra University of California gav i undersøgelsen mus vand med 25 procent alkohol under graviditeten og studerede bagefter effekten på de nyfødte museungers adfærd og gener. De sammenlignede resultatet med en anden gruppe mus, hvis mødre ikke havde fået alkohol.

Resultatet viste, at cellerne i musenes hjerneområde neocortex havde et andet genudtryk. Neocortex er et område i hjernen, der blandt andet er forbundet med intelligens, synssansen og motoriske færdigheder.

Fakta

Sundhedsstyrelsens 7 udmeldinger om alkohol:

- Intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred

- Er du gravid – undgå alkohol. Prøver du at blive gravid – undgå alkohol for en sikkerheds skyld

- Drik ikke alkohol for din sundheds skyld

- Du har en lav risiko for at blive syg på grund af alkohol ved et forbrug på 7 genstande om ugen for kvinder og 14 for mænd

- Du har en høj risiko for at blive syg på grund af alkohol hvis du drikker mere end 14/21 om ugen

- Stop før 5 genstande ved samme lejlighed

- Er du ældre – vær særlig forsigtig med alkohol

Kilde: Sundhedsstyrelsen.dk

Genudtrykket bestemmer, hvordan cellerne skal opføre sig og danne netværk i hjernen. Det er vigtigt for, hvordan hjernen fungerer og i sidste ende, hvor velfungerende både dyr og mennesker bliver.

Forskerne kunne samtidig bekræfte, at genforandringerne kunne spores i ungernes adfærd. Ungerne udviste blandt andet øget angstadfærd, manglede initiativ, og deres bevægelser var dårligere koordinerede, end gruppen af mus, hvis mødre ikke havde fået alkohol under graviditeten.

Undlad helt alkohol

De gravide mus drak i undersøgelsen høje doser alkohol, da forskerne ville sikre sig, at musene fik medfødt alkoholsyndrom. Men selv små doser af alkohol vil ændre generne i det ufødte barn, mener ledende forsker bag undersøgelsen, lektor Kelly Huffman fra University of California.

»Hvis du spørger mig, om tre glas vin under graviditeten gør, at barnet får medfødt alkoholsyndrom, så er svaret ’nej’. Men hvis du spørger mig om der vil være ændringer i barnets hjerne, så vil jeg sige ’sandsynligvis’,« siger Kelly Huffman i en pressemeddelelse på University of Californias hjemmeside.

»Det kan jeg bakke op om,« siger Philippe Grandjean, forskningsleder på Afdeling for Miljømedicin ved Syddansk Universitet. Han har ikke selv været med til at lave undersøgelsen, men har set lignende resultater fra egen forskning.

»Hjernen er ekstremt sårbar overfor giftstoffer, som alkohol, under fosterets udvikling, og der skal meget lidt til før det påvirker hjernen. Derfor bør gravide holde sig helt fra alkohol, hvis de vil være sikre på ikke at påvirke barnets udvikling i en negativ retning,« siger Philippe Grandjean og fortsætter.

Hjernen er ekstremt sårbar overfor giftstoffer, som alkohol, under fosterets udvikling, og der skal meget lidt til før det påvirker hjernen. Derfor bør gravide holde sig helt fra alkohol, hvis de vil være sikre på ikke at påvirke barnets udvikling i en negativ retning.

Philippe Grandjean

»Dette er selvfølgelig et højdosisstudie på mus, så de biomekaniske mekanismer skal helst bekræftes i mennesker og ved lavere doser, før vi kan konkludere noget endeligt. Men jeg ville forvente, at en lav dosis alkohol også vil have en effekt på fosterets udvikling,« siger Philippe Grandjean.

Dårligere hjerner rammer samfundet

Forskerne frygter altså, at alkoholen kan ramme børnenes hjernefunktion og dermed også børnenes IQ. Men hvorfor er det overhovedet et problem, at vores børn skulle få lidt lavere IQ?

Philippe Grandjeans egen forskning peger på, at hvis de næste generationer af børn får et lavere gennemsnit af IQ, så kan det have stor betydning for vores økonomi og velfærd.

»Hvis vi ikke tager det alvorligt, så vil børnene have svære ved at klare sig og løse de problemer, samfundet måtte stå overfor,« siger Philippe Grandjean og fortsætter.

»Hvis vi som samfund vil sørge for at give den næste generation de bedst mulige chancer for at udvikle den hjerne, de skal bruge resten af livet, så kan vi starte med at beskytte gravide mod giftstoffer. Derfor er gravides alkoholindtag også noget, vi skal tage alvorligt.«

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om den 'sure' skildpadde her.