Gode dufte er gode, uanset hvor i verden, du kommer fra.
Sådan lyder konklusionen fra et hold forskere, der i et nyt studie hævder, at vores duft-præferencer ikke afhænger af kulturelle forskelle.
Det skriver ScienceAlert.
Forskerne bag studiet bad forsøgsdeltagere fra 10 forskellige kulturelle grupper - lige fra indfødte jæger-samler-folk til moderne byboere - om at at rangere en række dufte, alt efter hvor behagelige de var.
Blandt de over 280 deltagere, der blandt andet kom fra moderne byområder som New York og landbrugssamfund i Ecuador, var det vanillin (et aromastof fra vaniljeplanten), der blev vurderet mest behagelig.
På andenpladsen var det ethylbutyrat (en frugtagtig duft som ofte bruges til at efterligne fersken), mens tredjepladsen gik til linalool, som har en blomsterduft.
Ifølge ScienceAlert har man tidligere ment, at rangeringen af dufte var bestemt af kulturelle traditioner, personlige præferencer og universelle præferencer.
Det viser sig, at kulturelle traditioner kun spiller en lille rolle. Forskerne fandt, at kultur kun forklarede omkring 6 procent af deltagernes rangering, 54 procent skyldes individuelle præferencer, og 40 procent var på grund af duftkemikaliets molekylære profil.
Så den variation, der nu engang var blandt forsøgsdeltagerne, skyldtes i høj grad personlige præferencer - ikke kulturelle.
De fælles præferencer for dufte kan skyldes et evolutionært formål, lyder det fra forskerne bag. Fremtidig forskning skal være med til at kigge på, hvad der sker i hjernen, når vi dufter til noget.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Current Biology.
rf

































