Stress gør kvinder grimme
Kilde: 
22 maj 2013

Stress trækker sine spor på kvinders ansigter og ifølge et nyt studie, bliver kvinder med højt niveau af stresshormoner vurderet som mindre attraktive af mænd. Det skriver Livescience.

Forskere fra Letland bad 52 kvinder om at få taget billeder af deres ansigter i perioden, hvor de havde ægløsning. Kvinderne fik taget blodprøver og fik også en en vaccination mod hepatitis B, fordi forskerne ville fremtvinge en reaktion fra deres immunsystem. Tidligere undersøgelser har nemlig vist, at kvinder foretrækker mænd med et stærkt immunsystem - de lettiske forskere ville se, om det samme gjaldt for mænd. 

Men da forskerne bad 18 mænd om at vurdere attraktiviteten af kvindernes ansigter på en skala fra 0 til 11, var det et helt andet resultat, de fik.

Kvindernes immunssystem så ikke ud til at spille en rolle, i stedet var det kvinderne med det laveste indhold af stresshormonet kortisol i blodet, som blev bedømt mest attraktive af mændene.

Stress kan undertrykke fertitiliteten, og derfor giver det god mening, at mænd foretrækker afslappede ansigter. Det samme gælder i øvrigt for kvinder, som ifølge tidligere undersøgelser også vurderer afslappede mænd som værende mest attraktive.

Vurdering af skønhed er både kulturel og individuel, men psykologer og biologer mener, at vi kan blive enige om enkelte ting. For eksempel foretrækker mænd yngre kvinder frem for ældre, mens hverken mænd eller kvinder ser ud til at foretrække folk, der ser syge ud. Formentlig er det et resultat af evolutionen, som driver os mod folk, der ser sunde og frugtbare ud, mener forskere.

LÆS OGSÅ på Videnskab.dk:

Derfor gør kærlighed dig uovervindelig

Frygt ikke pornos påvirkning af sex-livet

Vi behandler folk anderledes, hvis de har kærester

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.