Forsker: Light-sodavand giver større talje
18 marts 2015

KORT NYT FRA UDLANDET

Hvis du tror, at en light-sodavand er et sundere alternativ end en almindelig cola, kan du godt tro om igen.

Et studie foretaget over en periode på 10 år med 749 testpersoner i alderen 65 år og opefter viser, at de daglige forbrugere af light-sodavand udvidede deres taljemål med 8 centimeter over perioden, mens de, som havde skiftet light-produkterne ud med almindelig sodavand, kun udvidede taljemålet med 4,6 centimeter, skriver Sydneymorningherald.com.

Forskerne bag studiet er bekymrede for, at den ekstra mavefedt, light-produkterne medfører ved dagligt indtag, øger risikoen for at udvikle hjertesygdomme og diabetes.

»Data fra dette og andre studier viser, at fortale for light-sodavand og kunstige sødestoffer som sunde alternativer er falsk reklame. De er måske fri for kalorier, men ikke for konsekvenser,« sagde professor Helen Hazuda fra the University of Texas, som er hovedforfatteren bag studiet, på en stor konference afholdt af the American Diabetes Association.

En af grundene til at light-produkterne faktisk er dårligere for kroppen end almindelig sodavand, er ifølge forskerholdet, at vores kroppe responderer anderledes på de unaturlige sødestoffer. Manglen på kalorier giver nemlig ikke den samme mæthedsfornemmelse som almindeligt sukker.

»Din krop ved normalt, at en sød smag betyder, at du indtager energi i form af kalorier, som, hvis du ikke forbrænder dem, kommer til at sætte sig som fedt,« forklarer Helen Hazuda. Hun råder ældre mennesker til at holde sig til drikkevarer som usødet kaffe, the og juice med en minimal sukkerkoncentration.

Studiet er påbegyndt i 1992, og resultaterne er netop blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Journal of the American Geriatrics Society.

Læs også:

Skelsættende nyt om sødestoffer: Kan øge risiko for fedme

Er der noget sundt ved at drikke cola?

Stevia eller aspartam - hvad er sundest?

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

sbv
 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.