Børnevenlig forklaring: Hvad er induktion og generaliseringer?
Ny bog af Vincent Hendricks og Johan Olsen forsøger at besvare nogle af naturvidenskabens og filosofiens store spørgsmål.
Vincent Hendricks Johan Olsen Hovedbrud

Bogen Hovedbrud: Naturvidenskab og filosofi udkom 29. september 2020. Bogen omhandler 20 vidt forskellige emner og er skrevet til børn og alle nysgerrige over 12-årsalderen.

Bogen Hovedbrud: Naturvidenskab og filosofi udkom 29. september 2020. Bogen omhandler 20 vidt forskellige emner og er skrevet til børn og alle nysgerrige over 12-årsalderen.

Videnskab.dk bringer her anden del af et uddrag fra Vincent Hendricks og Johan Olsens nye bog 'Hovedbrud: naturvidenskab og filosofi':

Nu skal du bare høre her!

  • “Alle, der følger Kim Kardashian-West, er overfladiske.”
  • “Alle 2. g’ere er kriminelle.”
  • “Alle amerikanske politibetjente er voldsparate.”
  • “Alle gæster på Joe & The Juice er snobbede.”

… og sådan er det bare. Slut! Punktum! Basta!

De her sætninger starter med: “Alle”.

Hvis man undersøger den logiske form af disse sætninger, så viser det sig hurtigt, at de har den samme form: Alle F er G:
 

Generaliseringer er tit forkerte

Udsagn, der udtaler sig om, at alle ting med en bestemt egenskab, F, også har egenskaben G, kaldes for generaliseringer eller universelle domme og er i filosofi og logik blevet studeret meget indgående siden oldtiden.

Det bliver de stadig – ikke mindst fordi de volder en del problemer, når man skal afgøre, om universelle domme er sande.

Der er formentlig ingen, der har sat sig for at undersøge i detaljer, om det virkelig forholder sig sådan, at alle Kim Kardashian-Wests følgere er overfladiske, at alle 2. g’ere er kriminelle, at alle amerikanske politibetjente er klar til at bruge vold med det samme, og at alle, der gæster Joe & The Juice, er snobbede.

Faktisk er disse udsagn ikke blot generaliseringer, men også et udtryk for fordomme, der tit er forfejlede og falske.

Hovedbrud: Naturvidenskab og filosofi

Filosof Vincent Hendricks og biolog Johan Olsen, som også er kendt fra Magtens Korridorer, har samarbejdet om at skrive denne bog om naturvidenskabens principper og de filosofiske overvejelser, som ligger bag.

I bogen undersøger de nogle at de store spørgsmål, både de helt gamle - som tid, kærlighed, sandhed - og de helt aktuelle - som klimaforandringer.

Denne artikel er anden del af et uddrag fra bogen. Læs første del her: Børnevenlig forklaring: Hvad er uvidenhed og usikkerhed?

Ikke alle amerikanske betjente er voldelige

Det er for eksempel ikke svært at finde en amerikansk betjent, der ikke er voldsparat – det vil være modeksemplet til, at alle amerikanske politibetjente er klar på vold.

Se på optøjerne i forbindelse med, at den sorte amerikanske mand George Floyd i maj 2020 blev slået ihjel af en politibetjent, mens tre betjente så til.

I de efterfølgende #BlackLivesMatter-demonstrationer var der hele politistyrker, der gik med i fredelige demonstrationer for at vise sympati og støtte, og de var ikke voldsparate. 

Nogle amerikanske politibetjente kan meget vel være klar til med det samme at bruge vold, men det betyder ikke, at alle amerikanske politibetjente er det.

Jeg kender også flere andengenerationsindvandrere, der ikke er kriminelle – jeg er selv en af dem – og det gør du sikkert også, så “Alle 2. g’ere er kriminelle” er falsk.

Du har sikkert også fået en smoothie på Joe & The Juice, uden at du dermed er snobbet.

Slutteligt: At følge Kim Kardashian-West på Instagram betyder heller ikke automatisk, at du er overfladisk.

Fakta
Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Induktion: Vi kan først være sikre, når vi har undersøgt alting

Ethvert udsagn af formen “Alle F er G” vil være falsk, hvis du bare kan finde mindst én ting, der er F, men samtidig ikke er G – det kaldes et modeksempel.

Udsagnet “Alle svaner er hvide” er falsk, for der i Australien findes svaner, der er sorte.

Lige så let det kan være at gøre udsagn af typen “Alle F er G” falske ved blot at finde én ting, der er F, men ikke G, lige så svært kan det være at sikre, at de er sande.

Det hænger sammen med, at vi sjældent – eller for det meste aldrig – kan være helt sikre på, at vi har undersøgt hvert et F og opdaget, at det også er G.

Man kan ikke logisk gyldigt (se kapitel 1. Logik) umiddelbart bestemme følgende:

“Nogle F er G”

Derfor:

“Alle F er G”.

Hvis man kunne, ville der være tale om det, man kalder en gyldig induktiv slutning, og præcis fordi man ikke bare lige sådan kan gøre det, har man et induktionsproblem, som det hedder i filosofi og logik.

Fodboldspilleren Lionel Messi har snydt i skat

Et argument kan tjene som eksempel:

  1. Fodboldspilleren Lionel Messi har snydt i skat.
  2. Alle fodboldspillere vil være som Lionel Messi.
  3. Derfor: Alle fodboldspillere vil snyde i skat.

Gyldigt eller ugyldigt? Ugyldigt, for selvom den første præmis er sand (at Lionel Messi fra FC Barcelona er blevet taget i at snyde i skat), så er det ikke nødvendigvis sandt, at alle fodboldspillere vil være som Messi.

Nogle vil måske hellere være som Vivianne Miedema fra Arsenal, Pernille Harder fra Wolfsburg eller Marta fra Orlando Pride. Derfor kan det i sagens natur heller ikke følge logisk, at alle fodboldspillere har snydt i skat.

Selvom man så accepterer, at ikke alle fodboldspillere vil være som Messi, men som Cristiano Ronaldo fra Juventus eller Jennifer Hermoso fra FC Barcelona, så kan der stadig være nogle, der vil være som Messi, og så kan man igen forsøge sig med argumentet:

  1. Fodboldspilleren Lionel Messi har snydt i skat.
  2. Nogle fodboldspillere vil være som Lionel Messi.
  3. Derfor: Alle fodboldspillere vil snyde i skat

Den går imidlertid heller ikke igennem logisk set – blot fordi nogle fodboldspillere vil være som Messi, betyder det ikke, at alle vil det. 

Og dertil kommer så også, at blot fordi de vil være som Messi, betyder det atter ikke, at de behøver at følge ham i at snyde i skat.

Man kan godt ønske og gøre alt for at være så god, som Messi er rent professionelt på fodboldbanen, uden at det betyder, at man har skjult penge rent privat og dermed snydt i skat.

Drop fordommene om verden

Det falder os mennesker meget let at slutte induktivt – fra “Nogle F er G” til “Alle F er G”, men man skal være overordentlig forsigtig med det.

Ofte vil induktive slutninger ikke være gyldige, men udtryk for for eksempel fordomme eller ønsketænkning – men fordomme er fordomsfulde, og ønsketænkning er ønsker.

Drop fordomme om verden, hold fast i dine ønsker, og tænk logisk …

Bogen 'Hovedbrud: Naturvidenskab og filosofi' er udgivet af forlaget Gads børnebøger. Læs mere om bogen her.

Denne artikel er anden del af et uddrag fra bogen. Læs første del her: Børnevenlig forklaring: Hvad er uvidenhed og usikkerhed?

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om den 'sure' skildpadde her.