Dansk astmatiker kappes med legendarisk sherpa på Mount Everest

Umiddelbart lyder det som det rene vanvid. Den 36-årige Mogens Jensen fra Viborg, som lider af astma, vil bestige Mount Everest uden ilt. Han har forsøgt sig tre gange før uden held. Første gang i 2005 måtte han vende om 350 meter fra toppen på grund af forfrysninger. I 2006 blev han ramt af akut højdesyge i 8.000 meters højde. I 2007 nåede han toppen. Dog med brug af kunstig ilt.

Lige nu går astmatikeren Mogens Jensen i hælene på den legendariske Apa Sherpa i sit fjerde forsøg på at nå toppen af Mount Everest uden ilt. Apa Sherpa har besteget bjerget 18 gange før - flere end nogen anden. De fysiske forudsætninger hos de to er som nat og dag. Videnskab.dk vil følge hele opstigningen fra en videnskabelig vinkel.

Professor tror på Mogens

Mogens Jensen, som vi har kontakt til undervejs, er fast besluttet på, at denne gang skal han nå toppen uden ilt. Han tror på det, og det er han ikke ene om. Professor Bengt Saltin fra Københavns Universitet, der tidligere har lavet videnskabelige undersøgelser på bjerget, er også optimist på hans vegne.

Det skyldes, at han har usædvanlige fysiologiske fortrin. Herunder et helt usædvanligt stærkt hjerte og det faktum, at han som astmatiker faktisk har visse fordele, når det gælder bjergbestigning.

»Jo længere det lykkes ham at komme op ad bjerget, desto lettere får han ved at komme af med luften i lungerne, fordi luftmodstanden i den tynde luft bliver mindre. Det vil lette hans ellers besværede vejrtrækning. Men hvis projektet skal lykkes, kræver det, at han er i sin livs form,« siger Bengt Saltin.

Den hvide sherpa

Det er der noget, der tyder på. Mogens Jensen har netop været igennem et grundigt lægetjek, foretaget af ekspeditionens to læger i 5.380 meters højde. Han har ligesom de andre deltagere på ekspeditionen fået undersøgt sit hjerte med ekkokardiografi og fået målt sin puls og iltmætning.

Iltmætningen var 95 pct., og generelt glimrede Mogens Jensen ved at have de højeste målinger af alle - inklusive de sherpaer, der deltager i ekspeditionen.

»Jeg er nu døbt den hvide sherpa. Alle tal viser, at jeg er klar til at gå mod toppen. Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg er ganske aldeles tilfreds med denne udvikling,« fortæller Mogens Jensen i en mail til videnskab.dk, sendt fra hans satellittelefon i 6.400 meters højde.

Bengt Saltin tror nærmest ikke sine egne øjne, da han læser mailen.

»Et så højt tal som 95 pct. iltmætning er exceptionelt og knap til at tro. Afgørende bliver det dog, om det kan opretholdes ved muskelarbejde, og om ilttrykket i blodet kan holdes omkring de 30 mm kviksølv, når Mogens Jensen når til de kritiske højder,« siger Bengt Saltin.

Sherpaer har overmenneskelig styrke

Generelt mener Bengt Saltin, at hvis en dansker skal nå toppen af Mount Everest, skal han være udstyret med en indre sherpa. Sherpaer er et folkefærd, der holder til i det bjergrige Himalaya, og de er kendt for at hjælpe til, når almindeligt dødelige forsøger at bestige Mount Everest.

Man er ikke i tvivl om, hvad Mogens Jensen mener om sherpaerne.

»De største giganter i Himalayas bjerge er ikke verdens højeste bjerge, men sherpaerne. De er uden sammenligning fantastiske mennesker, som man ikke kan undgå at miste sit hjerte til. En sådan godhed, venlighed og hjælpsomhed, kombineret med en overmenneskelig styrke, finder man ingen andre steder på jorden,« siger Mogens Jensen.

På tur med verdensrekordholder

En af sherpaerne, der deltager og leder ekspeditionen, er ikke hvem som helst. Det er den legendariske Apa Sherpa, der hver gang, han sætter foden på bjerget, sætter en verdensrekord. Han har besteget Mount Everest 18 gange, og dette forsøg er hans 19.

Men det er ikke en merit, der har givet ham nykker. Mogens Jensen fortæller til det billede, som han har sendt til videnskab.dk, hvor han bærer Apa Sherpa på ryggen:

»Han er altid parat til at hjælpe, og det er nærmest ydmygende for os, at han insisterer på at servere ved måltiderne. Forestil dig at få din pastaret serveret i 6.400 meters højde af en levende legende. Det er meget surrealistisk,« skriver Mogens Jensen.

Store lunger og stærkt hjerte

Jo længere det lykkes ham at komme op ad bjerget, desto lettere får han ved at komme af med luften i lungerne, fordi luftmodstanden i den tynde luft bliver mindre. Det vil lette hans ellers besværede vejrtrækning. Men hvis projektet skal lykkes, kræver det, at han er i sin livs form

Professor Bengt Saltin

Hvad er det så, der gør en sherpa til menneskehedens svar på en bjergged. Der er mange forklaringer, men det, som Bengt Saltin først slår ned på, er sherpaernes lunger og hjerte.

»Apa Sherpa har ligesom alle andre sherpaer meget store lunger i forhold til hans krops størrelse. Det øger hans evne til at overføre ilt fra lunger til blod. Det giver ham en kæmpe fordel under bjergbestigningen, hvor luften bliver mere og mere sparsom på ilt, jo længere de bevæger sig op ad bjerget,« siger Bengt Saltin.

For sherpaernes hjerter gælder det, at de er udstyret med en meget stærk hjertemuskel. Det gør dem i stand til at opretholde evnen til at pumpe store mængder blod rundt i kroppen - selv under fysisk anstrengende forhold. Når det gælder hjertet, kunne det også tyde på, at Mogens Jensen er udstyret med en indre sherpa. Som Mogens Jensen selv udtrykker det.

»Min ekkokardiografi viste et supermandshjerte med forstørrelse af begge hjertekamre på op til 1.5 centimeter.«

Tab af hjerteslag og muskelmasse

En stor forskel på sherpaer og almindelige bjergbestigere er, hvad der sker med den maksimale puls, når man bevæger sig fra havoverfladen og op i bjergene. Bengt Saltin forklarer:

De største giganter i Himalayas bjerge er ikke verdens højeste bjerge, men sherpaerne. De er uden sammenligning fantastiske mennesker, som man ikke kan undgå at miste sit hjerte til. En sådan godhed, venlighed og hjælpsomhed, kombineret med en overmenneskelig styrke, finder man ingen andre steder på jorden

Mogens Jensen

»Jeg kan forestille mig, at Mogens Jensens maksimale puls er ca. 190 slag i minuttet ved havoverfladen. Men når han kommer højt op i bjergene, vil den formentlig falde til mellem 155 og 160 slag i minuttet. Han taber altså ca. 35 slag. Til sammenligning vil Apa Sherpa nok have en maksimal puls på 170 slag i minuttet ved havoverfladen, men han vil modsat Mogens Jensen bevare den samme maksimale puls hele vejen op ad bjerget. Han vil ikke miste et eneste slag.«

Denne kendsgerning betyder, at Apa Sherpa kan opretholde en effektiv iltning af blodet hele vejen op på toppen af Mount Everest. På den måde vil Apa Sherpas muskler hele tiden være forsynet med den mængde ilt, som musklerne kræver for at virke optimalt. Og det ses på vægten. For mens sherpaer sjældent taber et eneste gram fedt på vejen op ad bjerget, så mister almindelige bjergbestigere ca. 20 pct. af deres vægt, hvor størstedelen er muskelmasse. Det vil sige, at Mogens Jensens vægt vil falde fra 74 kg til ca. 60, mens Apa Sherpa vil bevare sin udgangsvægt på 53 kg. Vi får se, om det holder stik.

Livsvigtigt højtryk

Bengt Saltin har nogle meget enkle råd til Mogens Jensen i hans kamp om at nå toppen. Råd som han er ganske overbevist om, at Mogens Jensen godt kender i forvejen.

»Husk godt med vand og kulhydrater. Hav tålmodighed og vent på et højtryk, før den egentlige opstigning - finalen,« råder Bengt Saltin.

Et højtryk er vigtigt, for så stiger ilttrykket også marginalt i deltagernes lunger, og det øger chancen for, at kroppen bliver iltet tilstrækkeligt. Pludselige vejrskift med lavtryk til følge kan omvendt gøre opstigninger til en meget risikabel affære.

High Spirits

Lige nu er Mogens Jensen og hans gruppe på vej ned af bjerget igen for at samle kræfter i tre til fire dage i 4.200 meters højde for derefter at returnere til basecamp. Forsøget på at nå toppen vil starte mellem d. 10 til 14. maj. På gensyn til næste artikel og lad os slutte med den salut, som Mogens Jensen altid slutter af med, når man kommunikerer med ham på bjerget:

High Spirits.