»Du ka' få kvinder og kager og jordbær for sjov. Men der er intet så skønt som en vuffeli-vov,« sang Shu-Bi-Dua tilbage i 1977.
Og selvom hunde som bekendt er menneskets bedste ven, kan størrelsen på de firbenede væsener have stor betydning for deres biologiske aldring og levealder, skriver Live Science på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Science.
Det er eksempelvis velkendt, at de store racer såsom granddanois og mastiff sjældent lever længere end et årti, mens små chihuahuaer ofte bliver flere år ældre. Men hvordan kan det egentlig være?
I studiet har forskere analyseret såkaldte epigenetiske markører, der sidder på DNA’et og hjælper med at kontrollere de enkelte geners aktivitet.
Disse markørers placering på DNA’et ændrer sig på en forudsigelig måde, i takt med at dyret bliver ældre.
Ved at se på markørernes placering i DNA’et kunne forskerne derfor bygge epigenetiske ure, der sporer hundenes biologiske alder, fortæller studiets medforfatter Blaise Mariner til Live Science.
Forskerne tog blodprøver fra i alt 894 hunde og kunne med deres analyser afsløre, hvordan hundenes immunceller ældes.
Immunceller beskytter mod eksempelvis virus og bakterier, og fordi de patruljerer i hele kroppen, er de et godt udgangspunkt for at måle kroppens generelle aldring, fortæller en anden af studiets forfattere, Noah Snyder-Mackler, til Live Science.
Her opdagede forskerne, at ændringer i de epigenetiske markører fulgte den biologiske aldring tæt, da hunde med ældre epigenetiske aldre end forventet havde en højere risiko for at dø i den periode, forskerne fulgte hundenes liv.
Da forskerne sammenlignede hunde af forskellige størrelser, fandt de også forskelle i deres biologiske aldring.
»Ud fra vores biomarkør, det epigenetiske ur, ældes store hunde lidt hurtigere per leveår end små hunde,« fortæller Noah Snyder-Mackler til Live Science.
En mulig årsag til, at store hunde ældes hurtigere end små, kan ifølge Noah Snyder-Mackler være, at mennesker har avlet store hunde netop på grund af deres størrelse. Og den store kropsstørrelse kan derfor have haft en pris.
»Deres kroppe er nødt til at foretage denne afvejning mellem virkelig hurtig vækst og vedligeholdelse sat over for en investering i immunsystemet og organismens integritet,« uddyber han.
Han understreger dog, at det på nuværende tidspunkt blot er en hypotese, da det nye studie ikke direkte undersøger, hvorfor store hundes epigenetiske aldring er blevet sådan.
Hvis du vil vide, hvor længe hunde af alle mulige størrelser kan forventes at leve, kan du med fordel hoppe videre over i artiklen 'Se listen: Så længe lever forskellige hunderacer normalt'.



































