Planet 9 spøger igen.
Astronomer har i årtier set små tegn på, at der måske lurer noget stort i Solsystemets yderste egne, der med sit tyngdefelt trækker mindre asteroider mod sig – uden nogensinde at finde direkte bevis.
Men ved at gennemsøge gamle astronomiske data har forskere måske fundet den hidtil bedste kandidat, skriver ZME Science.
Selvom det lyder utroligt, når vi kan se exoplaneter mange tusinde lysår væk, er Planet 9 – hvis den findes – flere hundrede gange længere fra Solen end Jorden er og modtager i så fald meget lidt lys.
Samtidig er Solsystemet er stort, at vi ikke ved, hvor vi skal kigge hen.
Derfor har forskerne bag studiet, som er udgivet i tidsskriftet Publications of the Astronomical Society of Australia, kigget gennem årtiers infrarøde kortlægninger af nattehimlen og krydstjekket dem for at se, om de kunne finde ledetråde.
Selvom en planet ikke afgiver meget lys, kan den nemlig afgive varme, som de infrarøde teleskoper kan opfange. I dette tilfælde har de kigget på data fra rumteleskoperne IRAS og AKARI.
Ved at sammenligne kortlægninger fra henholdsvis 1983 og 2006–2007 fandt forskerne 13 mulige kandidater, men efter nærmere kontrol var kun ét objekt tilbage, der passede med forventningerne.
Det næsten usynlige objekt har over de 23 år har bevæget sig henover himlen på en måde, som stemmer overens med Planet 9’s formodede kredsløb.
Forskerne selv påpeger, at de ikke er sikre på noget endnu, og at det vil kræve yderligere verificering – men måske ved vi nu, hvorhen vi skal rette teleskoperne.


































