Joy Milne er en skotsk sygeplejerske, og hun har gennem hele sit arbejdsliv lagt mærke til, at sygdom ændrer, hvordan mennesker omkring hende lugter.
Men det var hendes egen mand, Les Milne, der for alvor afslørede, hvor følsom hendes næse er.
For en dag synes hun, at han begyndte at lugte anderledes, end han plejede.
Hans lugt blev mere gæret og ubehagelig, og uanset hvor meget han vaskede sig, så forsvandt lugten ikke.
12 år senere fik han konstateret Parkinsons sygdom.
Men det var først da ægteparret deltog i en støttegruppe for mennesker med sygdommen, at det gik op for Joy Milne, hvad hun havde lugtet:
Den samme særlige lugt ramte hende, da hun trådte ind i lokalet.
Sygdomme kan have deres egen lugt, bekræfter Therese Ovesen, professor ved Aarhus Universitet og overlæge på Regionshospitalet Gødstrup, i ugens hjernepodcast:
Joy Milne har arvelig hyperosmi.
Det er en usædvanligt følsom lugtesans, hvor der skal meget få lugtmolekyler til, før hun registrerer en duft.
Evnen ser ud til at løbe i familien, for både hendes mor og bedstemor havde ifølge Joy Milne det, familien kaldte »the nose«.
Ugens hjernepodcast går helt tæt på lugtesansen og Joy Milnes historie. Hør om, hvorfor dufte passerer, uden din hjerne reagerer, mens andre lugte udløser minder på et splitsekund. Din næse er vild - uden du altid selv lægger mærke til det.
Da forskere ville teste hendes lugtesans, gav de hende 12 t-shirts at lugte til.
Seks af dem havde været båret af mennesker med Parkinson og seks af dem båret af mennesker uden sygdommen.
Joy Milne udpegede syv som syge.
Forskerne mente dermed, at hun havde taget fejl én gang. Men seks måneder senere fik også den syvende person diagnosen Parkinsons.
Det satte gang i jagten på, hvad den pensionerede sygeplejerske egentlig kan lugte.
Forskere ved University of Manchester har undersøgt hudens talg og fundet en særlig kemisk signatur hos mennesker med Parkinson sammenlignet med raske.

Joy Milnes næse er dermed blevet udgangspunkt for et helt forskningsspor.
I dag er hun selv forskningsmedarbejder og lektor i analytisk olfaktion ved University of Manchester, hvor hun arbejder med forskning i lugt og udvikling af diagnostiske værktøjer.
Hendes usædvanlige næse har dermed ført til forskning, der rækker langt ud over hendes egen historie.
Den viser også, hvor meget kemisk information vores lugtesans kan opfange – og hvor forskelligt mennesker kan lugte den samme verden.
\ Brainstorm - Videnskab.dk’s hjerneredaktion

Kan du ikke få nok af spændende historier om hjernen?
Så lyt til Brainstorm - Videnskab.dk's podcast om menneskets mest fascinerende organ, hvor værterne hver uge udforsker hjerneforskningens og psykologiens verden.
Du kan også abonnere gratis på podcasten ved at søge efter Brainstorm, der hvor du hører podcasts.
Brainstorm udkommer også med artikler, som serverer hjerneviden på en let og spiselig måde.
Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.


































