Skør robot skal kommunikere med danske dyr

Du skal ikke blive forskrækket, hvis du i de kommende uger går en tur i København og pludselig støder ind i en robot, der sludrer med en skade. Der er bare tale om et meget utraditionelt kunst- og forskningsprojekt.

Frem til februar gæster den amerikanske robotbygger og kunstner Ian Ingram Københavns Universitet, og sammen med robotforskere og biologer skal han skabe en robot, som kan kommunikere med et endnu ikke udvalgt dyr i den københavnske natur.

»Jeg har endnu ikke besluttet mig til, hvilket specifikt dyr robotten skal kunne kommunikere med. Men det kunne godt blive en skade, for dem møder jeg hele tiden her i København.«

»Det kunne nu også være fedt at lave en robot, der kan kommunikere med et vanddyr – for eksempel en vandmand, hvis det er muligt,« siger Ian Ingram.

Kommunikerer med firben gennem armbøjninger

Normalt tænker vi på en robot som en maskine, der skal kunne fungere sammen med mennesker. Men den amerikanske kunstner har mange års erfaring med at lave robotter, som kan kommunikere med dyr. Blandt andet egern, myrer og firben.

Ian Ingram forsøger at skabe robotter, der fungerer på dyrs præmisser.

»Jeg har lige lavet en robot, som interagerer med nogle firben, som er meget almindelige, der hvor jeg bor i Californien. Firbenene hævder deres territorier ved at løfte sig op og ned – altså lave noget, der ligner armbøjninger.«

»Robotten ligner ikke et firben i sin form. Men den kan udføre bevægelser, som repræsenterer essensen af firbens gestusser.«

»Robotten har kameraer, der aflæser gestussen, der foregår foran den. Hvis der kommer et firben og laver ‘armbøjninger’, så vil robotten svare med ‘armbøjninger’. Og så er der en interaktion. En, som mennesker kan iagttage, men ikke med sikkerhed forstå,« fortæller Ian Ingram.

Robotten var lidt for god til armbøjninger

Forinden havde han sat sig grundigt ind i kommunikationsmønstrene hos de californiske firben.

Han konsulterede biologer og fandt ud af, at armbøjningsdyster om territorier blev vundet af det firben, som kunne holde sig selv højest oppe i længst tid.

Det skulle dog vise sig, at robotten var lidt for god til at hævde sit territorium. Ian Ingram havde igennem et helt år gjort sin gårdhave attraktiv for firben, så hans robot havde nogen at kommunikere med.

Men et døgn efter den blev sat ud, var alle firbenene smuttet.

»Det kan selvfølgelig også være, at firbenene bare syntes, at robotten var så mærkelig, at de ikke gad være i nærheden af den,« siger Ian Ingram.

Biolog: Kommunikation med dyr er imponerende

Janne Winther Kristensen forsker i dyreadfærd ved Aarhus Universitet og har ikke haft noget med Ian Ingrams robotter at gøre.

Hun er ret imponeret over, at det umiddelbart er lykkedes at skabe kommunikation mellem dyr og robotter.

»Hvis firbenene virkelig reagerer på signalerne fra robotten, så er det imponerende. Men skal vi kunne bruge det i en videnskabelig sammenhæng, skal uvildige personer stille robotten op andre steder og efterprøve den i andre situationer. Det kunne i øvrigt være sjovt,« siger Janne Winther Kristensen.

Robotterne udnytter ‘nøglestimuli’

Janne Winther Kristensen fortæller, at Ian Ingrams robotter lader til at kommunikere via noget, biologer kalder ‘nøglestimuli’. Det er bestemte påvirkninger, som skaber en bestemt adfærd hos et bestemt dyr.

For eksempel er et nøglestimuli hos fuglen rødkælk, at hannerne angriber det røde bryst på hinanden.

Det nøglestimuli er så stærkt, at rødkælkehanner også kan finde på at angribe en bunke røde fjer.

Det samme gør sig gældende blandt hundestejle-fisk. De går også til angreb på hinandens røde buge – og også de kan blive trigget af noget, der bare ligner en hundestejle-bug.

Stimuli skal komme fra det naturlige miljø

Janne Winther Kristensen kan sagtens følge logikken bag Ian Ingrams robotter.

»Det giver fint mening. Jeg tror, det kan lade sig gøre at lave robotter, som får dyr til at reagere på bestemte stimuli. Det skal bare være stimuli, der efterligner noget, som de normalt ville reagere på i deres natulige miljø,« siger Janne Winther Kristensen.

Hun forsker mest i adfærden hos større pattedyr – især heste. Og hun er ikke tvivl om, at man kan bygge en robot, der kan få heste til at reagere.

»Heste reagerer på bevægelser, hvis de tror, de stammer fra et rovdyr. Går et menneske ud på en hestefold, reagerer dyrene ikke. Men går mennesket på alle fire, tror de, det er til fare, og så løber de væk. Jeg kan sagtens forestille mig, at man kan bygge en robot, der efterligner den slags bevægeler,« siger Janne Winther Kristensen.

Vil give robotterne en positiv evolutionshistorie

Man kan undre sig over, at nogen gider bruge tid på at lave robotter til dyr. Men Ian Ingram har sine grunde.

Han nævner to årsager til, at han laver de noget utraditionelle robotter.

1. Han vil gerne lave noget, som er ‘artsneutralt’, som han kalder det. Han mener, at vi mennesker har tendens til at beskæftige os med dyr på menneskelige præmisser. Når TV for eksempel laver programmer om dyr, får de navne, og fortællerstemmen tillægger dyrene menneskelige motiver. Men det er noget, vi presser ned over kræene. Ian Ingrams dyrerobotter forsøger i stedet at fungere på dyrenes præmisser. Maskinerne skaber en kommunikation med dyrene, som mennesker – og måske også dyrene – ikke helt kan forstå. Men samtidig kan mennesker alligevel godt blive fascineret af at se det aparte optrin, når et egern ‘snakker’ med en egern-robot.
   
2. Han vil lave robotter, der kan noget positivt. I øjeblikket bliver der brugt millioner og atter millioner af dollars på at forske i krigsrobotter. Men det kan vise sig at være en stor fejl, frygter Ian Ingram. Han er overbevist om, at robotterne på et tidspunkt vil blive så avancerede, at de får en form for bevidsthed. Så vil de – som de eneste væsner nogensinde – kunne overskue hele deres skabelseshistorie. De vil vide, at mange af deres ‘forfædre’ blev udviklet til aggressive formål – og det kan måske skabe en kollektiv historie blandt robotterne om, at de af natur er aggressive væsner. Derfor er det vigtigt også at lave robotter, der kan bruges til noget positivt. Ian Ingram mener, at robotter, der kommunikerer med dyr, er positive på linje med kirurg-robotter og robotter, der hjælper til i landbruget.

»En del af mit mål er at skabe en gladere fortid for robotterne. Det vil være så fantastisk, hvis den første virkelig intelligente robot var rundet af kunst og skønhed frem for krig og destruktion.«

»Mine robotter skal bruges til at skabe skønhed og venskaber – altså de pænere ting, menneskeheden har at tilbyde. Så kan robotterne engang i fremtiden se tilbage og sige: Vi var ikke bare krigsmaskiner,« siger Ian Ingram.

Vi har brug for et alternativt syn på robotter

Nogen vil måske mene, at Ian Ingram tænker lige lovligt meget ud af boksen, og at hele hans robotprojekt er en kende syret.

Men den alternative tilgang til at skabe robotter er netop årsagen til, at han gæster Københavns Universitet.

Det fortæller Gunhild Borggreen, som er lektor i Visuel Kultur og medstifter af forsker-netværker ROCA – Robot Culture and Aesthetics.

»Vi i netværket mener, at kunstnere som Ian Ingram kan komme med vigtige, alternative tilgange til robotter. Han kan komme med anderledes idéer til, hvad robotter skal kunne, og hvordan de skal se ud,« siger Gunhild Borggreen.

Mangler fokus på de kulturelle dele af robotter

For ROCA handler det nemlig om at undersøge, hvordan kunsten og kulturen kan bidrage til udviklingen af robotter.

»Kunst og kultur er noget, ingeniører og udviklere ikke tænker specielt meget over. Deres spidskompetencer er at gøre robotterne effektive og økonomisk rentable.«

»Men vi synes, der mangler et fokus på de kulturelle dele af robotter. Skaber vi ikke det fokus, går vi glip af potentielt vigtige nye idéer. Og vi kommer bare til at overføre de stereotyper, som findes i samfundet, direkte til robotterne. Vi kommer til at handle ud fra fordomme, når vi skaber robotter,« siger Gunhild Borggreen.

Når ingeniører for eksempel bygger en robot til husligt arbejde, ligner den typisk en kvinde og har også kvindestemme. Det bekræfter stereotypen om, at hjemmet er kvindens domæne. Krigsrobotter og politirobotter ser derimod mere maskuline ud.

Industrien bør tage kunstnere med på råd

Ian Ingrams dyrerobotter er et eksempel på, at kunstnere kan tænke robotter på andre måder end alle andre.

Det forhold kan inspirere robotindustrien, vurderer Gunhild Borggreen.

»Vi vil meget gerne samarbejde med robotindustrien, så det i fremtiden bliver helt naturligt at have en kunstner med på råd, når der skal udvikles nye robotter,« siger Gunhild Borggreen.