Annonceinfo

Hvordan får stjernerne deres navne?

Spørg VidenskabenBetelgeuze eller SAO 113271… En læser vil gerne vide, hvordan nattehimlens stjerner får deres underlige navne.

Emner:
En illustration af stjernebilledet Perseus fra det stjernekatalog, der blev publiceret af den tyske astronom Johannes Hevelius i 1690.

Hej, hvad hedder du?

Dengang du blev født, gav dine forældre dig et efternavn, der viser hvilken familie, du tilhører. Samtidigt fik du tildelt et personnummer, som myndighederne kan bruge til at identificere dig med. På samme måde navngiver astronomerne det, som de har allermest kært, nemlig de tusindvis af stjerner, der pryder nattehimlen. 

Det får nu en læser til at spørge ind til, om der er nogen højere mening med den måde, hvorpå stjernerne får tildelt deres navne.

»Jeg ved, at der er stjerner, der hedder Betelgeuze, Vega og Deneb, men jeg har også hørt om stjerner, der hedder en uforståelig kombination af bogstaver og tal. Er der overhovedet nogen systematik i den måde, stjerner bliver navngivet på?« spørger 15-årige Martin Matthiesen i en mail til Spørg Videnskaben.

De første stjernebilleder er over 5.000 år gamle

Spørg Videnskaben teleporterer spørgsmålet gennem stjerneoplyst nat og ind i hovedet på astrofysiker Lars Petersen, der er leder af Orion-planetariet i Jels. Han er netop ansat til at guide folk og fæ rundt på stjernehimlen.

Fakta

Et stjernekatalog er en systematisk ordnet liste med oplysninger om stjerner.

Moderne stjernekataloger indeholder som et minimum et nummer for hver af katalogstjernerne, deres position i et himmelkoordinatsystem samt stjernernes lysstyrke (størrelsesklasse). Desuden angiver katalogerne for det meste også stjernernes såkaldte spektralklasse, egenbevægelse og afstand.

Kilde: Den Store Danske

»Der er mange måder at navngive stjerner på, og stjernerne lever derfor i høj grad op til mottoet om, at kært barn har mange navne. Et stjernenavn giver derfor kun mening, hvis man ved, hvilken navngivningsmetode, der ligger bag,« fortæller Lars Petersen.

Navngivningen af stjernerne er noget, mennesket har forsøgt sig med i årtusinder.

Det første folkeslag, som man med sikkerhed ved forsøgte at holde styr på stjernerne, var sumerne, som havde deres storhedstid 3200 f. Kr. og som var en civilisation, der holdt til i det sydlige Mesopotamien, nu Irak, der er kendt som Civilisationens vugge.

Sumerne navigerede rundt på stjernehimlen ved hjælp af stjernebilleder, som de selv opfandt, og som var nogle helt andre, end dem, man siden har fået smag for.

Araberne fortsatte, hvor grækerne slap

De klassiske stjernebilleder som Orion, Svanen og Krebsen kender vi i deres nuværende form fra den berømte græske astronom Ptolemaios 150 e.Kr. Han navngav omhyggeligt stjernebillederne og deres stjerner i et stjernekatalog, som også rummede navne og placeringer på mange ’løsgængere’.

Dette sumerske stjernekort, kaldet Planisphere, er ingraveret på en lertavle og illustrerer dele af nattehimlen over Messopotamien. Planisphere blev fundet i biblioteket Ashurbanipal i Nineveh fra 650 f. Kr. Computeranalyser har matchet den med den mesopotamiske stjernehimmel 3300 f.Kr.

Da Middelalderen lagde sig som en mørk dyne hen over Europa, blev den græske astronomi kvalt, og araberne så sit snit til at markere sig på feltet ved bl.a. at navngive nattehimlens mest markante stjerner. Én af stjernerne agerede hale i stjernebilledet Løven og blev derfor kaldt Denebular, hvilket netop betyder ’løvens hale’ på arabisk.

Araberne løb med tiden tør for gode, veloplagte navne. De navne, som for pionererne gav fin mening, blev efter nogle generationer sort snak, og man havde ikke længere noget klart billede af, hvad de forskellige navne egentlig betød.

Det førte til nogle groteske kopier af stjernekort, hvor tegneren øjensynligt har misforstået, hvad der var stjernenavne og hvad der var mere tekniske betegnelser og forklaringer. Således kom flere stjerner til at hedde noget, der er lige så bizart, som hvis vi kaldte en gade for ’lysregulering’ eller 'vejkryds' frem for navne som f.eks. Helenevej eller Dyssegårdsvej.

Stjerner blev navngivet efter lysstyrke

I slutningen af 1500-tallet fik den tyske astronom Johann Bayer et føl på tværs over kaosset med stjernernes navne og besluttede sig for at gøre noget ved det. Bayer introducerede en noget mere striks måde, hvorpå man kunne holde styr på stjernerne i et stjernebillede, ved at navngive dem efter deres lysstyrke.

Den stjerne, der lyste kraftigst i et stjernebillede kaldte han 'alpha', mens den, der lyste næstmest blev kaldt 'beta' – herefter fulgte gamma, delta, epsilon, zeta, eta, theta, iota, kappa, lambda osv.

Fakta

Det ældste kendte stjernekatalog blev sammensat af den græske astronom Eudoxos fra Knidos ca. 350 f.Kr. Det indeholdt 25 stjerner og kendes kun fra værket Phainomena af Aratos fra Soloi.

Hipparchos udarbejdede ca. 130 f.Kr. et ligeledes forsvundet stjernekatalog med over 850 stjerner, der dannede basis for det stjernekatalog, som Ptolemaios udarbejdede i Alexandria ca. 150 e.Kr. Kataloget, som udgør en del af værket Almagest, indeholder 1022 stjerner, hvoraf de tre er dubletter.

Kilde: Den Store Danske

Den klareste stjerne i stjernebilledet Orion, som grækerne oprindeligt havde navngivet Betelgeuze, kom dermed til at hedde Alfa Orionis, mens den næstklareste stjerne i stjernebilledet Jagthundene blev døbt Beta Canem Venaticorum.

»Det lyder i mine ører mest af alt som en besværgelse, men er i virkeligheden blot et harmløst ejefald på latin,« siger Lars Petersen og ler.

Astronomer løb tør for bogstaver

Astronomerne tog i første omgang dette system til sig, men det viste sig at være en dårlig løsning i praksis, for lysstyrke er svær at vurdere med det blotte øje – så svær, at Bayer i sin navngivning af stjernerne kom til at begå flere fejl. Nogle af de stjerner, som han vurderede til at være ’alpha’, viste sig senere hen at være ’beta’, og de mange ombytninger skabte en masse misforståelser og forviklinger blandt astronomerne.

»Da fejlene blev opdaget, var det for sent at rette dem, hvilket selvsagt gjorde systemet mindre attraktivt. Samtidigt løb Bayers system også hurtigt tør for bogstaver, fordi der kun var 26 bogstaver i det græske alfabet. Dette system mistede derfor sin holdbarhed efter en rum tid,« fortæller Lars Petersen.

Antallet af kendte stjerner eksploderede i 1600-tallet, hvor de første kikkerter kom på banen, og det skabte et udtalt behov for at kunne navigere rundt i virvaret af nye stjerner. Det fik den engelske kongelige astronom John Flamsteed til at vove pelsen i starten af 1700-tallet og foreslå en ny måde at navngive på.

Teleskoper afslørede usynlige stjerner
Niccolò Cacciatore (1770–1841) var en italiensk astronom, som i kådhed opkaldte to stjerner efter sig selv. (Læs boksen under artiklen.)

I stedet for at gå ud fra lysstyrken, navngav John Flamsteed stjernerne i forhold til deres fysiske placering i stjernebilledet. Den stjerne, der stod længst mod vest, og som derfor var den første af stjernebilledets stjerner, der krøb op over horisonten om natten, fik tildelt tallet 1 og herefter talte man opad mens man hoppede fra stjerne til stjerne mod øst. På den måde lykkedes det ham i at skabe et katalog med angivelser af navne, lysstyrke og placering på i alt 3.000 stjerner.

Efterhånden som kikkerterne blev forbedret og deres ’øjne’ blev skarpere, væltede det frem med nye stjerner, hvilket gav store problemer med Flamsteeds system. Ind i mellem de navngivne stjerner fandt man pludselig nye stjerner, som der ikke var taget højde for i navngivningen. Det ødelagde fuldstændigt systematikken i Flamsteeds system, som dermed også mistede status.

Stjerner fik hver sit ’telefonnummer’

I 1800-tallet tog man konsekvensen og droppede den spændetrøje, det var, at forsøge at navngive en stjerne i forhold til et specifikt stjernebillede.

I stedet besluttede man at lave en form for kortlægning af hele den nordlige himmelkugle ved systematisk at gennemgå himlen punkt for punkt ved hjælp af teleskoper ved Sternwarte der Universität Bonn. Kortlægningen fandt sted mellem 1859 og 1903 og førte til kataloget Bonner Durchmusterung (BD), der rummede positioner og lysstyrker for i alt 324.189 nordlige stjerner.

Flere andre forskere blev inspireret af dette arbejde og kastede sig ud i tilsvarende kortlægninger med andre teleskoper. Én af dem var den tyske astronom Henry Draper, som i midten af 1900-tallet udarbejdede det såkaldte HD-katalog, der indeholder numre af og informationer om 225.000 stjerner. Astronomer ved Smithsonian Astrophysical Observatory (SAO) blev inspireret og skabte et katalog, der rummede 258.997 stjerner.

Fakta

Med en god amatørkikkert kan man se ca. 14 mio. stjerner, og Mælkevejssystemet indeholder ca. 300 mia. stjerner.

Kilde: Den Store Danske

HD- såvel som SAO-katalogerne har været flittigt brugte allround-kataloger i årtierne op til årtusindeskiftet.

Jordens atmosfære forstyrrer målingerne

De nye kataloger er kendetegnet ved at navngive stjernerne med numre, der listes op på samme måde som vi kender fra telefonbøger, og for at kunne skelne stjernerne fra katalogerne fra hinanden, blev stjernenavnene i BD-kataloget introduceret med et BD, stjernerne i HD-kataloget angivet med et HD og stjernerne i SAO-kataloget indledt med et SAO. Stjernernes numre er ikke knyttet til deres position på himlen, men afhænger alene af, hvornår de er blevet opdaget. Jo senere de er blevet observeret, des større et tal.

Begge kataloger lider under, at deres kortlægninger er foregået med jordbaserede teleskoper, der måler lysstyrke og placering forholdsvist upræcist grund af Jordens forstyrrende atmosfære. Det problem har man siden løst ved at lave et stjernekatalog med det rumbaserede teleskop Hipparcos, der har lavet Tycho-katalogerne, hvoraf det seneste, Tycho 2, blev færdigt i 2000 og rummer i alt 2.539.913 stjerner.

»Moderne astronomer vil typisk arbejde med Tycho 2-kataloget- eller SAO-kataloget, men man slipper ikke for også at bruge de gamle kataloger som HD-kataloget eller Bayers katalog, fordi gamle videnskabelige artikler omtaler stjerner med de gamle navne,« siger Lars Petersen.

Stjernerne kan findes via deres koordinater

Stjernernes navne er der altså nu ved at være temmelig godt styr på, men hvordan finder en professionel astronom eller amatør så frem til, hvor på himlen en stjerne eller en galakse står, når man kun har en gruppe tal og bogstaver til hjælp? Det spørger Videnskab.dks trofaste læser Henning Olsen om.

Billedet viser himlen omkring dobbeltstjernen Alcor og Mizar i stjernebilledet Bjørnen og er skabt af teleskopet ombord på rumsonden Hipparcos. På billedet har man kategoriseret stjernerne efter, hvilket stjernekatalog de er navngivet i, ved at sætte ringe om dem med forskellige farver. (Foto: Hipparcos/NASA).

Den helt sikre måde at identificere et himmellegeme (planet, stjerne, galakse) er via objektets koordinater, fortæller astrofysiker Lars Petersen.

Ligesom punkter på jordoverfladen kan identificeres med længde- og breddegrader, har man lagt et gradnet ind på himmelkuglen, så alle objekter har to koordinater, kaldet 'rektascention' og 'deklination', som man kan angive med meget stor nøjagtighed ved at bruge brøkdele af en grad.

F.eks. har stjernen Betelgeuse i Orion-stjernebilledet følgende koordinater: rektascension = 05 55 10.3053 deklination = + 07 24 25.426. På computerstyrede teleskoper kan man finde frem til objektet ved at taste kombinationen af koordinater ind.

»De talværdier, læseren har lagt mærke til, kan også være en nummerangivelse i et katalog over stjerner eller galakser. I det meget brugte SAO-katalog over stjerner har Betelgeuse eksempelvis nummeret 113271. Man kan altså henvise til den blot ved SAO 113271. Skal man så finde ud af mere om en stjerne, må man slå op i kataloget, hvor man kan finde koordinater, lysstyrke og alder,« slutter Lars Petersen.

Vi takker for stjernespørgsmålet og kvitterer med en SAO 113271-farvet T-shirt.

Du kan læse flere gode spørgsmål og svar i Spørg Videnskaben. Du kan også stille dit eget spørgsmål ved at sende en mail til redaktionen@videnskab.dk.

Husk, at du også stadig kan også købe Videnskab.dk's bog med 77 af de bedste spørgsmål og svar: 'Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?'

Stjerner opkaldt efter berømt astronoms assistent

Flere astronomer har gennem historien ikke kunnet dy sig for at opkalde stjerner efter sig selv. Det skete f.eks. i slutningen af 1700-tallet, hvor den berømte italienske astronom Giuseppe Piazzi fik hjælp af sin assistent Niccolò Cacciatore til at udforme et stjernekort kaldet Palermo-kataloget.

»Da kataloget blev udgivet i 1814, optrådte der to ukendte stjernenavne i dem, nemlig Sualocin og Rotanev. Den britiske astronom Thomas William Webb grublede for at finde en forklaring og kom i tanker om, at det italienske Niccolò Cacciatore oversat til latin bliver til Nicolaus Venator  - hvilket er de to stjernenavne læst bagfra. Assistenten har været så fræk at opkalde to stjerner efter sig selv ved at indgravere sit eget navn ved siden af stjernerne på kortet,« fortæller astrofysiker Ole J. Knudsen, der er planteratieleder ved Stenomuseets Planetarium i Århus.

Også i nyere tid er det hændt, at stjerner er blevet opkaldt efter mennesker. Det skete f.eks. under Månelandingsprogrammet tilbage i 1960’erne, hvor astronauterne var afhængige af at kunne navigere sikkert efter stjernerne på den sydlige himmelkugle. Antallet af navngivne stjerner var dog ret begrænset, så for at kompensere for det, måtte astronauterne selv navngive nogle stjerner. Astronauterne valgte at opkalde dem efter deres kammerater, der var døde under en test af Apollokapslen.

Roger Chaffee blev til stjernenavnet Regor, mens Virgil Ivan Grissom blev til stjernenavnet Navi. Endelig var der Dnoces efter Edward White II - regn selv den ud. 

Salg af stjernenavne er det rene fup

Selv om man ikke er astronaut, kan man stadig købe sig ret til at navngive en stjerne – i hvert fald hvis man tror på de mange virksomheder, der forsøger at sælge den ’vare’ på nettet. Internettet bugner af reklamer fra virksomheder, der sælger stjernenavne, men det er tilbud, som man ifølge Ole J. Knudsen gør klogest i at holde sig fra.

»Hvis man sætter penge ind på virksomhedens konto, får man tilsendt et diplom, der oplyser det stjernenavn, man har købt. Men det er bondefangeri, da det er det purre opspind, for navnene bliver ikke registreret noget officielt sted. Den Internationale Astronomiske Union har af samme årsag åbent taget afstand fra virksomhedernes salgstrick ved at udsende en bandbulle,« siger Ole J. Knudsen.

Re: Nære hurtige stjerner og koordinater

Hej Jimmi,

Ja, du har helt ret. Som Karsten skriver, angives koordinater ifht. en bestemt epoke. For de nære stjerner har man styr på hvordan de bevæger sig i forhold til os (Stjernernes "proper motion" som det kaldes), der giver hvor meget en stjerne flytter sig i løbet af et år. Ud fra epoken hvor koordinaterne er givet, kan man så regne sig frem til stjernernes nye position.

Epoke J2000.0

En stjernes koordinater (og det gælder også Betelgeuze) ændres hele tiden på grund af stjernernes rotation omkring Mælkevejens centrum. Koordinaterne angives derfor med reference til en bestemt epoke, dvs. et bestemt årstal. I øjeblikket anvendes epoke J2000.0.

Nære hurtige stjerner og koordinater

Nogle stjerner i Solens nærhed bevæger sig faktisk ret hurtigt, som Bernards stjerne, Alpha Centauri og Sirius. Deres koordinater må da ændre sig over relativt kort tid?

Seneste fra Spørg Videnskaben

Spørg videnskaben

Videnskaben kan ikke svare på alt - men vi forsøger alligevel.

Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra tyske verber til nanorobotter og livets oprindelse.

Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-t-shirt.
Spørgsmål og svar offentliggøres her på siden. Send dit spørgsmål til: redaktionen@videnskab.dk
Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Spørg Videnskaben

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.
Annonceinfo

Seneste kommentarer