Hjernen kan synes så godt om en melodi, at den afspiller den igen og igen. (Foto:Colourbox)

Dum di di dum dum bagaga dum dum.... Dum di di dum dum bagaga dum dum....

Hvem kender ikke at have fået en sang på hjernen, så det er svært at samle sig om noget som helst andet?

Det er måske ok så længe sangen er god, men det kan være svært at forstå, hvorfor hjernen frivilligt også lægger krop til de mindre gode af slagsen.

Den særhed har Videnskab.dks læser Peter Christiansen grublet over.

»Mange kender det fænomen, at man får en melodi ind i hovedet, og så kan man ikke slippe af med den igen! Den kører konstant på den indre afspiller, og det er yderst irriterende, selv om det er en god melodi,« siger han og spørger:

»Er det en slags tvangstanker? Hvordan slipper man af med musikken i hjernen?«

Terapi for hjernen

Videnskab.dk går efter lyden af musik og havner på Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab på Aarhus Universitet, der bl.a. udforsker, hvordan mennesker bearbejder musik i hjernen. En af de forskere, der har specialiseret sig i netop det område er postdoc Karen Johanne Pallesen. Hun har sin daglige gang på instituttet, men har Institut for Neurovidenskab og Farmakologi v. Københavns Universitet som sin arbejdsgiver.

»Det er pudsigt, at oplevelsen at få en sang på hjernen, der er så velkendt for alle mennesker, ikke umiddelbart har en indlysende forklaring. Der findes nemlig desværre ikke et klart og entydigt svar på de spørgsmål,« siger hun.

Hun kommer dog alligevel med et bud på et svar ved at tage udgangspunkt i den observation, at det ikke er tilfældige sange, man får på hjernen. Nogle sange er regulære ørehængere, dvs. sange, som rigtigt mange af os får på hjernen, når først man har lyttet til den én gang.

Hjernen bliver ikke ved med at køre i den samme rille for at genere os, men gør det, fordi netop denne sang gør noget godt for os mentalt, pointerer hun.

Vi higer efter det velkendte

Og hvad er det så, der gør en god ørehænger?

Ørehængere har bestemte kendetegn, som f.eks. en høj grad af harmoni, der skaber forudsigelighed. Hjernen elsker at genkende mønstre, både i lyd og i billeder.

Typisk er det dele af melodier, som hjernen gentager i det uendelige, og når sangen først har fået tag i os én gang, har man en svaghed for den melodi. Selv om det lykkes os at lægge sangen bag os, vil hjernen igen begynde at afspille den, hvis den bliver mindet om den på et senere tidspunkt.

Harmonisk musik er genkendelig fordi de lyde eller toner, der indgår i musikken, har en lighed med de lydfrekvenser, der indgår i de naturlige lyde. Den populære durskala er den mest harmoniske og dén, der er tættest relateret til de naturlige lyde omkring os.

»Velkendthed for hjernen er altså en del af det, der styrer hvad vi foretrækker at lytte til. De fleste 'slagere' bevæger sig inden for typiske og velkendte tonekombinationer,« siger hun.

Hjertepuls giver tryghed

Men det er ikke kun tonerne, der spiller en rolle. Også rytmerne er bestemmende for, hvilke former for musik, vi foretrækker.

»Musikken repræsenterer bestemte tendenser i valg af tempo, som typisk holdes konstant og gerne inden for et frekvensområde, der svarer til den menneskelige puls. På det individuelle plan er der nemig evidens for, at nydelsen øges, når musikkens tempo svarer til lytterens puls,« siger Karen Johanne Pallesen.

Undtagelser skal man dog ikke kimse ad, for når hjernen begynder at kede sig, kan den pludselig hoppe over i den anden grøft og prøve kræfter med melodier, der ikke er den blødeste balsam for sjælen.

»Det velkendte skaber basis for brud. Musikkens emotionelle effekter skabes også i høj grad ved at bryde forventningerne inden for det velkendte. Ved at tilte tonevalget og tempoet skabes spænding i musikken og herigennem følelser i lytteren,« siger hun.

Ikke en tvangstanke

En ørehænger skabes altså af mange forhold. En sang, som bliver en populær ørehænger går ind og opfylder en række behov optimalt, således at rigtigt mange lyttere bringes i en tilstand af velbehag ved netop at lytte til den sang.

Hjernen vil derfor ikke frivilligt give slip på en ørehænger, og i slemme tilfælde kan den være umulig at slippe af med igen. De fleste får dog bugt med sangen før eller siden, når hjernen bliver optaget af en anden fængende melodi.

Måske er en del af hemmeligheden bag en ørehænger en god balance mellem det forudsigelige og overraskelsen.

- Karen Johanne Pallesen

Da hjernen frivilligt afspiller melodien, kan en sang på hjernen ikke kaldes for en tvangstanke, understreger hun.

Tvangstanker er forestillinger, som konstant dukker op i bevidstheden og som personen selv opfatter som overdrevne eller urimelige, som f.eks. blasfemiske ord eller sætninger, eller tvangsbilleder, der har et seksuelt eller voldeligt indhold. Hvis man forsøger at slippe tankerne kan man blive angst eller føle ubehag.

»En sang på hjernen hører ikke hjemme i den kategori. De fleste ønsker at blive af med melodien og det er en ren lettelse når den slipper taget. Så det kan ikke kaldes en tvangstanke i denne kliniske forstand,« pointerer hun.

Hjernen går i selvsving

Hvordan slipper man så af med melodien, som har sat sig fast? Svaret er at man næppe kan gøre ret meget andet end at vente. Der findes ekstreme historier om mennesker der ligefrem bliver holdt vågne om natten af en ørehænger, og sangen smutter først, når det passer den.

»Der er også tilfælde, hvor en sang bliver ved med at kværne i hovedet selvom man ønsker fred fra den, eller måske slet ikke kan lide den. I ekstreme tilfælde kan en ørehænger blive hængende i årevis, og det kan antage patologiske dimensioner, som beskrevet i Oliver Sacks Musicoplilia: tales of Music and the Brain, som hermed er anbefalet til videre læsning,« slutter hun.

Vi takker Peter Kristensen for det gode spørgsmål og sender en stor, funky rød videnskab.dk t-shirt afsted til ham.