I den danske grundlov er det slået fast, at det er kongen (i praksis regeringen), der varetager Danmarks internationale forpligtelser og beskytter vores nationale interesser.
Vi skal da heller ikke så mange år tilbage, før det vitterligt var tilfældet, at udenrigspolitiske anliggender blev varetaget af udenrigsministeren og hans udenrigsministerium, og alle accepterede det.
Det gjorde de for det første, fordi der ikke var andre, der havde mere indsigt i internationale anliggender end netop diplomaterne.
For det andet fordi udenrigspolitik var tæt knyttet til de helt vitale interesser, der har med den danske stat og nationens overlevelse at gøre. Man lod forstå, at udenrigspolitikken var så vigtig, at den ikke kunne overlades til andre end netop Udenrigsministeriet.
\ Læs mere
Antallet af aktører er mangedoblet
I nogle tilfælde kunne udenrigsministeren orientere Folketinget om udenrigspolitiske forhold, men det var altid ministeren selv, der besluttede, hvornår det var nødvendigt at fortælle de folkevalgte om udenrigspolitikken.
Sådan er det ikke længere.
Afslutningen på den kolde krig, den europæiske integrationsproces, den teknologiske udvikling og globaliseringen har mangedoblet antallet af relevante udenrigspolitiske aktører både i og uden for Danmarks grænser og ikke mindst antallet af arenaer, hvorpå der udøves udenrigspolitik.
International politik er blevet en særdeles kompleks affære.
\ Læs mere
Udenrigspolitikken er blevet spredt
I Danmark har alle ministerier og styrelser efterhånden fået opbygget en meget betydelig kapacitet og kompetence på det udenrigspolitiske område. Det gør dem i realiteten i stand til at føre udenrigspolitik på egen hånd, især i EU, men også på andre arenaer.
Kommunerne og regionerne har nu også fået en størrelse, der gør, at de på egen hånd og på stadig flere områder kan nå længere ud i verden.
Der etableres samarbejds- og udvekslingsaftaler og venskabsbyer rundtomkring på klodens mest afsidesliggende steder.
Også en lang række civilsamfundsorganisationer ser nu sig selv i et større internationalt lys. Sportsforeninger, religiøse grupperinger, faglige bevægelser og partigrupper er alle til stede på den internationale arena for at samarbejde på kryds og tværs.
\ Læs mere
Virksomhederne spiller en rolle
De private erhvervsdrivende er også allestedsnærværende. Mange af de store erhvervsvirksomheder har længe eksporteret danske varer i stor stil, men med den økonomiske globalisering er det nu også blevet almindeligt, at produktionsprocessen, fra idé over udvikling og produktion til marketing og salg, er spredt over hele kloden.
Hertil kommer, at stadig flere små og mellemstore virksomheder prøver lykken på de globale markeder. Det internationale er blevet hvermandseje og styrelserne, kommunerne, civilsamfundsorganisationerne og de danske erhvervsvirksomheder bidrager på hver deres måde til den danske udenrigspolitik.
Hvis dertil føjes, at EU byder sig til med en hel selvstændig og vidtforgrenet udenrigstjeneste og er klar til at overtage flere af de funktioner, Udenrigsministeriet i dag varetager. At danske folketingspolitikere selvstændigt tager handling på udenrigspolitiske spørgsmål ofte uden at orientere udenrigsministeren. Og at danske og udenlandske medier i stadig stigende udstrækning er i stand til at sætte en udenrigspolitisk dagsorden, som udenrigstjenesten er nødt til at forhold sig til. Ja, så kan man med god ret spørge, om der overhovedet er noget diplomati tilbage til den danske udenrigstjeneste?
\ Læs mere
Diplomatiet er gået i flere retninger
Er udenrigstjenesten blevet overhalet indenom af virkeligheden, og er de danske diplomater blevet overflødige, ligesom det var tilfældet med fortidens typografer, der i sin tid opsatte aviserne i bly, inden de kunne trykkes?
Med andre ord siver diplomatiet altså ud af udenrigstjenesten, men ikke kun i en retning. Diplomatiet er således gået til:
• andre ministerier (sektorisering).
• kommuner og regioner (lokalisering).
• civilsamfundet og de private erhvervsdrivende (privatisering).
• EU’s udenrigstjeneste (overnationalisering).
• folketingspolitikere og partigrupper (parlamentarisering).
• nyhedsmedierne (medialisering).
Der er dog stadig kun én instans, der kan samordne alle disse diplomatiske aktiviteter, og det er udenrigstjenesten selv.
\ Læs mere
Er der brug for udenrigstjenesten?
Man kan så spørge sig selv, om der overhovedet er et behov for udenrigstjenesten længere. Til det er svaret ja. Det er helt afgørende for et lille land, at de få ressourcer, der er til rådighed i udenrigspolitikken, alle trækker i samme retning.
Verden er fyldt med småstater, der konkurrerer om opmærksomhed, og hvis Danmark skal gøre sig noget håb om at gøre sig gældende på den internationale arena på områder, der har med danske nationale interesser at gøre, er det afgørende, at der eksisterer mindst én aktør, der midt i al kompleksiteten har overblikket over de mange forskellige internationale indsatser, som hver dag er med til at binde Danmark godt og grundigt sammen med verden. Den aktør er Udenrigsministeriet.
\ Læs mere
Udenrigsministeriet samler indsatsen
Udenrigsministeriet er den eneste internationale spiller, der har til opgave at koordinere dansk udenrigspolitik, ligegyldigt om den i praksis varetages af ministerierne, kommunerne, civilsamfundsorganisationerne, de private erhvervsvirksomheder eller alle mulige andre. Og heldigvis viser det sig, at dét er en opgave, Udenrigsministeriet varetager på fornemmeste vis.
Hvis man sammenligner internationalt, viser det sig, at dansk udenrigspolitik faktisk gør en forskel. Den er – bilateralt såvel som multilateralt – proaktiv, effektiv og synlig.
Danmark har ikke mange muligheder for at understøtte varetagelsen af nationale interesser med hård magt (ressourcer), men har til gengæld proportionelt meget blød magt, hvilket vil sige, at Danmark kan tiltrække sig positiv opmærksomhed ved at levere løsninger og ideer, der interesserer andre.
Det skyldes ikke mindst udenrigstjenestens indsats for at formidle én samlet dansk position i verden.
\ Læs mere
Forventningerne stiger
Alt er dog ikke problemfrit. Som årene er gået, er danske politikere blevet stadig mere ambitiøse med hensyn til, hvilken rolle Danmark skal spille på den internationale scene.
Udenrigspolitikken skal kunne mere og mere. Den skal være med til at sikre, at Danmark er et trygt sted at bo, at danskerne er rige, og at danske værdier spredes i resten af verden.
Det skal ske med aktive indsatser på klimaområdet, fattigdomsbekæmpelse, kampen mod terror, for universelle rettigheder og frie markeder og for en hel masse andre ting.
Også danske erhvervsvirksomheder forventer sig mere og mere af udenrigstjenesten. Der er nye markeder, der skal erobres, nye produkter, der skal sælges, og nye samhandelsaftaler, der skal underskrives. Behovet for, at udenrigstjenesten understøtter salget af danske produkter og tiltrækning af udenlandske investeringer, er uendeligt.
Selv de danske borgere forventer sig mere af udenrigstjenesten. De rejser stadig oftere, længere væk og til mere udfordrende destinationer.
Efterspørgslen på Danmarks internationale tilstedeværelse aldrig været større, end den er i dag
Martin Marcussen
Nogle gange går det galt, og ofte må den danske udenrigstjeneste så træde til. Det kan være den helt nære borgerservice, der skal varetages, men det kan også være, at udenrigstjenesten skal optræde som krisestyrer i meget komplekse natur- eller menneskeskabte kriser.
Behovet for en aktiv indsats på dette område accentueres af den danske presses meget store interesse for den dramatik, der ofte associeres med danskere, der er i nød i udlandet.
Endelig er det tydeligt, at udlandet i form af udviklingslande, internationale organisationer, samarbejdslande og alliancepartnere forventer sig stadig mere af den aktivistiske danske udenrigspolitik.
Der er dagligt medieberetninger om, hvordan EU, NATO, FN, humanitære organisationer og andre udbeder sig dansk bistand og assistance i den ene eller den anden henseende.
\ Læs mere
Større opgave med færre penge
Kort sagt har efterspørgslen på Danmarks internationale tilstedeværelse aldrig været større, end den er i dag. Aldrig har behovet for en udenrigstjeneste været større end i dag. Paradokset er imidlertid, at ressourcerne, der tildeles den danske udenrigspolitik, bliver færre og færre.
Over en femtenårsperiode er driftsbevillingerne til Udenrigsministeriet, hjemme såvel som ude, blevet gradvist reduceret. 30 procent besparelser er det i alt blevet til.
I takt med at efterspørgslen er stigende, er bevillingerne i frit fald. Det siger sig selv, at dette regnestykke ikke går op. Hvordan og hvorvidt, dette paradoks løses, er stadigt uafklaret.
Det betyder, at udenrigstjenesten i dag befinder sig i en dyb identitetskrise. Og det har ikke hjulpet den meget, at den gennem årene har bragt Danmark op i eliten blandt de mest betydningsfulde aktører på den globale scene.
