Hvem skal bestemme, hvad der skal forskes i?

Vi kender alle arketypen på den virkelighedsfjerne forsker. Den Gandalf-klædte, gråhårede mand i toppen af elfenbenstårnet, der konstant sidder med næsen begravet i en bog, som om den er en naturlig forlængelse af hovedet. Han læser og skriver i øvrigt om ting, der overhovedet ikke kommer os andre ved, og han kunne ikke være mere ligeglad. Man har lyst til fyre op for den aggressive, jyske dialekt og råbe: ‘Kom nee derfra!’

Det billede er dog stærkt forvrænget. I hvert fald hvis man spørger ph.d.-studerende Cecilie Glerup. Hun har brugt de seneste par år på at studere social ansvarlighed sammen med Maja Horst, institutleder ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.

De fandt ud af, at klart hovedparten af forskerne er bevidste om deres ansvar for det øvrige samfund.

»Langt de fleste forskere vil gøre nytte med deres forskning. De er bare uenige om, hvor meget det øvrige samfund skal blande sig i, hvad de forsker i, og hvordan de gør det,« siger Cecilie Glerup, ph.d.-studerende i videnskabssociologi ved Copenhagen Business School.

Cecilie Glerups forskning har vist, at der hersker to forskellige ideologier i forhold til forskning og samfundsnytte i det videnskabelige miljø:

• Ideologi om intern styring – forskerne ved hvordan verden er, så de er bedst til at finde ud af, hvordan den bør være. Derfor ved forskerne bedst selv, hvad der er samfundsnyttigt at forske i.
  

• Ideologi om ekstern styring – aktører i samfundet, som politikere og organisationer, ved, hvad der er bedst for samfundet og må derfor sætte rammer for, hvad der skal forskes i og hvordan.

Forskningen kan blive korrumperet og overfladisk

De forskere, der tilhører den første gruppe – altså dem, der sværger til ideologien om intern styring – mener, at det går ud over forskningens kvalitet, hvis den bliver hvirvlet ind i politiske og økonomiske interesser.

De hævder, at forskningen kan blive korrumperet, hvis erhvervslivet definerer, hvilke områder der skal forskes i, og hvordan det skal gøres, fortæller Cecilie Glerup.

»Det er selvfølgelig et klart problem, hvis ens forskning bliver finansieret af et medicinalfirma, fordi de gerne vil have nogle bestemte resultater. Det er alle enige om. Det er ligesom skræmmebilledet,« siger hun.

Profit er kortsigtet

Det er ikke kun faren for korrumpering, de industri-skeptiske forskere peger på. De finder det også problematisk, at den slags forskning har et foruddefineret mål om profit. De mener nemlig, at det er forskning uden andre hensigter end generel undren, der fører til skelsættende opdagelser.

»De ser industriel forskning som kortsigtet, fordi det er fokus på profit, der er drivkraften. Den type forskning leder ifølge dem ikke til de store resultater som for eksempel fundet af Higgs-partiklen,« siger Cecilie Glerup.

LÆS OGSÅ: Higgs-partiklens far: ‘Jeg ville ikke være produktiv nok til nutidens akademiske system’

Siden 1990’erne har flere reformer lavet grundlæggende om på, hvordan forskning bliver i finansieret i Danmark. Før i tiden fik universiteterne en pose penge af staten, og forskerne var frie til selv at bestemme, hvad de ville bruge tiden på.

Reformerne har gjort mange flere midler konkurrenceudsatte. Det vil sige, at forskellige – mere eller mindre politisk styrede – råd deler penge ud til de forskningsprojekter, de finder mest relevante. På den måde er forskning blevet mere politisk styret i løbet af de senere år. Det frustrerer de forskere, der mener, at politikerne skal blande sig udenom.

Politiske interesser er flygtige

»Forskerne synes, at forskning bliver meget modedrevet, når politikerne bestemmer, hvad der skal forskes i. Først er klimaforandringer det altoverskyggende. Næste år er nanoteknologi det nye sort, og derefter bliver det syntesebiologi. Det frustrerer forskerne,« siger Cecilie Glerup og fortsætter:

»De mener, at politiske interesser er flygtige, mens forskningsverdenen er en langsom, stabil maskine. Den politisk drevne forskning kan derfor blive overfladisk, og det er praktisk svært for forskerne hele tiden at skifte område efter, hvad politikerne tror, er det vigtige.«

For meget frihed fører til ineffektivitet

Men det er ikke alle forskere, der vil have frihed til selv at bestemme, hvad der skal foregå i laboratoriet. Forskere der sværger til ideologien om ekstern styring er grundlæggende uenige i, at erhvervslivets og politikernes interesser er skadelige for forskningen. De mener derimod, at det er positivt, at samfundet blander sig i forskernes arbejde.

»Den anden gruppe mener, at forskning skal foregå for samfundet, og derfor skal samfundet også have indflydelse på, hvad der skal forskes i og hvordan. De ser det, som en måde for forskerne at ‘komme i sync’ med verden omkring dem,« siger Cecilie Glerup.

Derudover frygter de, at for meget selvstændighed blandt forskere fører til ineffektivitet.

»De mener ikke, at forskere er i stand til at være selvkørende. De hævder, at forskerne let kommer til at gruble over noget i flere år, der ikke har samfundsnytte eller slet ikke giver resultater i det hele taget,« siger hun.

Forskerne er grundlæggende enige om deres ansvar

Cecilie Glerup har brugt de seneste par år på at undersøge forskernes holdning til social ansvarlighed. Det har hun gjort ved at analysere 263 artikler i tidsskrifter, hvor forskerne diskuterer deres forhold og ansvar. Hun er først og fremmest kommet frem til, at langt de fleste forskere tager deres sociale ansvar alvorligt. De er bare uenige om, hvordan det skal varetages.

»Forskerne er enige om, at deres arbejde skal være værdifuldt for samfundet. De er bare uenige om, hvem der skal have magten til at definere, hvad der er værdifuldt, og hvordan det opnås.«