I den engelske avis The Guardian kunne man i sidste uge se store sørgelige billeder af kænguru, der holder fast i sin afdøde mage, mens ungen kigger på. I teksten kunne man læse, hvordan hannen desperat forsøgte at hjælpe hunnen op, mens ungen rakte ud efter sin mor en sidste gang.
En sand familietragedie – eller hvad? For bare dagen efter var billederne igen i avisen med en helt anden overskrift.
Kænguruen sørger ikke, men den holder måske fast i hunnen, som den har slået ihjel, mens den forsøgte at parre sig med den, vurderede Derek Spielman, lektor i veterinær patologi ved University of Sydney.
Det gav anledning til et spørgsmål hos en af Videnskab.dk’s læsere. Spørgsmålet fra Joacim Præst Nielsen lyder: »Er dyr i stand til at føle sorg?«
Derfor tog vi straks kontakt til Henrik Høgh-Olesen, der er professor i psykologi ved Aarhus Universitet, og som for nyligt kunne forklare os, hvordan præriemus kan føle empati og trøster hinanden, når de har ondt. Vi ringede også til Zoologisk Have i København for at høre, om de havde set dyrene ‘sørge’.
Umuligt at afgøre ud fra et billede
Henrik Høgh-Olesen har også kigget på billederne af kænguruerne, men han er knap så hurtig til at dømme den stakkels kænguru.
»Det kan være, at den sørger og drager omsorg, men det kan også være, som kynikerne siger, at den forsøger at parre sig. Det er umuligt at afgøre ud fra billederne,« siger han.
Han er dog åben for muligheden for, at kænguruer kan sørge. Pattedyr har nemlig mange følelser til fælles.
»Man ved ikke, om kænguruer kan sørge, men jeg synes, at grænserne flytter sig, hver gang man undersøger en ny art. Som årene går, jo mere forbløffet bliver man,« siger han.
Mus, elefanter og aber har masser af følelser
Henrik Høgh-Olesen er dog heller ikke i tvivl om hvilke dyr, der viser de tydeligste tegn på sorg.
»Chimpanser og bonobo-aber ser ud, som om de sørger. De kan blive passive og lammede, og stemningen forandrer sig, når nogle artsfæller dør. De kan også finde på at bære rundt på dem og opholde sig hos dem,« siger han og påpeger, at vi mennesker jo har 98,6 procent af vores gener til fælles med dem.
Men det er ikke kun de meget intelligente dyr, som kan sørge.
»Elefanter husker rigtig godt, og når de vender tilbage til et sted, hvor der ligger knogler fra en afdød bekendt, så kan man se, at de står og dvæler.«
For nyligt udkom der også et studie, som viste, at præriemus, bruger samme hormonelle system i hjernen, som os mennesker, når de viser empati og trøster deres artsfæller.
»Platon og Kant hævdede, at det kræver fornuft at have moral, men det her studie viser jo faktisk, at man godt kan vise empatiske følelser med en simplere hjerne. Det hele foregår i den nedre pattedyrhjerne, som vi har til fælles med masser af pattedyr. Vi har en tendens til at tage patent på de her følelser, men i dag ved vi, at det ikke er tilfældet.«
Elefanter i København ZOO var tydeligt påvirkede af dødfødt unge
Mikkel Stelvig er adfærdsbiolog ved København ZOO, og selvom han ikke er helt sikker på, om man kan kalde dyrenes reaktioner for sorg, så fortæller han, at særligt elefanter gør meget ud af at berolige hinanden ved dødsfald i flokken.
En nat i august 2013 døde en elefantunge nemlig kort efter fødslen på grund af en hjertefejl.
»Man kunne tydeligt se, at situationen var uvant. Moderen blev ved med at stå og røre ved ungen, og elefanterne i flokken ‘snakkede.’ Det er tydeligt, at de har en kommunikation med hinanden, og de står tæt og laver en dyb rumlende lyd. De giver også hinanden kærlige berøringer, og det virkede som om, de forsøgte at berolige hinanden,« siger han.
Også bavianerne har han lagt mærke til i forbindelse med døde unger.
»Vi har også set bavianerne bære rundt på deres døde unger i meget lang tid, men det er nok mere basalt, end vi mennesker tit gør det til. Ofte har det nok noget at gøre med hormoner, som gør kroppen klar til at beskytte sin unge,« slutter han.
Mennesker har mere komplicerede følelser
Mennesker kan dog alligevel føle ting, som man ikke ser hos dyr. Der er nemlig to former for empati, fortæller Henrik Høgh-Olesen.
»Der findes automatisk empati, og så er der også kognitiv empati, som det muligvis kun er mennesker, der kan reagere på,« forklarer han.
Men hvad er forskellen så?
»Hvis nu for eksempel min kollegas kone er død, men han går rundt som normalt og siger ingenting. I den situation får man ikke nogen stimuli, som kan sætte gang i den automatiske empati, men fordi jeg har de kognitive evner til at sætte mig selv i hans sted, så kan jeg regne ud, hvordan han har det.«
Dyr lærer af deres følelser
Selvom vi altså ikke kan konstatere med sikkerhed, at dyr sørger, så kan man alligevel undre sig over, hvilken funktion det egentlig har, hvis de gør det. For hvad er den evolutionære fordel ved, at en elefant bliver ked af det, når dens artsfæller dør?
»Hos mennesker har vi også undret os over, hvorfor vi sørger. Det er en situation, hvor man føler sig forladt, og det bliver man selvfølgelig rystet af. Men det er faktisk ret funktionelt, for det har det formål, at vi næste gang passer bedre på, at vi ikke mister nogen,« siger Henrik Høgh-Olesen.
Han forklarer, at følelser som sorg ikke er en hæmsko i evolutionen, men i stedet en fordel.
»Emotioner er noget, vi kan navigere efter på baggrund af de sammenstød, vi har med verden. Vi får simpelthen ikke følelser, som ikke kan bruges til noget.«
Pattedyr kan ofre sig for hinanden
Henrik Høgh-Olesen har selv medvirket i studier, der viser at chimpanser og bonobo-aber deler deres mad med hinanden. Senest i 2015, hvor aberne fik enten grene med eller uden sirup. Her foretrak de grene med sirup på, men delte alligevel mere ud af dem.
»Det er ikke så meget sorg, vi ved noget om, men vi ved, at aber kan være altruistiske og ofre sig for hinanden,« siger Henrik Høgh-Olesen.
Men også mindre intelligente pattedyr kan finde ud af at udføre en form for altruistiske handlinger ifølge Henrik Høgh-Olesen.
Senest blev det påvist i et forsøg med præriemus, der både får medfølelse for deres artsfæller, når de ser dem i smerte, og som trøster dem bagefter.
Men også helt tilbage i 1959 lavede man et forsøg med rotter, hvor de fik mad, når de trykkede på en knap. Til gengæld fik en af deres artsfæller også et lille stød. Her viste det sig, at de trykkede mindre på knappen, når de så deres ‘ven’ var i smerte.
Dansk forsker: visse pattedyr føler sorg
Hvad er så den endelige dom – kan dyr føle sorg?
»Visse pattedyr er i stand til at føle det, vi mennesker kalder sorg, som har noget med tab at gøre. Men det er sikkert en blanding af frygt, angst og uoverskuelighed. Et spørgsmål om ‘hvordan skal jeg nu klare den?’« svarer Henrik Høgh-Olesen.
For selvom det er svært at sige, hvad dyr føler ved deres artsfællers dødsfald, så fortæller Henrik Høgh-Olesen, at der faktisk findes enkelte studier, hvor man har undersøgt chimpansers reaktioner på et dødsfald.
I 2010 døde den aldrende hunchimpanse Pansy blandt en mindre flok chimpanser i fangenskab i en dyrepark i Skotland, og en forskergruppe studerede resten af flokkens opførsel ved dødstidspunktet og i dagene efter.
Her viste det sig ifølge forskernes konklusion, at chimpansernes opførsel havde en slående lighed med, hvad vi kender fra os selv.
Kort efter Pansy døde, undersøgte flokken hendes lig. Lidt tid efter gik hannen til truende angreb på liget, ifølge forskerne muligvis for at fremprovokere en reaktion eller for at komme af med vrede og frustration. Den voksne datter blev hos moderens lig gennem natten, mens en af de andre hunner plejede hannen.
Alle medlemmer af flokken var urolige om natten, og næste morgen fjernede de strå og rengjorde liget. Alle flokmedlemmer var sløve, stille og spiste mindre efter dødsfaldet. De afholdt sig også fra at sove på dødsstedet i flere dage, selvom de inden Pansys død gerne sov der.
Du kan læse hele studiet fra 2010 i tidsskriftet Current Biology her.
»Det ligner sorgreaktioner. Kynikere og skeptikere vil altid sige, at vi ikke ved det, men jeg tror også, at de fleste dyreejere kan berette om noget, der ligner sorg. Måske hænger dyret med hovedet, eller også vender den tilbage til et sted, hvor den anden plejede at være,« slutter Henrik Høgh-Olesen.
Det kan altså ikke vides med sikkerhed, hvad dyrene føler og tænker, men de ændrer, ifølge de to forskere, på deres almindelige adfærd efter et dødsfald i flokken, og det kan man så tolke på.
Vi takker for det gode spørgsmål og håber, det var svar nok til Joacim, som vi sender en sort, sørgmodig T-shirt med en chimpanse på. Det må passe til spørgsmålet.
Hvis du selv har undret dig over noget, som videnskaben måske har et svar på, kan du skrive til sv@videnskab.dk.
Vil du bare gerne vil have en T-shirt, så kan den købes her.
\ Kilder
- Henrik Høgh-Olesens profil (AU)
- Mikkel Stelvigs profil (København Zoo)
- Pan thanatology (2010), James R. Anderson, Alasdair Gillies , Louise C. Lock
- Share your sweets: Chimpanzee (Pan troglodytes) and bonobo (Pan paniscus) willingness to share highly attractive, monopolizable food sources (2015). Byrnit, Jill T.; Høgh-Olesen, Henrik; Makransky, Guido
- Emotional reactions of rats to the pain of others (1959). Church, Russell M. DOI: http://dx.doi.org/10.1037/h0043531