Annonceinfo

Var NASA's liv i rummet-historie en and?

Giftige kommentarer, personangreb og ophedet diskussion. Sådan foregår debatten om NASA-forskeren Richard Hoovers påstande om liv i rummet.

Struktur fra meteorit, som kun kan repræsenterer udenjordisk liv. (Foto: Richard Hoover/Journal of Cosmology)

»Intet at se her, bare gå videre.«

Sådan opsummerer mikrobiologen Rosie Redfield hendes nyligt færdiggjorte evaluering af Richard Hoovers nye studie, hvor han mener at kunne se fossiler af udenjordisk liv i to meteoritter.

Det er blot et af bidragene i den store diskussion, som kører på nettet, efter Richard Hoovers artikel blev publiceret.

Redfield hører til på University of British Columbia, hvor hun er leder af et mikrobiologisk laboratorium.

Patetisk dokumentation med store problemer

Hun kritiserer Hoover på flere punkter, blandt andet fordi han ikke fortæller, hvordan meteoritterne blev opbevaret, før han fik fat i dem, eller hvordan overfladen på stenene blev behandlet, før de blev undersøgt.

»Han fortæller heller ikke, hvordan stenene blev brudt op,« skriver hun på sin egen blog.

Et af de store problemer med denne type undersøgelse er, at meteoritterne kan være blevet forurenet af liv på Jorden.

»Som dokumentation for liv er dette patetisk og ikke bedre end det, som blev præsenteret af McKays gruppe for Mars-meteoritten ALH84001 i 1996,« skriver Redfield.

Her refererer hun til et studie, som vakte stor opsigt i 1996, men interessen er dalet, efterhånden som debatten stilnede af. I dag er der kun få, som anser den dokumentation for at være god nok.

Dårlige foredrag for 10 år siden

Redfield serverede for nylig også en barsk kritik af et andet studie, hvor forskerne hævdede at have fundet en bakterie, som kunne bruge arsen i stedet for fosfor som byggesten i blandt andet arvemateriale og proteiner.

Hun fortsætter i sit seneste blogindlæg med at kritisere tidsskriftet Journal of Cosmology for præsentationen, samt redaktøren for astrobiologi, Chandra Wickramasinghe for at have holdt et dårligt foredrag om panspermi-teorien for 10 år siden.

Panspermi er en teori, som siger, at livet findes i hele universet, og at det udvikles og spredes ved hjælp af meteorider, asteroider og små planeter. Tidsskriftet Journal of Cosmology kritiseres nu flere steder for aktivt at fremme denne teori.

NASA tager afstand

NASA har også sørget for at distancere sig fra Hoovers artikel.

I en udtalelse mandag sagde Paul Hertz, der er seniorforsker ved NASA's Science Mission Directorate i Washington, at NASA ikke står bag og ikke kan støtte en videnskabelig påstand, uden at den er blevet grundigt vurderet af fagfæller eller grundigt undersøgt af andre kvalificerede eksperter.

»Denne artikel blev i 2007 sendt ind til International Journal of Astrobiology. Vi blev for nylig gjort opmærksom på, at artiklen blev afvist der,« forklarer Paul Hertz.

»NASA var heller ikke klar over hverken den nylige indsendelse af artiklen til Journal of Cosmology eller publiceringen af artiklen,« fortsætter han.

Tidsskrift raser mod NASA

Journal of Cosmology hævder på sin side, at Hoovers artikel blev grundigt peer-reviewed.

»Vi fik artiklen i november, og den gennemgik gentagne vurderinger og en stor revision,« forklarer Lana Tao, administrerende direktør for tidsskriftet.

I en anden email, som mange medier har fået en kopi af, raser hun mod Paul Hertz og anklager ham for at lyve til medierne om tidsskriftets publiceringspraksis.

»Du ved godt, at over 30 NASA-forskere har publiceret deres artikler i Journal of Cosmology, herunder 4 NASA-astronauter. Du ved også, at disse artikler gennemgik grundig peer-review,« skriver hun.

Forsker kan have gået uden om NASA

Ifølge hjemmesiden NASA Watch har Dwayne Brown, pressekontakt hos NASA's hovedkvarter, forklaret, at Hoover ikke har udfyldt NASA's skema SF-1676, før han sendte sin artikel ind til Journal of Cosmology.

Det er efter sigende ellers standardprocedure i organisationen, når forskerne indsender deres artikler til tidsskrifter for publicering.

»Vi har registreret et SF-1676 for en version af artiklen fra 2007, som blev sendt til International Journal of Astrobiology,« forklarer han.

Det blev godkendt af ledelsen ved Marshall Space Flight Center, hvor Hoover arbejder.

Hoover skal imidlertid have lyttet til råd fra en kollega og sendt artiklen ind til Journal of Cosmology i stedet. Det er skemaet for denne indsendelse, som NASA mener at mangle.

»Vores retningslinjer siger, at artikler om temaer af en sådan betydning skal publiceres i videnskabelige tidsskrifter, som udfører grundig peer-review før publiceringen,« siger Dwayne Brown.

NASA holder sig fra kommentarer

Forskning.no har været i kontakt med ledelsen ved Marshall Flight Center, men ingen af dem vil svare på spørgsmål. De henviser til Dwayne Brown, som ikke giver yderligere oplysninger.

Er det jeres vurdering, at Journal of Cosmology er et videnskabeligt tidsskrift, som foretager grundig peer review før en publicering?

»Det er ikke passende for os at kommentere bestemte tidsskrifter,« skriver Brown tilbage i en email.

Som hans arbejdsgiver, støtter I Hoovers arbejde på dette område?

»Se udtalelsen fra Paul Hertz,« skriver Brown.

Mangler ekspertise trods ekspert-status

Andre kritikere mener, at Hoover mangler den nødvendige ekspertise. Han angribes for ikke at være biolog, men ingeniør, for ikke at have taget en doktorgrad og for over længere tid at have søgt at fremme sine påstande om fossilt udenjordisk liv i meteoritter.

Richard Hoover med 40.000 år gammelt - og stadig levende - mos fra Sibirien. Det var blandt andet denne og mange andre opdagelser, der gjorde Richard Hoover til en højt anset videnskabsmand hos NASA. (Foto: NASA/MSFC)

Hoover har arbejdet i NASA i 45 år og har den officielle titel forsker. I 2009 modtog han en guldmedalje fra Society of Photo-Optical Instrumentation Engineers for sit arbejde med røntgen- og ekstrem ultraviolet (EUV)-optik.

NASA har tidligere pralet med hans arbejde med meteoritter og mikrober, som lever i ekstreme miljøer rundt om i verden. Han har opdaget tre nye arter af bakterier i Mono Lake i Californien samt en fjerde, som overlevede 32.000 år i en frossen dam i Alaska.

Han har flere patenter på opfindelser, blev hædret som årets opfinder af NASA i 1992 og har været medlem af redaktionskomiteer i flere videnskabelige tidsskrifter.

Han har skrevet over 30 bøger og over 250 videnskabelige artikler om astrobiologi, mikrober i ekstreme miljøer, kiselalger, solfysik, optik og meteoritter.

Hoover var også meddirektør for NATO Advanced Study Institute on Astrobiology, som lå på Kreta og var et samarbejde mellem NATO og NASA's Marshall Space Flight Center. NASA har selv fremhævet ham som ekspert i ekstremofile mikrober.

Journal of Cosmology er omdiskuteret

Journal of Cosmology er et to år gammelt tidsskrift, der er grundlagt af Rudy Schild fra Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics. Indtil videre har man publiceret 13 udgaver af tidsskriftet.

Det er et open-access-tidsskrift, altså et tidsskrift, som ikke tjener penge på deres publikationer. Visse af artiklerne har vakt opsigt; for eksempel den, der foreslog rejser til Mars, hvor astronauterne aldrig skulle vende tilbage til Jorden.

Det samme gælder artiklen med titlen: Sex On Mars: Pregnancy Fetal Development and Sex In Outer Space.

Men det er et fagfællebedømt tidsskrift med redaktører fra flere respekterede organisationer, som netop NASA, Schripps Institution of Oceanography, Caltech, University of Oxford og andre. De opgiver at have tæt på en million hits om måneden på deres hjemmesiden.

Hårdt presset tidsskrift kan være opkøbt

I februar udsendte tidsskriftet en pressemeddelelse af ret hidsig karakter. Her beskrives det, hvordan tidsskriftet blev nødt til at lukke, og at sidste udgave ville komme i maj. Man anklager betalingstidsskrifter og NASA selv for at have forhindret dem i arbejdet. Overskriften kan oversættes til 'dræbt af tyve og skurke'.

»Tidsskriftet er gratis, på nettet og open access. Gratis betyder ingen indtægt, begrænset personale og begrænsede ressourcer. Vi blev overvældet af indsendelser og kombineret med alle de andre krav og konkurrenter, blev det for meget,« skriver Lana Tao i en anden mail.

Hun fortæller, at tidsskriftet skal opkøbes, men da aftalen ikke er formaliseret endnu, kan hun ikke oplyse, hvem køberen er.

Ifølge Tao er tidsskriftet blevet spurgt, hvorfor Hoovers arbejde, hvis studiet er så vigtigt, ikke blev publiceret i store tidsskrifter som Science eller Nature. Hun mener, at Journal of Cosmologys succes truer disse tidsskrifters forretningsmodel.

Science publicerede en artikel for nylig med titlen Bugs in space? Forget it, hvor journalisten referer fra en aktuel planetkonference i Texas. Artiklen slutter med, at en ikke-navngivet 'ledende' forsker spøger med at hænge en dukke af Hoover op i konferencelobbyen.

Journal of Cosmology har gjort de indsendte kommentarer til Hoovers artikel tilgængelige her.

© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm

Liv i Universet - hvor gemmer det sig?

...
Eftersøgningen efter liv på andre planeter drejer sig om livsbetingelser. Hvad gør vores egen Sol til en livgivende stjerne? Jorden har haft livsbetingelser i omkring 3,7-3,8 milliarder år, så hvad er det der gør, at en planet og den stjerne, den kredser om, kan opretholde betingelserne for liv?

Vi ved, at liv vil få fodfæste, hvis det blot får den mindste chance. Hvis der er noget, biologerne har lært os om Jorden, er det, at liv findes overalt: i iskolde gletschere, i skoldhede gejsere, i bjerghulers bælgmørke, inde i klipper, i giftige vandhuller, i … osv. De har også lært os, at livet kan ændre miljøet og ofte skaber nye nicher, hvor der ikke før var liv til stede. I sidste ende ser det ud til, at den basale betingelse er, at der findes flydende vand.

Livet har brug for andre ting: Byggematerialer i form af kulstof, kvælstof og ilt. Det har brug for energitilførsel fra en stjernes lys, fra en planets indre varme eller fra kemiske reaktioner, men såfremt der findes flydende vand, findes disse betingelser sandsynligvis også.

En vigtig del af eftersøgningen for liv uden for Solsystemet drejer sig om en stjernes beboelige zone. Det er det område, hvor temperaturen er passende til, at flydende vand kan være til stede på en jordlignende planet. Den beboelige zone er kun én af en række andre betingelser for et muligt økosystem, men i dette tidlige stadie i forståelsen af andre planetsystemer, er det foreløbig den eneste, vi kan undersøge fra Jorden.

Vi er stadig langt bagud i kendskabet til Solens beboelige zone. Dog ved vi, at Jorden befinder sig her og har gjort det i milliarder af år. Venus, Jordens søsterplanet med hensyn til størrelse og masse, ligger en 1/3 nærmere Solen end Jorden og ligger ikke i den beboelige zone. Den er for varm til liv og mistede formodentlig sit vand tidligt i sin historie, da havene blev kogt væk af det intense sollys. Mars, 50% længere væk fra Solen end Jorden, er koldere men har trods dette haft flydende vand før i tiden. Mars ligger formodentlig indenfor Solens beboelige zone, og hvis den blot havde været lidt tungere, ville dens tyng- dekraft have været tilstrækkelig til at holde på en betydelig atmosfære.

En beboelig zone, som opretholdes i milliarder af år, er en vigtig faktor i eftersøgningen efter planeter med liv. I øjeblikket ved astronomerne intet om tilstedeværelsen eller fraværet af jordlignende planeter i vores nabostjerners beboelige zone, men de ved en masse om selve stjernerne, og kan afgøre, hvilke der vil være gode kandidater til livsbetingelser på eventuelle planeter. En egnet stjerne er en med en beboelig zone, som befinder sig i samme område i milliarder af år. En anden betingelse er, at intet må være til hinder for, at der rent faktisk også kan dannes terrestriske planeter. Det er ikke alle stjerner, som passerer disse to forhindringer.

Den første betingelse - opretholdelse af stabile livsbetingelser i milliarder af år - sætter en række begrænsninger på adskillige forhold, som nemt kan observeres. Unge stjerner er ikke det bedste sted at lede. Ikke alene har liv kun haft kort tid til at udvikles. I den første milliard år eller så vil asteroider og kometer konstant bombardere planeterne i et nydannet system og gøre det uhyre svært for liv at få fodfæste. Det viser sig, at unge stjerner ligesom teenagere skal gennem en meget aktiv fase, for efter omkring 3 milliarder år at gå ind i en rolig tilstand, hvor flares og andre atmosfæriske udladninger aftager i intensitet. Solen er et eksempel på en sådan stjerne, hvis aktivitet er faldet betydeligt i en alder af omkring 3 milliarder år. Om denne stabile tilstand er med til at livet kan opstå er uklart, men dette giver astronomerne mulighed for at identificere de unge stjerner og udelukke dem fra deres undersøgelser efter planeter med liv.

Stabilitet gennem længere tid viser også vej til et begrænset antal stjerner. Sollignende stjerner har en lang stabil fase på omkring 10 milliarder år, hvor brint forbrændes, hvilket giver tilstrækkelig tid for højere livsformers udvikling. Stjerner som Solen er også tilpas varme til, at deres beboelige zone er bred nok til at rumme to eller flere planeter.

Helt op til 90% af Mælkevejens stjerner er små svage objekter, som kaldes M-type dværge. De har højst en masse på halvdelen af Solens, og deres store antal taget i betragtning ville det være bekvemt, såfremt de også havde beboelige planeter omkring sig. På grund af deres små masser kan en M-dværg eksistere i meget lang til med en næsten konstant lystyrke. Omkring en sådan stjerne vil livet have milliardvis af år til at udvikle sig i.

Imidlertid er M-dværge meget tvivlsomme som værtsstjerner for beboelige planeter. Ikke alene er deres beboelige zone meget smal (omkring 1/10 af Solens), men samtidig ligger zonen meget tæt på stjernen - typisk en ¼ af Merkurs afstand, eller 1/10 af Jordens. Dette betyder, at en evt. planet her vil være gravitationelt låst i bunden rotation, således at den ene halvdel af kloden altid vender ind mod stjernen. I stedet for at få varmen ligeligt fordelt vil den stjernenære side minde om en evig Saharaørken og den anden side om en evigt frossen og mørk Arktisk ødemark.

En sådan situation vil samle al atmosfærens fugtighed i en gigantisk iskappe på natsiden. Dette vil i sig selv være en hindring for livsbetingelser, men hvad der er endnu værre er, at M-dværge er kendte for mange flares. Alle stjerner udsender flares regelmæssigt - også Solen. Men M-stjerner kan midlertidigt forøge deres lysstyrker med en faktor på 100 eller mere og udsende højenergistråling og hurtige partikler, som ville ødelægge al DNA-materiale i nærheden. I forbindelse med den beboelige zones korte afstand fra stjernen, vil et sådant udbrud svare til at anbringe planeten i et ultraviolet sterilisationsapparat.

Selv med den korte afstand til en M-dværg og de voldsomme flareudbrud er alle muligheder dog ikke udtømte for livsbetingelser. Hvis en planet i bunden kredsløb er stor nok til at holde på en betydelig drivhusatmosfære ikke meget tættere end Jordens, kan cirkulation i atmosfæren bibeholde tålelige forhold i en zone langs terminatoren. Med tilstedeværelsen af en smule ilt, som dannes når vandmolekyler dissocierer, vil der dannes et ozonlag i atmosfæren, hvilket igen vil beskytte mod den kraftige stråling fra stjernen. Endvidere er det ikke alle M-dværge, som har voldsomme flareudbrud. På SETI-Instituts liste over målobjekter findes mange M-stjerner, som kun varierer med under 3%, så selv om de ikke er de bedste kandidater til planetsystemer med liv, tror de fleste forskere, at der kan findes liv omkring nogle af dem.

Når det derimod drejer sig om stjerner, som blot er nogle få gange større end Solen, bliver billedet et helt andet. Disse stjerner lyser så kraftigt, at de bruger al deres brint inden et planetsystem kan blive færdigdannet. Sådanne stjerner svulmer op til kæmper og forbrænder helium, kul, kvælstof, ilt og andre grundstoffer indtil jern. Dette er det tungeste grundstof, som en normal stjerne kan skabe. Herefter forgår de i en eksplosion, som danner resten af de naturlige grundstoffer, der efterfølgende spredes til resten af Universet.

En supernovaeksplosion er imponerende, men ikke særlig behagelig for liv - eller rettere for eksisterende liv. Vi må nemlig ikke glemme, at de første supernovaer i det tidlige Univers spredte jern, nikkel, kul, ilt og alle de andre byggestene til planetdannelse. De massive stjerner har således også en vigtig rolle for livets opståen.

Efter at en stjerne har bestået den første test: masse, alder og aktivitet, er forskerne sikre på, at den også kan opretholde en beboelig zone i tilstrækkelig lang tid. Men der mangler stadig den anden faktor: at der rent faktisk også kan dannes planeter omkring stjernen. Dette punkt kan koges ned til to komponenter, af hvilken den første drejer sig om, hvorvidt stjernen er single eller er medlem af et dobbelt- eller flerdobbelt system. Solen er en single, hvilket i sig selv er statistisk usædvanligt. Omkring 2/3 de øvrige sollignende stjerner i Mælkevejen findes i multipelsystemer. Det betyder ikke nødvendigvis ringere chance, men der er visse forhold i et sådant system, som skal tages i betragtning. F.eks. kan den anden stjerne i systemet:

1) Kredse så tæt på hovedstjernen, at den beboelige zone går rundt om begge stjerner på én gang. Dette er i sig selv ingen hindring for livsbetingelser.
2) Bevæge sig gennem, eller komme meget tæt på den beboelige zone og derved øve
gravitationel indflydelse på eventuelle planeter, eller endda slynge dem ud af systemet.
3) Kredse tilstrækkelig langt borte til, at den ikke har indflydelse på den beboelige zone, men dens tilstedeværelse vil skabe så afvekslende og tilfældige lysforhold, at det kan få indflydelse på en planets klima.
4) Kredse så langt borte, at den slet ingen indflydelse har på den beboelige zone.

I det sidste tilfælde har begge stjerner sikre beboelige zoner, og er derfor dobbelt interessante. Det er kun i tilfælde af små afstande, der opstår problemer.

De fleste dobbeltstjerner synes at være sikre, og falder enten i den første eller den sidste gruppe. Tre eller firedobbelte systemer er mere eksotiske, med de er lige så velegnede som almindelige dobbeltstjerner til at kunne opretholde livsbetingelser. De fleste flerdobbelte systemer er hierarkisk opbygget: Et med tre stjerner består som regel af et tæt dobbeltstjernepar omkredset af et fjernt tredie medlem. Et firdobbelt system består af to par, og et med fem stjerner består af to par, omkredset af et femte medlem i stor afstand, osv.

Et andet forhold til hinder for planetdannelse i den beboelige zone er stjernens sammensætning. Vi ved, at stjerner og planeter dannes samtidig af den samme støvsky. Når tyng debølger eller andre forhold får en støvsky til at falde sammen, bliver dennes gas og støv komprimeret. Klumper i skyen samles gravitationelt til stjerner og planeter, men ikke alle støvskyer er ens. Nogle har stort indhold af grundstoffer tungere end helium (astronomerne kalder disse grundstoffer metaller). Dette indhold er betinget af, hvilke forhold der tidligere herskede i støvskyens omegn som f.eks. supernovaeksplosioner. I sammenligning med Solen er nogle stjerner således metalrige, medens andre er metalfattige.

Dette er vigtigt, fordi astronomerne har fundet, at metalrige stjerner har større sandsynlighed for at have gigantiske gasplaneter i tætte kredsløb. De ved endnu ikke, hvorvidt en metalrig stjerne også har indflydelse på dannelsen af terrestriske planeter, men det vil være mest logisk, såfremt metalrige stjerner også har størst sandsynlighed for at have små planeter dannet af tungere grundstoffer. På den anden side har metalrige stjerner de store gasplaneter i tætte baner, fordi der stadig var meget materiale i kredsløb om den unge stjerne, og dette samlede sig til store planeter.

Til slut må selve Mælkevejens forhold også tages i betragtning. Er hele Mælkevejen med dens op i nærheden af 400 milliarder stjerner egnet til liv?

Dette er ikke særlig sandsynligt. Vores egen sol befinder sig i et område af Mælkevejen, hvor der i gennemsnit er nogle få lysår mellem de enkelte stjerner. Stjernerne her kommer derfor sjældent i nærheden af hinanden, medens der i de mere tætte områder, såsom den centrale udbuling, i nogle dele af spiralarmene, i kuglehobene osv., er større sandsynlighed for tætte møder med nabostjernerne. Sådanne hændelser betyder ustabilitet i et planetsystem omkring de involverede stjerner.

Solen blev formodentlig dannet i en spredt stjernehob. Det er meget tænkeligt, at en del af de fjerne Kuiperbælteobjekter udenfor Plutos bane oprindeligt har tilhørt en af de øvrige stjerner i hoben, men i dag er hoben spredt for alle vinde, og Solen vil forblive isoleret meget langt frem i tiden. Selv om dens bane omkring Mælkevejens centrum ikke er helt klarlagt - det tager trods alt omkring 250 millioner år - synes det, at Solen kredser i et særligt område af den galaktiske skive, hvor alle stjerner, tåger og selve spiralarmene bevæger sig med samme ensartede hastighed.

Tættere på Mælkevejens centrum bevæger enkelte stjerner sig hurtigere end spiralmønstret og passerer derfor jævnligt gennem spiralarmene. Disse spiralarme er områder for massiv stjernedannelse og energirig stråling fra de nydannede stjerner kan ødelægge betingelserne for livsformer. De store ansamlinger af gas og støv kan ligeledes ændre en planets klima, så ved at holde sig i den midterste kørebane har Solen kunnet opretholde stabile forhold i milliarder af år.

Biologisk aktivitet er en kosmisk balanceakt, med de bedste forhold omkring særlige stjerner. Disse stjerner kredser i særlige områder af Mælkevejen, og disse forhold gælder formodentlig også for Universets øvrige galakser.

For at være en god værtsstjerne for planeter med muligheder for udvikling af liv kan betingelserne groft summeres op til at:

1) Stjernen skal opretholde den samme lysstyrke i milliarder af år.
2) Stjernen skal dannes fra en støvsky med tilstrækkeligt stort metalindhold til at skabe terrestriske planeter.
3) Stjernen skal holde sig mellem spiralarmene så længe som muligt.
4) Stjernen må ikke udsende voldsomme flares
5) Stjernen må ikke være medlem af et dobbeltstjernesystem, hvor den anden stjerne i systemet griber ind i den beboelige zone.

Ligeledes kan extraterrestriske planeter med muligheder for flydende vand og derfor gode livsbetingelser summeres op til at omfatte:

1) Terrestriske planeter i en stjernes beboelige zone, hvor der hverken er for koldt eller for varmt.
2) Terrestriske måner i en stjernes beboelige zone. Store gasplaneter i den beboelige zone kan have store måner som f.eks. Saturnmånen Titan, hvor vand i store mængder kan forefindes.
3) Måner under indflydelse af en gasplanets tidevandskræfter. Store gasplaneter i en stjernes kolde ydre områder kan have måner, der på samme måde som Jupitermånen Europa er udsat for gravitationelle påvirkninger, som skaber en indre varme i månen.
4) Frie terrestriske planeter opvarmet af indre radioaktive processer. Der er fundet adskillige planeter frit i Mælkevejen. De er formodentlig slynget ud i det interstellare rum fra deres værtsstjerne, og radioaktivt henfald i deres indre kan holde dem varme trods fraværet af en nærliggende stjerne.
5) Flydende oceaner under overfladen på isplaneter. Nogle store planeter kan have områder i deres indre, hvor temperaturen og trykket er i balance til at flydende vand kan eksistere.

Livet på Jorden viser én ting: at der er en undtagelse for enhver regel. Der er fundet livsformer på de mest uventede steder på vores klode, hvilket er lovende for eftersøgningen af liv andre steder i Universet.

Måske er det heller ikke så betydningsfuldt, om der i det hele taget findes flydende vand. NASA's eftersøgning efter liv har hele tiden fulgt mantraet Follow the water, men er dette faktisk naturens eneste mulighed?

Vi har altid fået at vide, at vand er en betingelse for liv. Det udgør 60% af vores legemsvægt og dækker 70% af Jordens overflade. For at have noget som helst håb om at finde liv andetsteds i Universet skal vi ifølge al hidtil forskning derfor lede efter vand. Faktisk er det dette forhold, der styrer rumfartsnationernes milliarddollar dyre eftersøgning efter andre beboelige kloder.

Når der søges efter liv, som vi kender det, synes denne strategi at være fornuftig. Men hvad med liv, som vi ikke kender det? - liv som måske er baseret på en anden form for kemi og andre former for energitilførsel end den konventionelle. Under forudsætning af at der findes liv, er vand så en nødvendighed for dets eksistens, eller findes der en erstatning for den gode gamle H2O? Ved at koncentrere eftersøgningen på vandbaseret liv, vil forskerne så overse et utal af andre muligheder?

I 1973 satte Carl Sagan spørgsmålstegn ved en påstand, som var blevet fremsat 60 år
tidligere af Harvard biokemikeren Lawrence Henderson. Henderson mente, at liv nødvendigvis må være baseret på kulstof og vand, og at de højere livsformers stofskifte er afhængig af fri ilt. Sagan sagde at ... Henderson havde en vis interesse i sin påstand, fordi han selv var lavet af kulstof, vand og ilt.

Andre astronomer advarer også mod udelukkende at anstille et "hydrocentrisk" synspunkt når det drejer sig om ikke-jordisk liv. Alle usikkerhederne taget i betragtning kan en indstilling med alle muligheder åbne vise sig at være den eneste løsning. I øjeblikket har vi kun et eksempel på liv, og det behøver vand. Alt herudover er spekulation, men det er lige så spekulativt at påstå, at liv altid er afhængigt af vand som at påstå, at det kan baseres på f.eks. silicium og flydende kvælstof eller ammoniak.

re: Måske er vi virkelig de eneste?

Hvis det er tilfældet så er det virkelig spild af god plads.

Men eftersom vi endnu ikke har fundet så meget som en lille forstenet baktusse så kan vi kun gætte om hvorvidt vi er alene eller ej.

Vi har fundet en masse byggesten der ude - så der skulle være en chance for at liv også kan opstå andre steder i vores univers - men om vi nogensinde støder på ikke-jordisk liv og for den sags skyld intelligent liv er forsat usikkert - afstandene er ufattelige store - selv vores egen galakse og der kan med lethed på nuværende tidspunkt befinde sig op til flere intelligente civilisationer i vores galakse uden at vi nogen siden vil finde ud af det.

I første omgang må vi spare sammen til en tur til Mars og Europa og kikke efter liv i en eller anden form der - finder vi en baktusse på Mars eller Europa så stiger chancen for at der er mere liv der ude - finder vi ingenting så.....

Liv i rummet II

Liv i rummet? Som ovenfor nævnt mener jeg, det overvejende sandsynligt, at det findes, men om det ligefrem tillige er "intelligent", er straks en anden sag.

Måske er vi virkelig de eneste?

Ganske vidst kan der være mange planeter i universet der kan være egnet til liv; men der er faktisk en laaaaang række betingelser der skal være opfyldt. Vi har set at livet kan eksistere under ekstreme betingelser, men det kan måske ikke OPSTÅ uden mere ideelle betingelser. OG er vi ikke ude og kigge efter egnede planeter 100 lysår væk i øjeblikket?
Bare et slag på tasken: Det vil vist i øjeblikket tage ca. 2 millioner år at komme derud! Øhh, jeg skal ikke med! Og radiokontakt: Glem det!
Men tænk hvis vi virkelig er eneste sted med liv i det ufattelige store univers. Det retter vist med øget effekt opmærksomheden på hvordan vi forvalter vores held. Forgiftningen af naturen og det menneskelige legeme med alverdens kemiske stoffer. Var det 87 kemiske stoffer der var i moderkagen?
Skal vi have vækst?

Pathetic

»Pathetic« på engelsk betyder faktisk også højstemt, og mon ikke der bag den nye betydning af ordet findes en socialrealistisk modstand mod tidligere tiders højstemte litteratur?

Personligt synes jeg nu at den nye litteratur mest hensigtsmæssigt kunne anvendes af lægevidenskaben - som middel mod søvnløshed.

Patetisk...

Det er ynkeligt at så mange ellers veluddannede mennesker oversætter det engelske pathetic med patetisk - pathetic betyder ynkeligt. Patetisk er højstemt, de to ord har, ud over deres fælles OPRINDELSE ikke noget med hinanden at gøre...

Liv i rummet

Selvfølgelig er der liv andre steder end på Jorden. Hvorfor skulle vi dog være den eneste livsform i hele universet? Det ville være mærkeligt, om det forholdt sig sådan. Men så er de der, hvem de end er, og måske har de slet ikke lyst til at snakke med os. Så lad dem i fred, hvor de end er.

Re: Liv i rummet

Vi har skam forlængst vist at der findes liv i rummet; se blot på Jorden.

Også liv på Månen er konstateret; det første eksemplar hed Neil Armstrong.

Vi har derimod ikke fundet liv fra andre himmellegemer, endnu, men med 200 milliarder stjerne alene i vores egen galakse ville det være absurd at forestille sig at Solsystemet var det eneste solsystem med liv. Jeg kunne i hvert fald sagtens forestille mig en milliard planeter med liv i Mælkevejsgalaksen.

Finder vi (rester af) prokariot liv på Mars, Jupitermånen Europa og yderligere en af Saturns måner må vi formode at liv er uhyre almindeligt. Vedrørende forekomstern af intelligent liv er det på nuværende tidspunkt umuligt at udtale sig. Men at vi skulle være de eneste i en galakse med 200 milliarder stjerner, i et synligt univers med et tilsvarende antal galaker (4*10^22 stjerner) ville være absurd.

re: Liv i rummet

@Stig

Hvordan skal man forstå dit udsagn om at det forlængst burde være bevist at der er liv i rummet?

Ind til nu har vi kun en formodning om at der er liv andre steder i vores univers - men vi har ingen beviser.

I søgen efter liv uden for Jorden er det i mine øjne i første omgang bedøvende ligegyldigt om det er intelligent eller ej - bare det at vi finder liv der ikke stammer fra Jorden er en milepæl i sig selv.

Men med mindre der falder en sten ned der indeholder liv så vil der gå årtier før vi kan begive os afsted til Mars og Jupiters måner og lede efter liv - så ind til da må vi nøjes med vores formodninger og gætterier.

Liv i rummet?

Det burde da være bevist for længst, at der er liv i rummet. Det er derimod ikke bevist at der findes intelligent liv i rummet, det kniber i alle tilfælde med at formulerer sig.

Men hvad er det så ?

Hvis der er fusket (bevidst eller ej) og sporene stammer fra en jordisk organisme, må man vel kunne udpege denne - eller bliver objektet ødelagt under "mikroskoperingen" ?

Seneste fra Miljø & Naturvidenskab

Annonceinfo
Annonceinfo

Spørg Videnskaben

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg