I 1851 skriver Charles Darwin om noget, han finder pudsigt:
Zoologiprofessor Japetus Steenstrup ved Københavns Universitet har i et brev til Darwin fortalt evolutionens ‘opdager’ om en rur i de nordlige farvande ved Norge.
Darwin noterer selv, at denne mystiske skabning kan være et ægte ‘missing link’ – en organisme fastfrosset i det evolutionære spring fra at være et filtrerende dyr til at blive en parasit.
Var Darwin i 2014 taget med forskerne fra Universitetet i Bergen (UiB) til Sognefjorden, ville han få bekræftet netop det, han havde på fornemmelsen.
En ubehagelig evolutionsbekræftelse
Ruren, der lever på ryggen af den lille haj sorthaj – mellem 100 og 1.000 meter nede på Sognefjordens dyb – har hidtil ikke haft et norsk navn. På latin hedder den Anelasma squalicola.
Den stilk, som en rur ellers bruger til at holde sig fast på sten i vandet, har A. squalicla boret ned i kødet på det stakkels dyr. I de fleste tilfælde sidder A. squalicola foran den første af de to rygfinner på den omtrent 60 centimeter lange haj.
»Foreløbig kalder vi rurerne for ‘parasitiske haj-langhalse’, men vi synes, at navnet er lidt uelegant,« siger Henrik Glenner. Han er professor i marin zoologi ved UiB og kommer fra Danmark ligesom Japetus Steenstrup.
Henrik Glenner synes selv, at den bekræftelse som han og kollegaerne nu får på, at Darwins evolutionsteori stemmer i praksis, er yderst ubehagelig.
Parasit suger næring fra hajen
Ruren på stenene i vandkanten har seks par filtrerende ben, som den bruger til at børste plankton, der kommer sejlende forbi i vandet, til sig.
Hos parasitisk haj-langhals findes disse ben stadig, men ruren har derudover omdannet stilken, som den hænger fast på hajen med, til en kombination af anker og sugeenhed til at få næring inde fra hajen.
»Dermed har parasitisk haj-langhals passeret det afgørende evolutionære punkt. Den har forladt den konventionelle metode for næringsoptag gennem filtrering af vand, og i stedet har den indledt en parasitisk livsstil,« siger Henrik Glenner.
Den er blevet til en parasit.
På det ydre har organismen på hajens ryg beholdt meget af sin udseendemæssige lighed med slægtningene fra fjordstenene. Men den bor ikke længere i en skal.
Sognefjorden er rig på parasitter
Forskerne ved Universitetet i Bergen er ikke de allerførste, der undersøger parasitisk haj-langhals. Men eftersom organismen er blevet anset for at være så sjælden, har den ikke fanget megen interesse efter Steenstrup og Darwin.
Nu har forskerne fra UiB kunnet konstatere, at der i en begrænset del af den dybe Sognefjord findes A. Squalicola i stort antal på ryggen af hajer.
»Her har vi fundet et perfekt sted for tværfaglig forskning på noget så sjældent som et levende ‘missing link’. Nu kan vi forske i både biologien, økologien og fysiologien hos en organisme, der er i færd med at foretage et evolutionært spring,« siger Henrik Glenner.
Hans kollegaer i projektet er forskerne David Rees, Christoffer Noever, Jens T. Høeg og Anders Ommundsen.
Kan levere svar om evolutionen
På hvaler kan der leve store mængder rurer. Rurerne bor også på overfladen af skildpadder og gopler.
Men her lever de et traditionelt rurliv med filtrering af vandet, der passerer forbi hvalen, skildpadden eller goplen. Ingen af disse rurer er kommet på at bruge forankringen til dyrekroppen som rør til at suge næring ud.
Man kunne alligevel forestille sig, at A. Squalicola på hajerne i Sognefjorden er en omdannelse af disse rurer, som er vant til at side på en dyrekrop i havet.
Men sådan forholder det sig ikke.
Slægtning på det japanske middagsbord
Forskerne ved UiB har overraskende kunnet slå fast, at parasitisk haj-langhals i Sognefjorden er tæt beslægtet med ruren Capitulum Mitella, der lever så langt væk som Sydøstasien.
Endnu mere overraskende er det, at C. Mitella hverken lever parasitisk eller i dybhavet. I Sydøstasien holder dette dyr til i fjorde, børster plankton – og havner ofte på japanernes middagstallerkener.
»Sammenhængen mellem de to er yderst overraskende, ja. Og den bringer vores forståelse af den gådefulde organisme i Sognefjorden flere skridt frem,« siger zoologiprofessoren.
»Vi ved nu, at den sidste fælles stamform for parasitisk haj-langhals i Sognefjorden og C. Mitella i Sydøstasien må have været en helt almindelig rur, der holder til i fjorden.«
»Den har altså hverken levet i dybhavet eller været parasit.«
»Det gør, at vi kan konkludere, at vores organisme fra Sognefjorden er grebet på fersk gerning, i færd med at transformere sig fra at være et filtrerende dyr til at blive noget fundamentalt anderledes, nemlig en parasit.«
Forskerne i Bergen håber, at forskningen i parasitruren i Sognefjorden vil bringe biologien nærmere svaret på, hvordan evolutionære spring i naturen egentlig foregår.
»Det giver os en unik forskningsmulighed, at der findes en stor og stabil bestand af hajer i Sognefjorden med høj forekomst af denne ‘missing link’-organisme på ryggen,« siger Henrik Glenner.
Skjuler sig for immunsystemet
Der er også et andet interessant aspekt ved rurens ophold på hajryggen, som forskerne studser over.
Den omdannede parasitrur må nemlig have fundet en måde at gemme sig for sorthajens immunforsvar.
Normalt vil der opstå inflammation, når noget stikkes ind i en dyrekrop. Men forskerne finder ingen spor af betændelse hos hajen. Det betyder, at værtsdyret tilsyneladende har accepteret parasitten som en del af sin egen krop.
Hvordan ruren formår dette, er også noget, forskerne ønsker at studere nærmere.
© forskning.no Oversat af Anna Bestle
